Hvad søger du efter?

”Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig” – sådan siger den yngste søn til sin far i den historie, jeg lige har læst. Skulle man lave en hitliste over de mest skandaløs personer i Det nye Testamente, så tror jeg, at den yngste søn vil ende et eller andet sted på top 10. For det han siger her, er simpelthen mere end skandaløst – det er vanvittigt, for han forlanger at få sin arv udbetalt. Det er måske meget naturligt, men nu er det bare sådan, at der mangler den lille detalje: Faderen er slet ikke død endnu – han står jo lige overfor ham. Men alligevel: ”Far, jeg vil gerne have min arv udbetalt nu – jeg kan ikke vente på at du dør, jeg skal ud og leve det søde liv med øl, piger og hornmusik”. Fik sønnen en syngende lussing? – det var da hvad han havde fortjent. Havde faderen været en rigtig mellemøstlig far, så havde han givet sønnen en lussing, og sendt ham væk fra hjemmet uden en krone på hånden.

Men det gør faderen ikke, nej, sønnen får pengene. Og hvorfor giver faderen sine penge til sønnen? Hvorfor vælger han at lade sin svaghed udstille, så hele landsbyen vil kunne gøre nar af ham, fordi han bare gav efter overfor sådan et vanvittigt krav? Hvorfor gjorde han det? Jo, han gjorde det af kærlighed. Han vidste, at selv om han kunne tvinge ham til at blive, så kunne faderen ikke tvinge ham til at modtage hans kærlighed, og også gengælde ham hans kærlighed. Man kan ikke tvinge andre til kærlighed – den skal gives og modtages frit. Og derfor gav faderen ham arven

Gud lader os gøre det…
Egentlig er det det samme med os: Hvis vi vender ryggen til Gud, hvis vi afviser hans kærlighed og forsøger at finde lykken eller livet et andet sted end hos Gud, så vil han lade os gøre det… han vil ikke engang stoppe dig. Uanset hvor meget det smerter at se det, så vil han tillade dig at du forlader ham, for kærlighed tvinger ingen.

Gud har givet dig et valg med hensyn til, hvordan du vil leve dit liv. Din og min vilje er det eneste i universet, som Gud ikke ejer pr. automatik. På det område – og kun på det område, har han ydmyget sig selv, og tilladt et andet væsen at træffe beslutninger, der påvirker ham. Der står mange gange i Bibelen, at Gud følte vrede, skuffelse, ærgrelse eller sorg – alt sammen, fordi han har givet os et valg men hensyn til, hvordan vi vil leve vores liv. Men han vil ikke tage kontrollen over vores vilje med magt – også selv om han ved, at hvis vi vælger ham fra… hvis vi vælger Gud fra, så må vi også bære de evige konsekvenser, lever vi et liv uden Gud, så vil vi også blive nødt til at leve en evighed uden Gud. Han vil ikke tvinge os.

Det er ikke engang sådan, at han så vil tvinge dig tilbage ved at gøre livet surt for dig, så du da endelig kan se hvor meget du går glip af. Nej, Gud vil fortsætte med give dig alle sine velsignelser, al sin godhed, al sin kærlighed, livets mange glæder…. du kan tage imod dem, og så kan du igen blive ved med at leve langt væk fra ham.

Lige som den yngste søn, der tager imod det han får fra sin far, og rejste til et land langt borte. Den yngste søn et billede på de mennesker, der gerne vil have alle de fordele der er ved at være Guds barn – som gerne vil have alle de materielle fordele, der er ved at være skabt af Gud, men som vil have dem uden forholdet til Gud. Folk, der ønsker alle de gode ting, der kommer fra Gud, men de ønsker ikke Gud selv. De vil gerne tage imod alt det han giver, men de vil holde ham mindst på en arms afstand – de vil ikke underkaste sig hans autoritet. De vil ikke følge hans regler. De vil ikke lade ham være en del af deres liv. De vil køre deres eget liv på deres egen måde uden nogen forstyrrelser. Og på den måde rejser de åndeligt talt til et land langt borte for at finde den lykke, som faktisk var lige foran deres næser: Fællesskabet med Gud.

Et liv uden Gud
Men et liv uden Gud er et meningsløst liv – det er et tomt liv, og det er et liv, som på et eller andet tidspunkt vil bryde sammen. Augustin – en af de nok største teologer nogensinde – sagde, at ”Vi er skabt til at tilhøre dig, derfor er vore hjerter urolige indtil de finder hvile i dig”. Vore hjerter urolige indtil de finder hvile i dig… og den uro vil vi mærke, hvis ikke vi fylder vores liv med en masse åndeligt bras. Den yngste søn savnede heller ikke sin far, for der var nok der kunne fange hans opmærksomhed – Jesus fortæller: ”Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv” . Altså øl, piger og hornmusik. Der er mange, der vil byde ind på at få stoppet den uro. Vi kan købe os ud af uroen. Vi kan arbejde os ud af uroen. Vi kan have en spændende fritidsinteresse og hobby. Eller hvad med stoffer og alkohol? Vi kan også finde os en anden spændende tro, men som vi har sunget ”verden ejer ingen lyst, som kan fylde dette bryst”.

Den yngste søn ødsler hele sin formue op, og oven i det, så kommer der en hungersnød i landet  – ”Og han begyndte at lide nød” – som der står. Pludselig var det søde liv væk, der var ikke en masse ting, der kunne tage hans opmærksomhed – og langsomt blev han klar over hvor langt ude han var. ”Og han begyndte at lide nød” – dér i svinestien sukker han efter sin far. Dér i

Desværre er det ofte sådan, at er man kommet væk fra Gud, så skal der ofte noget meget voldsomt til, før vi igen vender næsen hjemad. Det kan være, at vi bliver fyret fra vores arbejde – så vi pludselig har tid til at tænke over vores eget liv. Det kan være en af de nærmeste i vores familie, der dør, og efterlader sig en masse spørgsmål, som vi ikke kan lade være…. eller noget andet pludseligt, som gør et voldsomt indtryk på os og sætter nogle andre ting på dagsordenen. Ja, det kan endda være en sygdom, hvor vi pludselig får en pause fra de ting i livet, der tager fokus. 

Da jeg en kort overgang var efterskolelærer fortalte en af mine kolleger om sin nevø. Det var en ung mand, der levede det søde liv. Der var ikke tid til Gud eller kristendom – og interessen var der heller ikke. Livet skulle leves nu og det blev levet i højeste gear på sin motorcykel. Forældrene bad meget for deres søn, at han dog måtte komme til besindelse – at han igen måtte komme til fornuft, men ingenting hjalp. Og så gjorde forældrene det voldsomme, at de bad: ”Gør hvad der er nødvendigt for at han må blive en kristen igen”. Det var en voldsom bøn, fordi resultatet var voldsomt. Den unge mand blev indblandet i et færdselsuheld i Sverige og kom tilbage til Danmark lam – men dér i sin sygeseng blev han bragt til Jesus. Han blev ikke helbredt – men han fandt Jesus igen. Det er en voldsom historie – men dybest set ved vi jo nok også, at den mand er heldigere stillet end mange andre, der har deres bens fulde brug, men som bruger dem til at løbe væk fra Gud ved hver eneste lejlighed. Men hvor er det uhyggeligt, at der ofte skal så voldsomme ting til for at vi får øjnene op for, at vi virkelig har brug for Gud.

Den yngste søn vender hjem – og faderen modtager ham med åbne arme, han får nyt tøj og en ny ring på fingeren, som han havde før, og som viste, at han var hans søn. ”Du får en ny starte herhjemme – du er min søn, og jeg elsker dig”. Og på samme måde med enhver af os, der vender om til Gud – ”Du får en ny starte herhjemme – du er min søn, og jeg elsker dig”. Eller som disciplen Johannes skriver ”Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed” ( 1 Johs 1,9).

Sådan fandt den yngste søn ud af, at den lykke, han var taget af sted for at finde, var lige foran ham: I fællesskabet med sin far. Men han er ikke den eneste i lignelsen, der søger efter lykken – vi skal også lige have fat på den ældste bror – ham, der blev hjemme og ham, der blev sur over at den yngste søn bare fik en ny begyndelse. Det er den ”hellige” bror, der siger: ”nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud, men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner”.

Den ældste søn søgte også efter lykken – hvor den yngste søgte efter lykken et andet sted, så søgte han efter lykken på et andet tidspunkt. ”Nu må min far, da snart give mig noget” – i stedet for at se på den lykke det var i at være tæt på faderen. ”Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dig”.

Den ældste bror er os, der nærmest går i kirke hver søndag – ja, jeg som præst gå endda to gange i kirke så godt som hver eneste søndag. Gør jeg det med den bagtanke, at ”Nu må Gud, da snart give mig noget – nu har jeg tjent dig i så mange år” – har jeg den bagtanke i stedet for at gå i kirke, bede, tjene Gud, fordi jeg ønsker at lære ham bedre at kende, fordi jeg ønsker at være sammen med ham. Fordi jeg gudstjenesten som en fantastisk mulighed for at være sammen med Gud… Gør jeg ikke det, jamen så er jeg bare en øjentjener, en hykler, der bare vil have af Gud i stedet for at være sammen med Gud.

Egentlig er der ikke så stor forskel på de to brødre, for de kigger begge to på materielle ting for at finde lykken i dem… for at finde lykken i de mange velsignelser, som Gud giver os. Gud giver os rigtig mange gaver her i livet – ja, selve livet er jo en kæmpe gave i sig selv, men det er en stor fejltagelse, hvis vi forsøger at finde lykken i gaverne, og ikke i fællesskabet med giveren. Lykken kan kun findes et sted – nemlig i fællesskabet og i det frie liv med Gud.

Er du den ældste bror eller den yngste bror? – er du fortabt langt fra Gud eller tæt på ham? – der er ingen forskel, heller ikke i den måde Gud reagerer på, når du vender dig til ham igen. ”Jesus Kristus kom og forkyndte fred for jer, der var langt borte, og fred for dem, der var nær” – som jeg læste fra alteret. ”Du får en ny starte herhjemme – du er min søn, og jeg elsker dig”, for

                      Jesus, han er syndres ven

                      hører det, al verdens ender,

                      falder ind til Gud igen,

                      som udbreder sine hænder!

                      Haster løber til ham hen!

                      Jesus, hane er syndres ven.