”Den opsøgende far”

Tak for disse ord – Herre send du din ånd til os, så det ikke bare må være ord sagt for tusinde år siden, men at det må være ord talt til os – om tilgivelse og om det rigtige brodersind.

Din ånd – oh Jesus, til os send
som liv fra oven føder!
Den ild i dine venner tænd,
som i dit hjerte gløder.

Indledning

Dagens lignelse burde ikke hedde “Lignelsen om den fortabte søn”. Det er godt nok sønnens opførsel… eller sønnernes opførsel, der er dominerende, men jeg tror alligevel, at det er faderens væsen, der er i centrum. Lignelsen burde i virkeligheden hedde “Lignelsen om den opsøgende far”. Det er faderens reaktion der er i centrum og han reagerer på tre måder:

• Først med at acceptere sønnens frihed.
• Derefter reagerer han med længsel,
• for derefter at reagere med tilgivelse, når begge sønner har brug for det.

Det hele er båret oppe af faderens kærlighed til begge sønner.

Faderens første reaktion: Han accepterer sønnens frihed

Det hele begynder med, at  Den yngste søn siger til faderen: “Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig”. Det lyder måske som et harmløst ønske, men det er det bestemt ikke.

I et nærorientalsk land er det nemlig det samme som at sige: “Far, jeg er utålmodig efter, at du skal dø – giv mig min del af arven”.

Hvis faderen havde været et traditionel nærorientalsk far, vil han give sønnen et slag i ansigtet og jage ham bort fra hjemmet. Der er vist ingen steder i verden, hvor dette ikke er et uhyrligt ønsker.

Men det billede, som males af faderen er en uendelig medfølelse og betingelsesløs kærlighed og evig tilgivelse. Det er en far, en Gud, som tillader os vores frihed til at svigte og som alligevel hilser os velkommen hjem til vores åndelige hjem med åbne arme. Gud ønsker frie børn, der er frie til at elske.

Denne frihed indebærer også muligheden for at vi kan forlade Gud. Gud kender al den smerte, der vil komme af det valg, men hans kærlighed og medfølelse gør ham ude af stand til at forhindre det, for Gud kan ikke tvinge os til at elske ham uden at han mister sit sande faderforhold. Vi har fået friheden til at elske Gud, eller til at vælge at afvise Gud. Guds nåde er friheden til at vælge.

Drengen tager afsted, men det går ikke godt for ham – han mister alt hvad han ejer og lider til sidst sult. Selv den mad, som svinene æder, bliver nægtet ham – ingen vil give ham noget, så han er altså nødt til at stjæle. Da er det, at han kommer i tanke om de daglejere, som arbejder for sin far – de har nok at spise. Jeg tror ikke, at der er meget anger og bod, da han sidder dér i grise-stien – det er ikke hans samvittighed, der taler til ham, men hans mave.

Hvis han bare kan få lov til at arbejde for faderen, vil han måske kunne arbejde sig op, så han igen ville kunne betale hvad faderen har givet ham. Igennem sin arbejdsomhed vil sønnen danne en bro mellem sig selv og sin far. Han skal i jobtræning og derefter vil han kunne få situationen under kontrol. Han skal bare bevæge faderen med sin tale om synd mod himmelen og mod faderens selv, og derefter få sig det arbejde, som skal skabe den nye fremtid.

Faderens anden reaktion: Længsel

Sønnen længes ikke efter faderen, men efter faderens mad og penge – men faderen længes efter sin søn. Det er faderens anden reaktion. Faderen ved, at det vil gå sønnen skidt – han venter dag efter dag og kigger ned ad den travle gade i landsbyen mod den vej i det fjerne, hvor sønnen var forsvundet i overmod og arrogance. Faderen kigger i måneder og år og håber på at få øje på sin yngste søn – han må da snart komme hjem!

Gud er den far, som længes efter det barn, som har forladt ham og hånet ham. Vi hørte det fra altret lige før fra profeten Esajas:

“Jeg havde svar til dem, der ikke spurgte – jeg var at finde for dem, der ikke søgte mig… dagen lang rakte jeg hænderne ud imod et genstridigt folk, som følger en vej, der ikke er god”.

Gud rækker sine arme ud efter dem, der vender ham ryggen og går deres egne veje. Gud længes efter at være sammen med hvert eneste menneske. Han vil gøre alt for at få ham tilbage – bare ikke tvinge ham. Han længes efter sin fortabte søn.

Faderens tredie reaktion: Tilgivelse

Faderen i lignelsen har ventet så længe og da – en dag – ser han noget i det fjerne – omridset af en person: Sønnen! Og hvordan reagerer faderen så? Han reagerer med tilgivelse.

Den rige og ærværdige patriark tager fat i sømmene på sin kappe og løber af sted for at byde sin søn, svinehyrden, velkommen hjem. En far – en rig patriark, som lignelsen tegner for os her – ville normalt ikke løbe. Han ville være blevet siddende inde i huset i storslået majestæt, og dér ville høre hvad den selvrådige knægt havde at sige til sit forsvar. Men faderen løber sønnen i møde – at gøre det er dybt ydmygende.

Afdøde Ayatollah Khomeini fra Iran er et velkendt eksempel på en gammel østerlænding i traditionel forstand… og man vil også gerne have bin Laden til at fremstå som denne partiak. Og hvem har fantasi til at forestille sig sådan en løbe? Men sådan skildrer Jesus os i billeder sin himmelske far.

For den opsøgende far i lignelsen er jo et billede på Gud i Jesus. Jesus som er Gud, der kommer os i møde. Lignelsen er fortalt til en gruppe farisæere, der beklager sig over, at Jesus spiser sammen med syndere.

Jesus svarer: “Ja, det er rigtigt at jeg spiser sammen med dem, men det er meget værre end I forestiller jer. Jeg nøjes ikke bare med at spise sammen med dem, jeg løber ned af vejen og overdænger dem med kys og trækker dem med ind for at jeg kan spiser sammen med dem”.

Faderen i lignelsen omfavner sønnen og kysser ham – ikke særligt passende for en patriark – det ville passe bedre, hvis det havde været moderen, der var løbet ud og havde omfavnet ham. Men nu er det faderen og han kysser ham før han hører sønnens forberedte tale.

Faderen viser ikke sin kærlighed som svar på sønnens bekendelse. Tværtimod ud af sin kærlighed til sin søn giver han afkald på sin værdighed og tager en tjeners skikkelse på og løber sønnen i møde, så de kan blive forsonet. Det overrasker drengen at se faderens store kærlig, så han får ikke fremlagt sin plan for hvordan deres fællesskab skal blive genoprettet. Han kan kun sige, at “Jeg har syndet, jeg er ej værd søn” – han ser, at han intet kan gøre for at genoprette forholdet og nævner slet ikke forslaget med daglejeren.

Men faderen tager alligevel imod sin søn og holder en kæmpe fest for ham – hvorfor gør han det? Faderen giver selv forklaringen: “Min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet”.

Faderen siger ikke: “Han var fortabt, men er kommet hjem” -men han siger: “Han var fortabt, men er blevet fundet“.

Hvem fandt ham? Det gjorde faderen!

Hvor? Udenfor byen!

Den fortabte søn var altså fortabt og død, dér udenfor bygrænsen, hvor faderen omfavnede ham!

Sådan elsker Gud sit fortabte barn! Sådan elsker Gud enhver, som har vendt sig fra ham i trods, synd, hovmod eller hvad det nu måtte være, der kan få os bort fra ham. Og han elsker os ikke på grund af noget vi gør – men han elsker os på grund af noget vi er: Hans børn.

Gud elsker sit fortabte barn, fordi det er hans barn. Gud søger sit fortabte barn og når han finder det giver han det livet igen. H.C. Andersen fortæller om den grimme ælling, som alle hakker på, men da ællingen bliver en svane bliver den accepteret af alle.

I evangeliet er det anderledes: Her bliver vi elsket af Gud som “grimme ællinger” – og derefter gør han os til svaner.

Den ældste søn accepterer ikke at sin yngste bror sådan uden videre bliver taget til nåde – han bliver vred. Han nægter at gå ind til festen – en uhørt fornærmelse mod sin far og et slag i ansigtet på sin yngste bror.

Jeg kunne tale meget om den ældste bror – er vi som ham? Er vores fællesskab åbent og kærligt nok til at vi kan tage imod det menneske, der igen vender sig til kirken? Kan vi finde ud af at tilgive vores medmenneske, lige som vi selv hver dag bliver tilgivet?

Kan vi ikke finde hjerte nok til selv at tilgive, så vil Gud ikke af den grund skubbe os uden for fællesskabet. Faderen straffede ikke den ældste søn, men rakte for anden gang på samme dag ud efter en fortabt søn. “Mit barn, du er altid hos mig og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade”.

Afslutning

Lignelsen slutter med et åbent spørgsmål: Accepterer den ældste søn faderens udstrakte arme og hilser han sin bror velkommen, eller bliver han udenfor, fortabt? I modsætning til eventyrene giver lignelsen os ikke en happy-ending, men efterlader os ansigt til ansigt med en af livets vigtigste åndelige valg:

At acceptere eller afvise Guds tilgivende kærlighed og nåde,

at tro, at Gud elsker os alle – også ham, vi andre rynker på næsen af, men som vi egentlig også burde åbne armene overfor.

Gud elsker os – og han ønsker at vi skal hvile i hans kærlighed. Gud gav afkald på sin storhed og blev en tjener for at vi skulle blive forsonet.

Han rækker ud efter os uanset om vi er den yngste eller den ældste bror. Uanset om vi er langt bort fra ham og helt ude i torvene, eller om vi er tæt på ham og stadigvæk har en perfekt from facade. Gud ser igennem vores fromme facader, og han ser igennem skidt og pjalter, som livet måske har efterladt os med, og genkender begge steder sit elskede barn.

Og derfor kan vi løfte vores ansigter og lovprise Gud og sige:

“Lov og tak og evig ære – være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse – nu og i al evighed”

Amen!

Kære Gud og far i Himlene

Vi takker dig – at du har søgt efter os – at du kom os i møde, da vi endnu var langt borte fra dig. Tak at du elsker os – også selv om vi gør ting der smerter dig og vores næste.

Vi beder dig – lær du os at vise den samme kærlighed og tilgivelse til vores næste som du har vist os. Lær os at se en elsket og tilgivet bror i vores medmenneske. Vi beder dig for vor egen kirke – brug du den til at række ud til folk med ord om tilgivelse, glæde og kærlighed.

Herre, almægtige Gud, vi takker dig for livet du har givet os

vi takker dig for den kærlighed og glæde,

du skænker os gennem andre mennesker

Hjælp os til ikke at overse folk i nød. Lad os være dine tjenere,

så sultne får noget at spise,

syge bliver plejet og ensomme får besøg. Brug os til at skabe tryghed og livsglæde for andre.

Vi beder dig for din kirke jorden over, at den altid må være vidne om sin herre.

Brug den til at sprede dit ord blandt mennesker, og lad de kristnes liv være tegn på den kærlighed, du vil skal herske mellem alle

Herre, vi beder dig for vores dejlige land, Danmark. Vær du med dronningen og andre, der er blevet betroet myndighed og magt. Giv du dem mod og retsind og forstand til at styre vores land til bedste for alle.

Det beder vi alle om i dit navn….. amen