Lyt til prædikenen:

Læs prædikenen
Er du et godt menneske?
Hvis du ligner mig lidt, så vil du nok svare: Ja, jeg er et godt menneske – om ikke andet, så er jeg ja da god nok på bunden. Jeg vil det i det mindste godt…

I har sikkert været til mange begravelser, hvor man hører familien eller vennerne sige: Han var et godt menneske… det har jeg selv sagt. ”Han var en god mand”.

Går vi ud på gaden og spørge en tilfældig: Er du et godt menneske – hvad vil de svare? De vil svare: Ja, jeg er et godt menneske.

Hvad siger Bibelen? Bibelen siger, at det ikke passer. ”I er ikke gode… ingen af jer mennesker er gode”.
I hørte det sikkert fra Romerbrevet lige før: ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud” (Rom 3,23) – alle har syndet. Det er der ingen, der er gode, ingen!

Mange af os ser alligevel os selv som gode mennesker.
Måske med vores småfejl, men det ændre ikke på at vi i det store og hele er gode mennesker. Vi skal bare retledes, vi skal bare have nogle gode fif, nogle regler, og så er den hjemme. Det var derfor vi har loven i Det gamle Testamente – vi fik loven for at vi derigennem kan gøre os fortjent til at komme i himmelen.

Det var det, den rige unge mand i teksten gerne ville have at vide fra Jesus: Giv mig nogle fif…”Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?” . For det er vel det, som vi skal bruge loven til: Som nogle fif, nogle retningsliner, og føler vi dem, så er vi gode nok til at komme i himmelen.

Hvad betyder “det gode”?
Det er problemet i hele teksten her: Hvad er ”det gode”? Ja, det er problemet for alle mennesker: Vi har en misforstået forståelse af ordet god – så Jesus får sat det på plads med det samme: ” Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode.” – og det er naturligvis kun Gud, Jesus tænker på. Han er den eneste gode.

Med en enkelt sætning ændrer Jesus betydningen af ordet god. Ingen er god undtagen Gud. Det gør ”god” til et absolut begreb, ikke til relativt begreb – at man er mere eller mindre god, og god nok på bunden. Nej!

Der er forskellige grader af ond – du er ikke så ond som så mange andre. Jeg er ikke så dårlig som så mange andre. Men der er ikke forskellige grader af godhed. Og når kun Gud er god, så efterlader det til os ikke at være gode. Og for at vise det til denne her unge mand, så viser Jesus ham hen til loven: ”Vil du gå ind til livet, så hold budene”. Også det bud, som du ikke kan holde, fordi du elsker dine penge så højt, nemlig buddet om ikke at have andre guder end Gud.
Jesus viser hen til loven, ikke fordi den rige mand skal holde loven for at være god. Nej, men for at vise ham, at loven holdes af den gode. Og kun Gud er god.

Gud er god – ja, Guds natur er godhed. Gud er god, ikke fordi han holder loven, men fordi han kan holde loven. Gud er ikke god fordi han holder loven, men det er omvendt, at han er god, så kan han holde loven.  Og modsat os: Vi mennesker er ikke onde, fordi vi ikke holder loven – det er modsat: Vi holder ikke loven, fordi vi er onde – og det er det, loven afslører for os. Når vi måler os med Guds lov, Guds gode lov, så er resultatet ikke at vi kommer ud i den anden ende som gode, men vi kommer ud som onde.

Lovens opgave – syndserkendelse
Loven – som jeg læste et stykke af fra alteret – er ikke lavet for at vi skal bruge den til at komme i himmelen, sådan som den rige unge mand troede.
Loven er ikke givet os for at frelse os, men for at dræbe os, knuse os, ødelægge os – den er givet os for at vise os, hvor fuldstændig god Gud er, og hvor fuldstændig onde vi er – og derfor frembringe det i os, det, som vi ikke kan lide, nemlig skyld, frygt, skræk og anger. Paulus siger i Romerbrevet (3,20) – ”af lovgerninger bliver intet menneske retfærdigt over for [Gud]; det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse”.

Vi fik ikke loven for at vi kunne bryde den og så blive onde og syndige, men vi fik loven for at vise os hvem vi i virkeligheden er. Loven skulle give os syndserkendelse. Erkendelsen af vores synd – erkendelse af at vi er syndere.

Hvorfor skal loven det? Jo, fordi det er først, når vi har set os selv som syndere, at vi er modne til at tage imod Guds nåde.

Det er først, når vi har lagt de dårlige undskyldninger fra os, ”det er mine forældres skyld”, ”det er kirkens skyld”, ”det er de ukærlige og fordømmende præsters og kristnes skyld”, ”det er mine opvæktsforhold, hvis du bare vidste hvad jeg har at slås med… ”-  det er først, når vi siger hvad der er sandheden: Det er min skyld – det er først dér at vi kan tage imod Guds nåde.
Jesu døde på Golgatha – for min skyld. Ikke for menneskehedens skyld, ikke for naboens skyld – men for min skyld. Jeg kan ikke undskylde mig selv, jeg kan ikke retfærdiggøre mig selv, jeg kan ikke ophæve mine dårlige gerninger med gode gerninger. Jeg kan kun stå foran dommeren og modtage min dom.

Loven skal give os syndserkendelse for at drive os – ikke ud i bedrøvelse som den rige unge mand, men for at drive os til Kristus. Drive os så langt ud, at vi må spørge som disciplene: ”Hvem kan så blive frelst?”. For først når vi slår ud opgivende med hænderne, løfter vores tomme hænder op mod Gud, så kan Gud fylde dem. Gud kan kun fylde tomme hænder. Når vi er nået til det punkt, hvor vi siger: Jeg er ikke god, jeg er ond – jeg er en synder – så kan vi fortsætte – og jeg har brug for det, som Jesus gjorde på korset for mig. Jeg har brug for hans offer, da han døde på korset for min skyld. Jeg har brug for at hans ånd kommer ind i mig, så jeg endelig kan komme til at leve det liv, som han ønsker, jeg skal leve. 

Du kan kun komme ind i det evige liv, hvis du er så god som Gud. Og den eneste måde, du kan være så god som Gud, er at få Guds godhed tilregnet dig, givet til dig – det er nåden, det er evangeliet. Det har været Guds plan helt fra begyndelsen, at frelse os ved troen på Jesus Kristus – ikke ved lovgerninger, ikke ved ofringer på alteret. De mange ofrer i templet var bare et billede på det, der skete på korset. Jesus tog din straf, betalte for din synd og gav dig sin perfekte godhed.

Evangeliet
Det er evangeliet.
Evangeliet ”er Guds kraft til frelse for enhver, som tror” (Rom 1,16)
Evangeliet giver dig et nyt liv at leve – hvor dine gode gerninger ikke skal bruges til at løfte dig op i himmelen, men hvor dine gode gerninger kan bruges på at tjene din næste.
Evangeliet giver dig et nyt liv at leve – hvor Jesus lever i dig. Som Paulus taler om i Galaterbrevet: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig” (Gal 2,20)
Evangeliet åbner evigheden for dig.
Den rige unge mand i dagens tekst nåede aldrig til evangeliet – for ham blev loven ikke en tugtemester til Kristus, til ham, der stod lige overfor ham. Han gik bedrøvet bort, han vendte bogstaveligt talt ryggen til livet, og gik bedrøvet hjem.
Når du står overfor lovens krav og lovens dom – driver den dig så til Jesus eller går du bedrøvet bort? Går du såret bort? Går du vred bort – fordi du bliver såret, svinet til i din knækkede stolthed?
Eller tager du imod det, som evangeliet giver dig, det som Gud ønsker at give dig – et nyt liv, som bærer dig ind i evigheden.
Sådan fungerer nåden! Den nåde, der frustrerer den menneskelige stolthed – som frustrerer det religiøse system, fordi det bringer kaos ind i en verden, hvor man skal yde for at nyde. Sådan er frelsen, ikke på baggrund af dine gerninger, men på trods af dine gerninger – uden nogen prøveperiode, men øjeblikkelig, bare fordi du vender om, og så er Gud der allerede! Genindsætter dig som sit elskede barn med værdighed, autoritet og ære.
Sådan er nåden.
Sådan er frelsen – ja, sådan er din Gud.