Prædiken blev holdt ved Hobro Kirkes fødselsdag den 30. oktober 2016.
Der blev læst Apg 5,29-49 fra alteret og om Zakæus fra prædikestolen (Lukas 19,1-10).

Lyt til prædikenen her:

Læs den her:
For lidt siden læste jeg fra alteret Gamaliels formaningstale til det jødiske råd, der stod overfor at ville henrette disciplene:

”Hold jer fra disse mennesker og lad dem gå! For hvis dette er menneskers vilje eller værk, falder det fra hinanden, men er det fra Gud, kan I ikke fælde dem”.

Sådan lød det om det, der var begyndelsen til kirken; ”hvis det er menneskers vilje eller værk, så falder det fra hinanden”. Og nu har kirken eksisteret i små 2000 år – den er ikke faldet fra hinanden, for vores eksistens og vores berettigelse bygger ikke på hvor kreative vi er, og hvor meget vi gør for at få folk i tale – vi er ikke et resultat af menneskers vilje eller værk… nej, vores eksistens og berettigelse bygger på Gud; vi er Guds værk og vilje. Så når vi i dag skal snakke sammen om hvad vi skal gøre som kirke – så skal vi hele tiden have i baghovedet: Vi ejer ikke kirken – vi er kirken, vi er ikke vores egen værk som vi selv kan bestemme over, vi er Guds værk. Vi skal ikke først og fremmest yde, men modtage og give videre. Vi skal ikke give videre af os selv og vores store tanker – men vi skal give det videre, som vi selv har fået givet. Evangeliet.

Og hvad er så evangeliet? Et hurtigt bud på hvad evangeliet er, får vi i det, man kalder den lille bibel, Johannes 3,16: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv”.

Startskuddet for evangeliet og for kirken på jorden var, da Gud gav. Gud gav – han spurgte ikke efter noget, han krævede ikke noget, han opsatte ikke kriterier, som vi skulle opfylde for at få adgang til verdenshistoriens største gave, nemlig Jesus; vejen, sandheden og livet, nej, han gav det.
Kirkens vigtigste opgave – ja, den eneste opgave er i ord og handling at give dette videre. Giver vi noget som helst andet videre, så vil det værk falde fra hinanden, for så er det ikke Guds værk, men menneskers værk; vores værk.
Kirken som menneskers værk kan udarte sig i to retninger – og forskellen kommer tydeligst frem, når vi tager to grundlæggende ord: Kærlighed og sandhed. Og ja, karikatur kan forekomme.

1) Sandhed.
Kirken som menneskers værk lægger her vægt på, at kirken skal være præget af sandhed og ikke andet end sandhed. For at være en del af den kirke, så skal du være frelst og du skal allerede være nået målet: Fuldkommen som jeres himmelske far er fuldkommen. Der er ikke plads til folk, der stadigvæk er ”på vej”, folk, der stadigvæk lever i det, der bliver defineret som en synd. Du skal aflægge dig synden ude ved indgangen, før du kan komme ind. ”Kom som du er, og bliv som os en af os”.
Problemet her er blandt andet: En kirke for frelste mennesker, er en kirke fyldt med hyklere, der er bange for at blive opdaget. Problemet er, at man i hvert fald nødt til at plukke i Bibelen for at finde de ting, som er vigtigst og alvorligst. Man er nødt til at afgøre hvilke synder frelste mennesker kan begå og hvorfor nogle synder, der er bevis på at man er faktisk stadigvæk er ufrelst. Og det mærkelig ved sådan en liste er, at den ændrer sig over tid. Hvad der var forbudt i vores barndom, er tilladt i dag.
Det er en kirke, der kendetegnes ved ordet ”nej”. Nej til homoseksuelles rettigheder, nej til abort, nej til alkohol, nej, nej, nej, nej – og ”helst ikke”. I en verden, der hungre efter nåde og kærlighed fremstår vi lige så nådesløs som resten af menneskeheden. Jeg er ude efter den kirke, fordi jeg selv er en af dem – det er så snublende nær at stå med armene over kors og tale om sort og hvidt i sager, der langt hen ad vejen er grå. En sådan kirke vil falde fra hinanden

2) Kærlighed.
Kirken som menneskers værk lægger her vægt på, at kirken skal være præget af kærlighed og ikke andet end kærlighed. Så derfor ikke noget med ”formanende pegefingre”, ikke noget med ”du må ikke” og ”det er synd” – ikke noget med at tale om ”fortabelse”, vi skal have luet ud i fordømmelserne, her er der kun plads til kærlighed. Kirken er for alle uanset tro, adfærd og seksuel praksis. Det er en kirke, der værdsætter åbenhed, tolerance og accept over dogmatik og troslære.
Et af problemerne med denne kirke er, at man ligesom sandhedskirken er nødt til at udvælge hvilke del af Bibelen, der er vigtigst og størst – samtidig med at man forkaster tanken om at der findes noget, der hedder ”Sandheden” – bestemt form ental. I en verden, der spørger efter vejledning, fremstår disse kristne lige så forvirrede som resten af menneskeheden. En sådan kirke vil også falde fra hinanden.

Havde Jesus tilhørt sandhedskirken, så havde han aldrig spist sammen med Zakæus, før han havde gjort op med sin fortids synder, og var ren nok til at være sammen med Jesus. Men det var først, da Zakæus havde været sammen med Jesus og mærket hans kærlighed, at Zakæus ændrede sit liv.

Havde Jesus på den anden side tilhørt kærlighedskirken, så havde han afbrudt Zakæus, da begyndte at få gjort op med sin fortids synd og få ændret sig: ”Nej, Zakæus, du behøver ikke lave noget om – for du er jo lige nøjagtig som du skal være”.

Det er nemt at lave en kun-sandhedskirke det er nemt at lave en kun-kærlighedskirke – men Jesus efterlod os ikke en af disse to muligheder – han ønsker at vi skal være begge dele. Ja, at vi skal være sandheden tro i kærlighed (Ef 4,6). For i sin person var Jesus begge dele – som der står i starten af Johannesevangeliet ”Loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus” (Joh 1,17).

Zakæus mødte kærlighed, sandhed og nåde i personen Jesus – og mødte med kærligheden og nåden satte ham i sandhed fri til at få gjort op med fortidens synder og vende sit liv i en anden og bedre retning.

Lad os arbejde på at Hobro Kirke må været et sted, hvor kærlighed og sandhed går hånd i hånd – så nutidens Zakæus hverken vil undgå os, fordi ”jeg har det jo slemt nok i forvejen”, eller lulles i søvn med et ”det går nok alt sammen”. Lad os hvert vort sted give det videre, som vi har fået: Evangeliet, som i sandhed sætter fri med kærlighed.