Hvem er du? Har du nogensinde stillet dig selv det spørgsmål: Hvem er jeg?
Er jeg hvad andre siger om mig, eller er jeg hvad jeg føler herinde i mig selv? Hvad er det for et billede af mig selv, jeg forsøger at give til omverdenen? Og hvordan bliver det opfattet? Ser de mig som stor og selvsikker – eller har de opdaget, at jeg faktisk er lille og utilstrækkelig?
Jeg har lige læst en af de mest fantastiske historier fra Det nye Testamente, nemlig hvordan Jesus møder tolderen Zakæus. Og der kan man virkelig se hvordan man kan se forskelligt på det samme menneske.

For hvem er Zakæus?
– En romersk soldat ville nok se på Zakæus som en nyttig idiot. Vi kan bruge ham lige nu til at kræve upopulære afgifter og told ind til Kejseren i Rom. Han er en nyttig idiot, der tager en del af folks brok, og når vi ikke længere har brug for ham, så ud med ham til højre.

– En jøde ville nok se Zakæus som en landsforræder, der var med til at holde sit eget folk i slaveforhold under Kejseren i Rom. Han snød og bedrog folk – og var også religiøs uren, for han havde kontakt med romerne og en masse gods af forskellig karakter. En nationalistisk og religiøs jøde ville ikke skulle tænke sig om ret mange gang, hvis han fik mulighed for at plante en kniv i ryggen på Zakæus!

– Hvordan så Zakæus på sig selv? Var han den samme mand, når han sad og krævede penge ind i toldboden som han var, når han om aftenen i sit hjem, måske alene? Hvordan så han på sig selv? Han vidste jo nok, at det han havde gang i ikke var så smart – men den ene beslutning tog den anden, og nu sad han og var ikke bare tolder, men overtolder. Hvordan så han på sig selv? Så han ned på sig selv? Skammede han sig – men manglede en måde at komme ud af den her skrue uden ende? Måske var han ensom? De mennesker, der kom til hans fester, var det ”rigtige venner”, der også ville bakke ham op, når pengeorgiet fik ende og der blev råbt ”klyng landsforræderen op” ude på gaden?

Ja, hvem er Zakæus? Var han hvad andre sagde om ham? En nyttig idiot, en farlig landsforræder? Var han hvad han sagde om sig selv? Et sølle pjok?
Hvem er Zakæus?
Den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer sad i Gestapos fængsel i Nazitysklands sidste måneder før han blev henrettet. Dér i fængselet skrev han et fantastisk digt, der hedder ”Wer bin ich?” – ”Hvem er jeg?” – det digt handler om kampen om at finde ud af hvem han egentlig er. Om han er det, han ser indadtil eller det, som andre ser?

Hvem er jeg?
Ofte siger de til mig,
jeg træder ud af min celle
rolig, munter og fast
som en herremand ud fra sit slot.

Hvem er jeg?
Ofte siger de til,
jeg taler med fangevogterne
frit, venligt og klart
som havde jeg at befale!

Hvem er jeg?
De siger også,
at jeg bærer ulykkesdagene
ligevægtigt, smilende og stolt
som en, der er vant til at sejre.

Men indeni er han en helt anden:

Eller er jeg bare det, som jeg ved om mig selv?
Urolig, længselsfuld, syg som en fugl i bur,
kæmpende for at få vejret, som om én havde mig i struben,
hungrende efter farver, efter blomster, efter fuglestemmer,
tørstende efter gode ord, efter menneskers nærhed,

Så hvem er Dietrich Bonhoeffer så? Det han mærker i sig selv og selv ved om sig selv, eller det, som alle andre ser?
For der er vel de to muligheder, når vi skal finde ud af hvem vi er – når du skal finde ud af hvem du er. Er du, det du mærker i dig selv? Er du det, andre siger om dig? Er du hvad du gør og kan? Er du hvad du har?

Jeg kan godt afsløre overfor dig, at forsøger du at bygge din identitet på noget af det her, så vil du aldrig finde hvile og ro – for det vil virkelig tage energien fra dig. Bygger du dit liv på de ting, så bliver dit liv et siksak op og ned. Op i glæde, når du har meget godt, når du gøre meget godt og har succes og når folk taler godt om dig. Og ned i kulkælderen, når du mister, når du fejler – når du finder ud af, at du faktisk ikke kan noget mere. Når folk taler ondt om dig. Og det kan faktisk ryge helt ned, så det hedder en depression.

Bygger vi vores liv og vores identitet på de ting, så bliver det sådan et siksak – og vi kæmper bare for at holde os oven vande og ikke for langt ned – det er det, der hedder at overleve. Vi kæmper for at holde fast i at vi stadigvæk kan noget, kæmper for at vi har et godt navn og kæmper for at holde fast på vores ejendom. Livet bliver pludselig en kamp bare for at overleve – og holde fast i ens identitet. Jeg er hvad jeg kan, jeg er hvad andre siger om mig og jeg er hvad jeg har.

Det jeg vil fortælle her i dag – at det her liv, den her siksak op og ned – det er forkert. Det er ikke hvem du er – det er ikke hvem jeg er. Men hvem er vi så?

Zakæus var så heldig, at det ikke bare var romerne, der havde en mening om ham, eller jøderne – eller ham selv. Nej – Jesus kom forbi.  Han så ikke en nyttig idiot. Han så ikke en farlig landsforræder. Han så ikke et pjok. Han så ind til kernen i Zakæus og så et elsket menneske. Et menneske, der havde taget nogle forkerte beslutninger i livet – et menneske, der sad fast i sine fejl og nederlag. Hjælpeløst fast. Men det var ikke hvad det menneske var – for Zakæus var først og fremmeste – først og sidst et elsket menneske, som Jesus var kommet for at frelse.
Jeg tror heller aldrig vi vil finde ud af hvem vi egentlig er, hvis ikke vil løfter blikket væk fra os selv i – løfte vores blik ikke for at stoppe ved hvad andre så siger… men ved så at fortsætte op, så vi får fat på hvad Gud siger om os – hvad han vil med os. Hvad han ser i os – hvad vi er i forhold til ham. Sådan var det med Johannes Døberen og sådan var det også med Dietrich Bonhoeffer – hvis vi skal vende tilbage til hans digt. For digtet slutter sådan:

”Hvem er jeg?…
Hvem jeg så end er – Du, Gud, kender mig. Du er min far!”

Og det er dér vi skal finde vores sande identitet –– jeg skal finde min identitet i at jeg er Guds barn – jeg er elsket af ham. Og det står fast – hvor alt det andet kan forsvinde eller svinger op og ned, så står det her ene fast: Du er Guds elskede søn – du er Guds elskede datter. Og den kærlighed stopper ikke bare, når teenageretiden kommer – eller voksentiden, eller alderdommen, nej, den fortsætter livet ud… ja, endnu længere. Og fordi den bliver ved og ved og ved kan du også bygge din identitet på den kærlighed, for den er stabil. Ja, vi vil stadigvæk møde afvisninger. Vi vil stadigvæk møde tab. Vi vil stadigvæk ikke have succes altid. Men vi vil ikke blive kastet rundt op og ned op og ned… for det er ikke det, du bygger din identitet på. Lev i Guds kærlighed, så vil du møde modgang, du vil møde tab og du vil møde nederlag, du vil møde succes… du vil møde alle livets sider… men du vil møde det som den der ved, hvem du er: Jeg er Guds elskede datter. Jeg er Guds elskede søn.