Jeg kan godt lide at flyve – det bedste er, når man letter. Flyet accelererer og kommer op i en vanvittig høj fart på ganske kort tid og pludselig uden man rigtig ved af det, så flyver man.
Jeg har set en masse dokumentarudsendelser om fly og der har jeg set, at på startsbanen er der en markering, der kaldes ”point of no return” – sker der noget, hvor piloten mener, at man skal afbryde letningen, så skal det gøres før det punkt. Når han forbi det punkt, så kan han ikke standse op mere, men er nødt til at lette med flyet. Det er ikke muligt at vende om efter at han er nået til ”point of no return” – som vel oversat betyder: Punktet, hvor man ikke kan vende om.
I dag bruger Jesus den advarende stemme overfor farisæerne. De har lige afvist Jesus efter at have set et umiskendeligt under, der slet ikke er til at tage fejl af: Jesus er Messias, som de alle venter på. Men på trods af det store under, hvor en mand, der både var besat, blind og stum blev helbredt, så nægter farisæerne at tro, at Jesus er den, han er. Og så er det Jesus formaner dem: Nu skal I passe på, at I ikke når ud over punktet, hvorfra I ikke kan vende tilbage – I skal passe på, at I ikke forhærder jer så meget, at I overskrider den usynlige linie, der kan betyde forskellen mellem liv og død for jer. I skal passe på, at I ikke tager det skridt væk fra Gud, der lige er et skridt for meget, før I træder derud, hvor der ikke er nogen vej tilbage – hvor der ikke er nogen tilgivelse.
Det er ikke det, vi er vant til at høre fra Jesu mund det her… tværtimod. Normalt, når vi hører om Gud, så er det kærlighedens Gud, så er det den tilgivende Gud og det er ham, vi ser på hver eneste af bladene i Bibelen: Af natur er Gud tilgivende. Gud er kærlighedens Gud og tilgivelsens Gud. Og så kommer vi til denne tekst, at Gud, som er en tilgivende Gud ikke tilgiver. At der er noget, som ikke kan tilgives….
og det er noget, der har pint og plaget rigtig mange mennesker… og som også bliver ved med at pine og plage en masse: Har jeg begået den synd, der ikke er tilgivelse for?
Jeg var en tur på nettet og fandt at nærmest enhver af de kristne brevkasser, jeg stødte på på internettet havde spørgsmålet og debatten ”Har jeg begået den utilgivelige synd?”.
Og der er også ufatteligt vigtigt at finde frem til hvad denne synd er, for hvis det virkelig er en synd, der ikke er tilgivelse for, så gælder det da for alt i verden om at undgå at begå den synd. Men inden jeg kommer ind på hvad den synd er for noget, så vil jeg fortælle hvad det ikke er for en synd – og hvad det ikke har med at gøre.
Den utilgivelige synd har intet med graden af synd at gøre. At der er en synd, der er så stor, at vi ikke kan få tilgivelse for den.
Hvad vil vi sige er den værste synd overhovedet? Vi vil måske sige drab, voldtægt eller incest. Men jeg tror der er en synd, som vi kan sige er den største synd overhovedet – og det er at dræbe Guds søn! Som jøderne og romerne gjorde for snart 2000 år siden:
At de dræbte det eneste uskyldige menneske overhovedet
at de dræbte det kærligste menneske på jorden og
at de dræbte Gud den almægtiges søn.
Piskede ham, slog ham og pinte til sidst livet ud af ham, der skabte mennesket og jorden. Død…. det må være den største synd, som vi overhovedet kan forestille os. Det må være det værste man kan gøre… men selv der ved den største synd overhovedet, ja, der var der tilgivelse. I husker jo nok hvordan Jesus råbte oppe fra korset: ”Far, tilgiv dem, for de ved ikke hvad det gør”.
Når der er tilgivelse for selv den største synd, vi kan forestille os, jamen så kan vi sige, at lige meget hvor stor vores synd er, så er der tilgivelse for den.
Den utilgivelige synd har heller ikke noget med hvor mange gange at vi har begået en synd – det har ikke noget at gøre med antallet af syndere. Ja, faktisk er en 80 årig med vanesynder ikke bedre stillet end en 8 årig, der ikke laver andet end børnestreger.
Den utilgivelige synd har ikke noget at gøre med typen af synd: Egoisme, nærighed, tyveri, seksualitet, selvretfærdighed… ja, selv at man afvise Gud det er der tilgivelse for. Og havde der ikke været tilgivelse for at have afvist Gud, jamen så havde der ikke været noget kristent menneske overhovedet. Alle har afvist Gud på et eller andet tidspunkt i deres liv – om ikke andet, så ved at de ikke var kristne. Der er at afvise Gud og det er der tilgivelse for.
Ja, der er endda også tilgivelse for blasfemi – tilgivelse for at håne og gøre nar af Gud. Der er tilgivelse for at sætte spørgsmålstegn ved Guds kærlighed, visdom, almægtighed… alle de ting, som vel egentlig også er en form for blasfemi er der tilgivelse for.
Paulus skriver om sig selv i en af sine breve: ”Tidligere var [jeg] en spotter og forfølger og fór frem med vold. Men jeg fandt barmhjertighed, for i min vantro vidste jeg ikke, hvad jeg gjorde, og vor Herres nåde har været ud over alle grænser med tro og kærlighed i Kristus Jesus… for Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største. (1. Tim 1,13-15):
Disciplen Peter forbandede endda Jesus skærtorsdag – nej, han kendte ikke Jesus. Men alligevel: Peter blev tilgivet og sat tilbage som leder af disciplene.
En anden af Jesu disciple, Johannes, skriver i sit 1. brev: ”Hvis vi bekender vores synd, så er han trofast og retfærdig og renser os for al uretfærdighed”.
Alt kan tilgives – uanset graden af synder, uanset antallet af synder, uanset typen af synder – alle syndere kan tilgives… det vil sige alle undtagen en! Der er en synd, der ikke kan tilgives, hverken i denne verden eller i den kommende verden. Der findes ikke tilgivelse for den synd og begår du den er du for evigt forbandet. Og den er utilgivelig ikke på grund af graden, typen, eller antallet, men den er utilgivelig på grund af den person, der bliver syndet imod.
Og det er den synd, som farisæerne enten har begået eller er lige ved at begå her: Bespottelse af Helligånden.
Farisæerne har lige set et under – et under, der for folk til at sige: Det her må være Messias. Farisæerne har lige set et under gjort af Jesus. Prøv kig i Bibelen: Jesus tog ikke æren for sine mirakler –Jesus tog aldrig æren for sit liv og sine gerninger. Han sagde endda på et tidspunkt: Jeg kan ikke gøre noget kun det, jeg kan se Gud gør. Selv miraklerne var sket af Gud igennem ham. Helligånden arbejdede igennem Jesus – han tog ikke æren for dem – og han tog heller ikke afvisningerne personligt. Hvis I afviser mig, afviser I faderen., så afviser I Gud, så når farisæerne står der og afviser Jesus efter at have set et kæmpe umisforståeligt under, så træder de ind på den vej, der med tiden for dem til at begå den utilgivelige synd: De afviser Helligåndens kraft og overbevisning – så taler de imod Helligånden.
En person kan tale imod Jesus og det skal tilgives ham. Måske kan den person ikke hvem Jesus egentligt er var. Han ser en lærere som Sokrates eller Platon, et almindeligt, men klogt menneske – eller måske et ualmindeligt menneske som Muhammed, Buddha og derfor taler man imod Jesus ved ikke at anerkende hans vidnesbyrd om sig selv. ”Jeg vil ikke bede til ham, jeg tror ikke engang, at han eksisteret”… alt det kan tilgives at tale imod Jesus – det er vantro.
Men taler vi imod HÅ – spotter vi Helligånden ved at sige: Det du fortæller og forsøger at overbevise mig om… det er forkert, du er ikke sandhedens ånd, men en løgnerånd…. det er ikke tvivl eller værre endnu: Vantro, som vi kan finde tilgivelse for, det er bevidst vantro. Efter at have set det, der er som kan overbevise os om kristendommens sandhed… hvis man har set det og at nægte at bøje sig – så står det galt til med os.
Hvis Helligånden har arbejdet i dig – hvis Helligånden har vist dig Jesus som Gud… og du stadigvæk siger et eller andet sted inden i dig: ”Jeg er ligeglad med hvad sandheden er – jeg vil ikke bøje mine knæ for Jesus”. Ser man sandheden og gør man ikke noget, så er det en utilgivelig synd. Så har vi afvist ikke bare Jesus, men så har vi afvist Helligånden. Helligånden, som peger på os og overbeviser os om at vi er syndere. Og som peger på Jesus og viser os frelseren. Som kommer og nyskaber os, så vi bliver det, som Jesus kalder: Født på ny… eller rettere: født fra oven af Helligånden. Hvis du frelses, så er det pga. af Helligåndens gerning i dig og med dig. Så hvis en person afviser Helligånden og det frelsende arbejde fra ham, så er der ikke nogen måde at blive frelst på. Der er kun den ene måde – så er der ingen anden vej til at blive tilgivet, så derfor er det den eneste synd der ikke kan tilgives. Vi mennesker er egentlige mægtigere end Gud, for vi kan gøre oprør mod Gud – vi kan trodse hans vilje med os og sige: Jeg vil ikke frelses af dig og blive vi ved med at sige nej til Helligånden og indirekte kalde ham en løgner og spotte ham,
så kan vi til sidst tage det skridt væk fra Gud, der er et skridt for meget – vi kan træder ud af tilgivelsen.
Vi kan afvise Gud og afvise Gud og afvise Gud indtil vi til sidste træder over en linie, der er den sidste, hvor det er for sent. Hvor Gud siger: Aldrig mere. Hvor du træder over point of no return.
Jeg ved ikke hvor den linie er for dig – jeg ved ikke hvor du er med Gud i dag. Jeg er ikke Gud – og jeg aner ikke om du er frelst eller ej.
Jeg kan ikke sige, at du er frelst eller ej. Men uanset om du ved med dig selv om du er frelst eller ej, jamen så kan jeg ikke se andet end at teksten til i dag opfordrer os til at have en seriøs omgang med Helligånden.
At teksten til i dag siger, at vi skal holde op med at finde på undskyldninger for at blive ved med at sige nej til at tro på Jesus. At vi skal lade være med hele tiden at udsætte… hele tiden at sige: Nej ikke i dag. For en dag kan du ikke mere sige ja… ja, så har du uden at du opdagede det, trådt over den usynlige streg – så er du trådt igennem den svingdør, som kun kan bruges en vej – og det er ikke tilbage.
Teksten til i dag er ikke sagt for at skræmme os – den er ikke skrevet for at gøre os bange, men den er sagt ud af kærlighed. Kom til mig! Lad være med at sige nej – sig ja. Her er jeg… jeg vil dig det allerbedste. Jeg elsker dig – jeg har ofret mit liv for dig. Her har du alt hvad du behøver – nu og fremtiden. Sig nu ja – tag imod.
