Lyt til prædikenen
Læs Prædikenen:
”midt iblandt jer står en, som I ikke kender”
Fra begyndelsen af Bibelen – fra de aller første sider i Bibelen kan man spore et håb og en forventning, som lyden af fodtrin, der nærmer sig: Der kommer én. Til Adam og Eva, da de bliver drevet ud af Edens have, er der løfte om at en dag vil der komme en og knuse slangens hoved. Håbet forstærkes gennem de profetiske bøger: Profet efter profet sætter mere og mere kød på dette forløsende løfte: Der kommer en. Som vi hørte lige før fra alteret fra Esajas: ”Herren har blottet sin hellige arm for øjnene af alle folkene, hele den vide jord skal se vor Guds frelse”. Og som vi skal høre på lørdag, juleaften:” Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste. Stort er herredømmet, freden uden ophør” – også fra profeten Esajas.
Men da den sidste bog i Det gamle Testamente blev skrevet, profeten Malakias´ bog og afslutter den jødiske helligskrift, så er den mystiske ”ham, der kommer” endnu ikke kommet. Og det uopfyldte løfte efterlader hele Det gamle Testamente som en bog med uopfyldte profetier. Hvorfor kom han ikke?
Efter 400 år med totalt tavshed fra Guds side – ikke en eneste profet kom og sagde ”så siger Herren”, så kommer der en profet ude fra ørkenen, Johannes Døberen. Johannes står som et stort solidt træ i Det nye Testamente – med rødderne dybt plantet i Det gamle Testamente, i evigheden. Han er broen mellem det nye og det gamle – mellem løfterne og opfyldelsen.
Han kom og prædikede og døbte – og naturligvis kommer folk strømmende til ham. Folket har længtes efter at høre fra Gud – så da de øverste ledere i folket hørte om det, så sendte de folk fra ud for at høre Johannes: Hvem er du egentlig?
I første omgang lyder det mærkeligt, det jøderne spørger Johannes om: Er du Elias? Er du profeten? Mærkelige spørgsmål… men ikke hvis kender den sidste bog i Det gamle Testamente, Malakias´ bog. Den slutter med løftet ”Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer”. Så det er jo meget naturligt at spørge Johannes: ”Er du Elias? Er du profeten?” – de kan mærke og høre, at Johannes er en vigtig person sendt af Gud. Er du Elias? Er du profeten?… ja, du er måske endda ham, der skal komme?
Johannes Døberen får en masse opmærksomhed og det med rette… for Johannes var en stor mand. Jesus siger senere om Johannes, at han frem til nu er det største menneske, der nogensinde er født (Matt 11,11). Så naturligvis får Johannes opmærksomhed – og så afviser han alle de fine titler: Nej, det er ikke mig. ”Jamen hvorfor døber du så, når du hverken er den ene eller den anden? Hvem er du? fortæl os det, så vi kan komme tilbage med svar til dem, der har sendt os… de øverste i landet”.
Johannes svarer: ”Jeg er bare en stemme. Jeg er kongens forløber: Ban Herrens vej. Gør jeg klar til Ham. Gør vejen klar ind til jeres hjerter. Gør døren høj, gør porten vid”. Og så kommer han med en forbløffende bekendtgørelse: ”Ham, der kommer, står imellem jer. Ham som vi har ventet på lige siden syndefaldet, ham som vores folk har længtes efter, håbet på, og troet på som et diset billede, ham som vores profeter har peget på, han står midt i blandt jer. Vi har ventet på ham – men ”Midt iblandt jer står en, som I ikke kender”.
I gør alt for meget ud af mig. Hvorfor er I optaget af mig? I ser mig, I kender mig – men midt iblandt jer er en, som I ikke kender. Det er ham, I har brug for at kende. Jeg er så lille, at jeg ikke engang kan gøre det, som den laveste slave gør, nemlig tager skoene af sin herre, når han kommer hjem. Jeg døber bare med vand, det er ganske almindelig vand – han døber med Helligånd og ild. Med andre ord, så er det ham, der tager sig af hjertet – ham, som kommer, er i blandt jer. Kristus er her. I skal ikke tænke på mig, jeg er bare en stemme – en opråber. Jeg er bare en slave. I skal se på ham. I kan se mig og I kender mig, men ham kender I ikke – og det er sagens kerne her. Ignorer prædikanten og gå videre til ham, som prædikanten taler om.
Mon ikke de små hår på armene ikke rejst sig, har de ikke kigget rundt: Hvem kan det være? Hvem er det?
Jøderne rejste tilbage til Jerusalem til det øverste råd og fortalte hvad Johannes havde sagt: Han er her.
Hele eliten i Jerusalem, alle de højeste præster, ypperstepræsten vil få det at høre: Han er kommet – Kristus er kommet. Så jøderne vidste godt besked, da Jesus trådte frem. De er helt uden undskyldning som ”åhhh – det vidste vi da ikke. Vi er da overrasket over at Jesus pludselig dukker op og påstår at han er Kristus… jeg har vist ikke læst den besked”. Nej, de er blevet informeret, før Jesus begynder sin mission, så ved de: Kristus er kommet. De har den besked helt fra begyndelsen og hele vejen igennem er der fjendtlighed overfor Jesus lige til de henretter Jesus på korset. Budskabet er det samme: Han er her – han er kommet.
Johannesevangeliet begynder med at sige om Jesus: Han kom til sine egne, og hans egne tog ikke imod ham. Verden var blevet til ved ham – og verden kendte ham ikke. Og nu siger Johannes Døberen det samme: ”Midt iblandt jer står en, som I ikke kender”. Han er kommet – og I kender ham ikke – I afviser ham.
Det er i dag den sidste adventssøndag. Advent betyder ”komme” og handler om Guds komme i Jesus Kristus. Vi ser tilbage på Jesu komme i fortiden ved hans fødsel og vi ser fremad til hans komme, når han kommer for at dømme levende og døde – som vi siger i vores trosbekendelse. Men adventen er mere end fortid og fremtid – advent handler også om at Jesus komme til os her og nu i nutiden. Han vil være med os i vores liv lige fra fødsel til død – og ud over døden. Han er med, når vi døber et lille barn, ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”, og tegner korsets tegn på pande og bryst – og han er med, når vi tegner korset over kisten i slutningen af livet. Vi har Jesu løfte, at ” hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matth 18,20). Så han er med os her i dag ved vores gudstjeneste. Han er her i sit ord, Bibelen. Han er her i sit kød og blod, når vi om lidt har nadver. Han er med os i de mindste, dem, der forfølges, dem, der lider nød, dem, der flygter til os og rækker hånden ud for at vi må hjælpe dem. Jesus er i dem, som har brug for os – så på den måde kan vi sige, at Jesus har mange ansigter, når han kommer til os. ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matth 25,40).
Han er her – ham, som kommer, ham som vi venter på, ham som vi har brug for – han er kommet, han er her. Spørgsmålet er bare om vi kender ham eller om det også gælder os, ordene: ”Midt iblandt jer står en, som I ikke kender”. Dommen rammer os, hvis vi ikke ser ham, hvis vi ikke genkender ham. Uanset om det så er i hvordan vi nærmer os de mindste og de trængende, om det så er i altergangen om lidt, om det så er i Bibelen, om det er i hinanden her i menigheden, genkender vi ham ikke, så fejler vi i at anerkende og ære Jesus, som står iblandt os.
Johannes Døberen så Jesus, da han kom til ham. Jeg håber, at vi også må kunne gøre det i troen, at vi må genkende Jesus. Jesus, der kommer til os i alle disse små adventer i vores liv. For den kristne, er enhver lille begivenhed en potentiel advent – en mulig advent, en mulighed for at genkende og tage imod Jesus.
Skal det siges om os: Midt iblandt jer står en, som I ikke kender? NEJ!
… lad os i alle ting og til alle tider, kigge efter hans komme selv i en nusset stald, i fællesskabet med en ven eller en fremmed, i den fattige, hjemløse, flygtningen, i lidt brød og vin på alteret, i den åbne bibel – ja, selv midt i vores forsamling af hyklere, helgener og syndere.
Jesus er her.
Jesus – det eneste,
helligste, reneste
navn, som af menneskelæber er sagt.
Fylde af herlighed,
fylde af kærlighed,
fylde af nåde, af sandhed og magt.
