Andagt over Johs 18,33-38
Jeg havde vinterferie i sidste uge – og mandag morgen lå min kone og jeg i sengen og spurgte hinanden: Hvad skal vi egentlig lave i vores ferie. Skulle vi ikke tage en tur til Berlin?
Og sådan blev det – jeg bookede et hotelværelse over internettet, vi fik vekslet en masse euro, for jeg havde igen-igen smidt mit hævekort væk (jeg fik en besked i Tyskland om at der var en, der havde fundet det over på Bymarkskolens fodboldplads).
Og så ud i bilen – og klokken 23.00 om aftenen sad vi i Berlin og skulle til at opleve den spændende by.
Er der nogle af jer, der har været i Berlin… det er en fantastisk spændende by med historie rundt om hjørnet.
Vi fik fortalt vore børn om anden verdenskrig og om sovjet og DDR – om alle de mange store ord, der blev sagt ”1000 års riget” og ”Germania” og om et uafhængigt og frit socialistisk fædreland, hvor alle skal dele med alle… men hvor dem på toppen alligevel levede i luksus. Hvor alle er lige – men hvor nogen er mere lige end andre. Og efter at vi havde vist dem mindesmærket over de dræbte jøder, så viste jeg dem en simpel parkeringsplads ikke langt derfra. En parkeringsplads, der ikke engang er asfalteret. Vores børn fandt hurtigt en vandpyt, der var frosset til is – og legede dér…
Jeg kunne så fortælle dem, at her nedenunder parkeringspladsen lå resterne af den bunker, hvor ham den skøre med skæget, Hitler, havde sit hjem det sidste halve år af sit liv. Og der hvor han døde.

Hele det store rige, der var bygget op på ondskab – alle de store ord endte altså her. Og det er vi vel også glad for at det gjorde.
Historien har heldigvis vist os igen og igen, at ondskaben til sidst spiser sig selv og bliver ødelagt. Det er en trøst, når man tænder for fjernsynet og ser Islamist Stat og deres vanvids ondskab – men også hvordan de vender deres had mod deres egne. Det her kan simpelthen ikke blive ved med at gå.

Riger kommer – riger går. Verdensriger, som spredte sig overalt, er pludselig kun kendt for historiebøgerne. Det eneste rige, der består for altid, er Jesu rige, er vores rige.
I teksten, jeg læste før, står Jesus overfor en repræsentant for Kejser Tiberius i Rom, nemlig Pontius Pilatus. Han er blevet anklaget for at kalde sig selv konge – og så siger Jesus: Mit rige er ikke af denne verden.
En af de store krigsherrer i verdenshistorien, Napoleon, oplevede i sine sidste år at sidde forladt ude på en fængselsø, Skt Helena. Der skulle han have sigt: ”Jeg har grundlagt et rige ved magt, og det er gået til grunde, men Jesus grundlagde et rige på kærlighed, derfor skal det bestå for altid.
Jesu rige er bygget på kærlighed – og vil bestå for altid.
Der er kun ét rige som ham – og kun én konge som ham.
Stor konger bliver altid omtalt som ”store”. Napoleon den store, Alexander den store – ja, selv paver kan blive omtalt som store. Men ikke Jesus – han bliver ikke kaldt for Jesus den store.

For han er nemlig ikke den store – han er den eneste og der er ikke nogen som ham. Han har ingen efterfølger, der har overtaget embedet efter ham, han har ingen konkurrerende, han har ingen rivaler, ingen ligemænd – der er ingen som Jesus Kristus.

Han er sand Gud og sandt menneske – blev menneske og levede et enestående liv. Døde en død som forbryder, som det enestående offer for vore synder og stod op fra de døde og lever i dag. Enhver kristen i dag vil vidne om det: Jesus Kristus er levende. Han er vores levende frelser – og derfor er han enestående, for han er den eneste frelser.

Og han er vores konge – og vi er borgere i hans kærligheds-rige.