Postulatet, der ligger i bogens titel ”Stadig Alice”, smuldrer mere og mere, jo længere vi kommer frem i romanen, for at ende i en hjerteknugende samtale mellem Alice og hendes mand – i et af hendes klare øjeblikke i slutningen af bogen.
”>Jeg savner mig selv<
>Jeg savner dig også, Ali, jeg savner dig så forfærdeligt<
>Det var ikke min mening at ende sådan<
>Nej, det ved jeg<” (s. 312).

I bogen ”Tøsne og Forsythia”, sætter Thomas Bredsdorff netop spørgsmålstegn ved hvorvidt det netop stadigvæk er Alice, eller om det er sygdommen, der har ædt personen op, bid for bid. ”Hvornår vil jeg ikke længere være mig? Er den del af min hjerne som har overopsynet med det der gør mig til mig, også i farezonen? Eller er mit jeg noget der er overordnet neuroner, proteiner og syge dna-molekyler? Er min sjæl og bevidsthed immun overfor sygdommens hærgen? Det tror jeg selv på” (s. 278) siger Alice i en tale til en patientforening for Alzheimers. Bredsdorff mener at netop det, der er ved at blive ædt op, er sædet for sjælen, og at sjælen er borte, når hjernen er ”ædt op” af sygdommen, for uden erindring er man ikke længere et menneske (som er den grundlæggende påstand igennem hele bogen).

Ligesom Bredsdorff faktisk ville ønske at man kunne bytte Alzheimers ud med cancer, sådan også i den fiktive historie her.

”Hun ville ønske det var kræft hun havde. Hun ville uden et øjebliks betænkningstid bytte Alzheimers med kræft […] Kræft kunne man forsøge at bekæmpe. Der var operationer, stråling og kempterapi at gøre godt med.  […] Alzheimers var et helt andet slags monster. Der var ingen våben der kunne nedlægge det. At tage [den gængse medicin] var som at rette en vandpistol mod et buldrende bål. […] Det buldrende bål fortærrede dem alle. Ingen slap væk i live” (s. 134-35).

I romanen følger man en sygdomsramt kvinde fra de første tegn på sygdom og til hun mere og mere bare bliver tilskuer til sit eget liv og livet omkring hende. Det er en gribende scene, hvor hun med apati følges hen til sine første børnebørn, og kun langsomt opdager hvad der er i gang foran hende (s. 282). Hvordan hun glemmer sin datter (s. 192) eller da hun genopliver sorgen over at have mistet sin mor og søster, der var død mange år tidligere… og da hun får at vide, at de er døde, så bliver hun bedrøvet og samtidig notere hun sig: Min mand vidste det, men har ikke fortalt mig det… jeg kan ikke stole på ham mere (s. 173).
Man kommer indenfor i hovedet på den syge, og det giver en god fornemmelse af hvordan sygdommen må være for den syge. Om hvordan ord forsvinder i hovedet på hende, brister som sæbebobler:

”Ordene, oplysningerne, betydningen af kvindens spørgsmål og af Alices svar var sæbebobler […] De svævede hurtigt væk fra hende og i alle retninger, og det krævede fuldkommen koncentration at følge dem i deres flugt. Og selv om det lykkedes at holde dem fast i synsfeltet et opløftende øjeblik, endte det uvægerligt med et pop!, og væk var de, gået i opløsning uden synlig grund, som om de aldrig havde eksisteret” (s. 267).

Det er en foruroligende bog, en smuk historie om at leve nu, prioritere nu, prioritere kærligheden. Sommerfuglen går igen i bogens omslag og forskellige steder i bogen. Alice har et smykke med en sommerfugl, som hun har arvet fra sin mor.

”Hun kunne huske hun som seks- eller syvårig havde grædt, da hun hørte at sommerfugle kun levede ganske få dage. Hendes mor havde trøstet hende og sagt at hun ikke skulle være bedrøvet på sommerfuglens vegne, for selv om deres liv var kort, var det ikke nødvendigvis tragisk. Ved synet af dem som de fløj rundt der i den varme sol, fra blomst til blomst, i deres have, havde hendes mor sagt: Se, de har et smukt liv. Det var en af de ting Alice holdt af at tænke tilbage på” (s. 128).

Det korte liv – der alligevel kan være smukt. Sådan var Alices liv… og i ledetråd med dette, så kommer tekst-filen med navnet sommerfugl også og giver hende en genvej til at dette liv må blive så kort og så ærefuldt som muligt. For kan hun på sin lille computer ikke svar på nogle basale spørgsmål, så vil hun skulle læse et brev fra sit ”gamle jeg”. Et brev, der sendte hende i retningen af en æske med sovepiller – nok sovepiller til at hun kunne dø af en overdosis stille og roligt.

Romanen ender med sætningen ”Fuldkommen rigtigt, mor. Det handler om kærlighed” (s. 319). Og det er vel netop det at det hele drejer sig om. Også i forhold til sygdommen Alzheimers – kærlighed. At blive ved at vise den og forsøge at kunne modtage den, også som syg – og som pårørende.

Min vurdering
Det er en rigtig god bog – og i forhold til filmatiseringen, så kommer man her et spadestik dybere (naturligvis). Jeg havde måske for store forventninger til filmen – og den er faktisk god, og godt spillet – men høje forventninger er ikke altid en god indgangsvinkel til en film, man kan let blive skuffet… Og det blev jeg nok lidt. Også selv om jeg ikke havde læst hele bogen.
Men bogen er en godt og hurtig øjenåbner for dig, der gerne vil forsøge at forstå kompleksiteten i sygdommen Alzheimers og de sociale og menneskelige ødelæggelser, sygdommen bringer med sig.
Jeg vil i hvert fald bruge den i min videre søgen ned i emnet – og især med fokus på: Hvad med sjælen?