Lyt til prædikenen:
Læs prædikenen
Jeg elsker den her tekst… det er en fortælling om en samtale mellem et fortabt menneske og hendes frelser. Det er en af de smukkeste fortællinger om hvordan Jesus skaber håb, hvor der hersker håbløshed.
Hvor Jesus er sammen med den, der er udenfor.
Hvor Jesus forvandler et menneske indefra og giver det menneske håb, der førhen var et håbløst tilfælde.
Som lægen kommer for at helbrede den syge, sådan kommer Jesus til brønden ved den lille flække Sykar netop for at tale med denne kvinde. Det er hele grunden til at han er i området – ja, det er hele grunden til at han i det hele taget blev født og kom til verden: For at opsøge og frelse det fortabte.
Målet med Jesu rejse igennem Samaria er denne syndige og overrasket kvinde.
Og hun er overrasket: ”Hvordan kan du, en jøde, bede mig en samaritansk kvinde, om noget at drikke?”.
Det er et dobbelt brud på etiketten.
En jødisk mand talte ikke med en jødisk kvinde. Ja, en rabbiner som Jesus måtte ikke engang offentligt tale med en kvinde fra sin egen familie. Så mand – kvinde samtale var et ”no go” og det blev endnu værre, at det var en jøde og en samaritaner.
Så hun er overrasket med god grund.
Hun er i det hele taget overrasket over at møde en anden person her midt i middagsheden på dette fjerntliggende sted.
På det tidspunkt holdt man sig inden døre, i skyggen i byen og lavede absolut ingenting. Man hentede vand i skumringen, hvor det var svalt – hun hentede vand på et tidspunkt, hvor ingen andre var ved brønden. Ville hun undgå andre mennesker? Og vi ved også at der var andre brønde tættere på Sykar end denne her… Hvorfor mon hun går forbi de andre brønde på vej herhen til denne afsidesliggende brønd? Måske af samme grund hun vælger at gå ud i middagsheden: Hun vil undgå andre mennesker.
Jesus ser lige igennem hende… ser ind til det inderste i hende og ser hvorfor hun er alene ude for at hente vand og hvorfor hun vælger den fjerneste brønd. Jesus siger: ”Du har ingen mand; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand”. Derfor er det, at hun er alene og sikkert også ønsker at være det: Hun er hvad folk vil kalde en letlevende kvinde… det dårlige selskab, og nu efter at have været gift fem gange bor hun papirløst sammen med den sjette i rækken.
Ingen pæn pige ville omgås hende… og mændene har måske set hende som let-på-tråden og behandlet hende derefter.
Det er hende man snakker ondt om… hvisker og tisker om.
Og når man har oplevet det tilstrækkeligt mange gange, så orker man det ikke længere. Så tager man hellere solens ulidelige varme, når man skal hente vand, end at være sammen med en flok, der taler ondt om og til en…. så tager man hellere solens hede end at blive frosset ude.
Hun ser foragten i folks øjne – hvilket selvbillede mon ikke hun har haft?
Og prøv forestil jer alle de nederlag hun har været igennem. Alle de afvisninger, hun har været igennem. 5 skilsmisser – men som alle andre tørster også hun efter et fællesskab, efter kærlighed, og har fundet det udenfor ægteskabet. Hun er et håbløst tilfælde.
Men hun opfører sig da ikke som et håbløst tilfælde – hun virker da ret selvbevidst, hun taler åbent til Jesus, interesseret, en ligeværdig. Ja, men læg mærke til, at hun begynder samtalen med alle forsvarsmekanismerne oppe: Her sidder en mand – og det er en jødisk mand. Men stille og roligt falder forsvarsmekanismerne ned.
Hun kan ikke fortælle dig hvorfor – hun kan kun fortælle, at der var noget ved ham, der tiltrak hende på en anden måde end fysisk. Og hun begyndte at lytte – for
hun møder et menneske, der ikke fordømmer hende.
Hun bliver ikke kritiseret.
Hun følte sig accepteret af ham.
Han så noget i hende, der fik hende til at se noget i ham.
Så da ordene ”Jeg er Kristus lyder”, så accepterer hun det uden videre. Så da vi lidt senere læser om, at disciplene kommer, så render hun sin vej, hun forlader sin krukke og render hen til det sted, som man ikke ville forvente at hun ville løbe hen til: Nemlig
dem, der talte ondt om hende, sladrede,
dem, der havde udnyttet hende –
alle skulle høre hvem hun havde mødt: Kristus.
Hun kommer ikke som den selvudslettende og ringeagtede kvinde, hun var før. Væk er hendes angst for at møde andre mennesker, væk er hendes selvudslettende opførsel – væk er hendes medlemskab af det dårlige selskab.
Før ville de ikke have hørt på hende, de ville have afvist hende. Men hun havde mødt Jesus og blev forandret. Hun var begejstre – hun var fyldt af liv. Folk kunne se, at hun kom nærmest som en dronning, ikke som om hun var afvist. ”Lyt til mig, hør her, kom her”. Kvinden var forandret – og de lyttede, de hørte og de kom… og de blev også forandret. Gud havde forandret hendes liv. Kvinden kunne aldrig mere blive den samme igen – kvinden blev byens evangelist. Hun gik fra den laveste rang til den højeste rang – hun var frelst. Hun havde mødt Jesus.
Er du en af dem, der føler sig håbløs? Ingen bryder sig om dig, ingen er interesseret i dig, du har haft en masse modbydelige oplevelser, så du ikke engang orker at skrive ”me too” på din facebook-side. Du prøver at finde kærlighed mange steder – du prøver at fylde dit liv op med et eller andet, men du føler dig tom. Du tørster efter noget…
Det er det samme, du mangler i dit liv, som den samaritanske kvinde manglede i sit. Indtil du har taget imod Jesus som din frelser, så vil du blive ved med at drikke af den samme gamle brønd med sex, alkohol, medicin, stoffer, penge, karriere, videreuddannelse, anerkendelse fra andre mennesker… listen kan blive ved med alt det, som folk drikker af. Men alt det er som saltvand, du bliver aldrig læsket, du bliver aldrig fyldt, du bliver bare mere og mere tørstig. Det er derfor folk bliver afhængige af disse ting, for man kan aldrig få nok af de ting. Du vil altid skulle have mere og mere, indtil det suger livet ud af dig. Det kan aldrig fylde dig, det kan aldrig træde i stedet for at være det, som Gud skabte dig til at være, og det er at være et af hans børn. Augustin – en af de nok største teologer nogensinde – sagde, at ”Vi er skabt til at tilhøre dig, derfor er vore hjerter urolige indtil de finder hvile i dig”.
Gud skabte dig til at tilhøre ham, og han sendte Jesus til jorden for at betale din synd for at du kan blive den person, som Gud ønsker, du skal være. Så han kan tage synden på sig, så han kan give dig en fornemmelse af personlighed, at du er noget – han kan give dig en fornemmelse af fremtiden, tilfredshed, tillid og sikkerhed. Det er kun Jesus Kristus, der kan gøre det. Det er lige meget hvem du er, hvad du har gjort og været igennem og hvor langt nede du er – hvis du er villig til at sige til Jesus: Jeg beder dig tilgive al min synd. Og jeg tror, at da du døde på korset, så betalte du fuldt ud for min synd og rensede mig og gjorde mig himmelværdig. Hvis du er villig til det, så vil han gøre det.
Hver eneste gang jeg sidder og skriver prædiken, så har jeg Mozarts Requiem kørende på computeren. Og i starten synges der: ”Husk nådige Jesus, jeg er grunden til din tid på jorden… du reddede mig ved at udholde korset” (Recordare i Mozarts Requiem). Som kvinden var målet for Jesu rejse i Samaria, sådan er du grunden til Jesu rejse til jorden.
Det er ikke bare en god bøn at tage med os, men også et godt opmuntrende ord for os, når vi synes vi bare ikke slår til nogen steder. ”Husk nådige Jesus, jeg er grunden til din tid på jorden”. Uanset om jeg er et pjok, en usling, et hundehoved, et skvadderhoved eller hvad vi så ellers kan sætte på os selv foruden ordet ”synder”, så er jeg… ja, så er du først og fremmest, den Gud elsker. Så er du først og fremmest den, der kan bede: ”Jeg er grunden til din tid på jorden”.
Kender du den livsens kilde,
hvorfra nådens strøm udgår?
Om al verden øse ville,
den udtørres intet år;
fra Guds egen hjerterod
strømmer ud den nådeflod,
kommer, unge, kommer, gamle,
kommer, hver en mødig sjæl!
Det er endnu nådens tid,
