Den første, jeg prædiker for, er egoistisk nok mig selv. Det vil så også sige, at hvis I vil vide, hvad der rør sig inde i jeres sognepræst, så tag forbi på søndag og hør min prædiken! Og hvorfor fortæller jeg så det? Jo, jeg har bladret mine prædikener igennem, og noget af det, der er godt repræsenteret i dem, er det, at hvile i Gud. At lægge sine bekymringer og uro over til ham og bare hvile i ham i nuet. Og passer min teori fra begyndelsen, så må det være fordi, at jeg selv kæmper med det… og ganske rigtigt. For hvor er det dog svært bare at lægge det, der bekymre mig til side – men lur mig om jeg er den eneste, der har det problem.
Jeg elsker de steder i Bibelen, hvor Jesus siger, at vi skal komme til ham med alle vores bekymringer og så vil han give os hvile – prøv selv kig i Matthæusevangeliet kapitel 11 vers 28-30. Eller i Salmernes Bog finder vi i salme 37 vers 5: “Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind”. Det er dejlige ord, befriende ord – men svært helt at huske på, når tingene tårner sig op til det uoverskuelige. Da siger Gud til os: “Overgiv din vej… overgiv dit liv til mig, stol på mig, så griber jeg ind”. “Jamen jeg vil selv…. jeg kan selv.” “Måske, men hvordan vil du komme ud i den anden ende? Hvorfor ikke hente din kraft hos mig?” svarer Gud. “Hvorfor ikke lægge dine problemer og bekymringer over til mig? Så kan du koncentrere dig om at leve nu. Problemerne kan du så løse, når de kommer, i stedet for at ødelægge dig selv nu på noget, som du alligevel ikke kan gøre noget ved nu. Og når problemerne kommer, så vil jeg stadigvæk være hos dig… så tager vi det derfra”.
“Overgiv din vej til Herren, stol på ham, så griber han ind” – Salme 37,5. 37,5 er “menneskets normal-temperatur”, og praktiserer vi Salme 37,5 vil vi også få “den åndelige normal-temperatur”, som kan bevare os fra åndelige sygdomme. Overgiver vi vores liv, vores fremtid, nutid og fortid til Gud, så når vi hen til en åndelig ligevægt i alle ting. De gamle kristne mystikere kaldte det for “en hellig ligegyldighed” – det er lidt voldsomt synes jeg, for det vil nok passe bedre med “engageret kristendom”. For ved at have overgivet os selv til Gud, så har vi kræfter til at se ud over vores egen næsetip, og finde ud af, at der er andre til i verden end os. Der er ikke noget, den “febersyge” menneskeslægt har mere brug for, end at møde mennesker i åndeligt ligevægt. Du kan være en af dem – det kan være svært, men prøv alligevel: Læg det hele over til Gud… og lad det ligge der… så griber han ind!
