I de første år som præst, havde jeg den idé at jeg ville starte min sommerferie med at give mig en navneændring – det var nemt og endda også gratis på det tidspunkt. Jeg ville give mig sommernavnet ”John Winther” og prøve om det forandrede min måde at være på, at jeg ikke længere hed ”Kim Legarth”. Det synes jeg kunne være rigtig spændende – sådan på en lidt nørdet måde. Jeg fik det nu aldrig gjort – og da det så pludselig kostede 500 kroner for en navneændring, så fik jeg kolde fødder og har droppet det helt. Så det meste jeg har gjort i den retning er at få lavet en Facebook-profil med det navn – en overgang havde den endda flere venner end mig selv… det kan jeg så spekulere lidt over hvorfor det var tilfældet!
Jeg tror dog, at det betyder noget, hvad vi kalder os selv og ikke mindst hvad vi kalder hinanden. Også hvad vi kalder hinanden ud over vort ”borgerlige navn”. Jeg tænker lidt, at den, der altid bliver kaldt for ”dumme svin”, begynder han ikke også på et tidspunkt at opfører sig sådan? Den, der bliver kaldt for grim, begynder hun ikke i spejlet at se grim ud – også i egne øjne: ”Måske har de andre lidt ret?”. Jeg læste i avisen, at der i vores by var ”utilpassede unge”, der lavede ballade. Kaldes man ”utilpasset unge”, så kan man måske også lige så godt opfører sig som sådan?
Vi behøver ikke kalde hinanden navne med ord – det gøres også nemt med det tydeligste sprog, der findes: Kropssprog. Vi kan kigge væk, ignorere, sukke højlydt eller rulle med øjnene. Ja, der findes mange forfinede måder at nedgøre hinanden på. Og hvad vi kalder hinanden også med kropssprog, det skaber os.
En romersk digter fra 250 f. Kr. sagde det på den måde: ”Nomen est omen” – det betyder: Navnet er et forvarsel. Det, man hedder, viser også hvem man er. Jeg tror, at der er noget om det. Og derfor er jeg jublende glad for at komme i kirke – for der får jeg at vide, at jeg er ”underfuldt skabt” – jeg ikke bare et produkt af en tilfældig evolution og et kæmpe brag. Der får jeg at vide, at jeg er ”uendeligt elsket” – så ranker jeg ryggen igen. Der får jeg at vide, at jeg er ”Guds barn” – wau… tænk at min far har skabt universet!!
Så det bedste jeg kan gøre, når folk kalder mig ting, som bryder mig ned og ændre mit selvbillede, det er at gå derind, hvor jeg får min sand identitet at vide: Underfuldt skabt, uendeligt elsket og et Guds barn. Jeg er villet, ønsket og elsket af Gud. Så går jeg ud af kirken, så kan jeg lidt igen.
