Lyt til prædikenen:

Læs prædikenen:

• Betal vandregningen. 
• Bestil tid ved tandlægen.
• Bilen skal til eftersyn.
• Slå græs.
• Læs lektier med børnene.
• Planlæg ferie.
• Vask tøj. Mal hoveddøren.
• Find en børnepasser.
• Arranger møde med forsikringsselskab.
• Køb stort ind.
• Hent børnene.
• Ryd op til børnefødselsdag.
• Ryd op efter børnefødselsdag.

Jeg kan blive helt ør i hovedet af alle de gule post-it, som udgør min hverdag og som hver eneste dag tager mit fokus. Man kan næsten forestille sig hvordan vi får alle de bekymringer, forpligtelser, tanker om vores ejendomme og investeringer og pension  osv osv… ned i vores rygsæk, som vi slæber på igennem livet. Og den rygsæk har tendens til at blive tungere og tungere – mere og mere kompliceret for hver dag vi går på livets vej.

Jeg kan huske at jeg som barn en gang blev så eddikesur over et eller andet hjemme. ”Nu var det nok – meget har jeg fundet mig i igennem alle disse år. Men nu er det slut – jeg flytter hjemmefra”. Og det mest irriterende var at min far tog det ganske stille og rolig – han ville endda hjælpe mig med at pakke. Tog den store rygsæk frem og gik ind til bogreolen. ”Du kan da ikke tage af sted uden de her bøger” – og så fyldte han rygsækken op med mine favoritbøger: Lademanns Leksikon. Og så sagde han farvel og jeg vandrede afsted – og jeg husker, at jeg kun nåede ned til hjørnet og så måtte jeg vende om, for jeg orkede ikke at bære den tunge rygsæk.

Jeg tror ikke vi har behov for at have andre til at fylde vores rygsæk – det er der også nogen, der gør, men vi er også god til selv at fylde den op. Jo længere man lever desto flere ting får man samlet op som livsbagage – det kommer op i vores bagage og vi slæber dem afsted på ryggen og nogle gange knækker vi sammen. Vi stopper op, for vi har ikke flere kræfter – rygsækken bliver for tung. Fænomenet har mange navne. Stress, udbrændthed, depression. Pludselig magter vi ikke mere. Og nej, det er ikke et svaghedstegn, at vi tvinges til at stoppe op, det er snarere et tegn på, at vi har forsøgt at være stærk alt for længe. At vi har gået med en livsrygsæk fyldt med mere end vi kunne bære. Og nogle gange når vi langt med den på ryggen – andre gange når vi bare ned til hjørnet, før vi tvinges til at stoppe op. Tvinges til at stoppe op lige som Marta – skal jeg virkelig gøre alt det her? Og gøre det alene? Nogen må da hjælpe mig – som Martha siger til Jesus: ”Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.”

Og Jesus vil sige det samme til mig, som han sagde til Martha: Kim, Kim.  ”Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent”. Vi er rigtig gode til at komplicere vores liv – og nu vi giver os tid til at tænke over tingene, så vil vi finde ud af at det er meget meget lidt vi i virkeligheden har brug for. Jeg tror virkelig at vi fra tid til anden har brug for at stoppe op og læsse af. Vi komplicere vores liv alt for meget. Vi har brug for at stoppe op og forenkle det i stedet for – vi er nødt til bevidst at prioritere indholdet af vores liv, så det vigtigste får førsteprioriteten, så det ikke bare er det presserende, det, som andre synes er vigtig og det, der råber op omkring os.

Og det er nemt at stå og sige – og ufatteligt svært at leve ud. Ufatteligt svært at prioritere! Martha så i dagens tekst et presserende behov: Jesus og hans disciple skulle have mad. Martha var travlt optaget af at sørge for Jesus – står der. Det græske ord for at være travlt optaget, betyder ”at være distraheret”. Maria var distraheret. Hun blev hevet frem og tilbage mellem modstridende bekymringer. Og pludselig kogte det overfor den stakkels kvinde – hun kunne ikke mere. Rygsækken var fyldt helt op og hun kunne ikke bære den længere: Sig til Maria, at hun skal hjælpe mig. Og så kommer den kærlige irettesættelse fra Jesus: ”Martha, Martha. Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting”.

Martha tog sig af en masse presserende behov – så hun ikke fik dækket det vigtige behov, nemlig at give sig tid til at lytte til hvad Frelseren havde at sige.

Den amerikanske præsident Eisenhower har sagt noget meget spændende i relation til det her. Han sagde: ”Jeg har to slags problemer: ”De presserende og de vigtige. De presserende er sjældent vigtige og de vigtige er sjældne presserende”.

Det kan jeg godt nikke genkendende til – det, er virkelig er presserende, hvor der er nogle, der ånder en i nakken for at det bliver gjort – de er dybest set ikke vigtige. Men det rigtig vigtige – dér forpasser man bare chancen nærmest ubemærket. E

t meget tydeligt eksempel oplevede jeg i mine første præsteår. Jeg skulle færdigredigere et kirkeblad. Tingene var igen igen kommet ind i sidste øjeblik på mit bord – og de skulle sendes afsted til trykkeriet – ellers kunne de ikke nå at sætte det op, få læst korrektur og trykke dem og få dem ud til postvæsenet i rette tid. Det var virkelig presserende – og jeg fik arbejdet igennem den dag… og blev færdig til tiden. Men samtidig sad jeg med en uro over at jeg ikke havde hørt fra et ægtepar i lang tid, hvor hustruen var ramt af cancer. Havde jeg ikke skulle arbejde med kirkeblad, så ville jeg være kørt ned forbi og hørt til hvordan det gik. Det fik jeg ikke gjort – dagen gik med kirkebladet og næste dag ringede bedemanden: Hun var død i løbet af natten. Hvor havde Eisenhower ret: ”De presserende ting er sjældent vigtige og de vigtige ting er sjældent presserende”.

Hvad bruger man sin tid på? Altid de presserende.
Vi siger ja til alle de presserende ting og skubber alle de vigtige ting til side, som vi burde prioritere og typisk er det ofte Gud, der ryger ud til siden. For han er ikke her nede på jorden fysisk og skriger os i hovedet: ”Du har brug for at være sammen med mig. Du har brug for at prioritere at lytte til mig. Gå i kirke – tjene mig”. Og derfor ryger Gud helt ud af vores to-do liste – for det er mere presserende ting, der skal gøres. ”Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent”.

Martha havde en dårlig prioritering af sine kræfter – ikke at det hun prioriterede var dårligt. Nej, det var rigtig gode ting alle sammen. Ting som ikke skulle forsømmes. Men det at varte Jesus op måtte blot ikke fylde mere end at lytte til ham. Det vigtige skulle prioriteres over det presserende. Og på samme måde med os. Det gælder om at prioritere rigtigt. Sætter vi arbejdet højest, så kan vi ikke samtidig sætte familien højest. Sætter vi familien højest, så kan vi ikke samtidig sætte Gud højest. Sætter vi vores familie først og så Gud som nummer to, jamen det ser da meget fornuftigt ud. Det er vanvittigt vigtigt at elske vores familie, men elsker vi vores familie mere end Gud, sætter vi familien over Gud enten bevidst eller bare ubevidst ved den måde vi rent faktisk bruger vores tid, så elsker vi jo gaven, familien, arbejdet, hobbyen… så elsker vi gaven frem for giveren. Og så vælger vi giveren fra, så vælger vi Gud fra. Det kan godt være, at vi ikke bevidst har sagt, ”jeg vil ikke have noget med Gud at gøre”. Det kan godt være, at vi ikke bevidst har sagt, at ”jeg tror ikke på Gud”, men det er måske slet ikke nødvendigt at vi selv siger det, for vores prioritering siger det for os.

Jesus fortsætter: ”Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende”. Den gode del er at lytte til Jesus – den god del er bevidst at prioritere Jesus. Og vi vil opdage, at prioritere vi Jesus først, så vil han også give os overskud til det andet i vores liv, der betyder noget for os.

Jeg har hørt en dum historie om en mand, der blev ansat ved Vejdirektoratet – hans opgave var at male striberne midt på vejen… så han fik en pensel og en malerspand i hånden og fik så besked på at male så meget som han kunne på en dag. Første dag kom chefen hen til ham og skulle høre hvordan det var gået: ”jo, – det er gået godt, jeg har malet 3 km. i dag”. ”Fint” svarede chefen fortsæt det gode arbejde”. Næste dag meldte manden så igen tilbage, ”jeg har malet 2 km i dag”. ”Det er ok – men prøv se om du kan gøre det lige så godt i morgen som i går”.  Men det kunne han altså bare ikke, da arbejdsdagen var færdig kom han træt og udkørt og måtte berette, at han altså kun havde malet 1 km i dag”. ”Jeg er desværre nødt til at fyre dig, for du er blevet dårligere og dårligere til dit arbejde” svarede chefen ”men fortæl mig først, hvorfor kunne du male 3 km den første dag, 2 km den anden og kun 1 km den tredje dag?”. ”Det er slet ikke min skyld” svarede arbejderen ”for hver eneste dag er jeg jo kommet længere og længere væk fra malerspanden”.

Gud er kærlighed, Gud er kraft og Gud er styrke til vores liv. Er det sådan at vi prioriterer noget andet som nummer et i vores liv end ham, så er det som om vi bevæger os længere og længere væk fra malerbøtten. Jo mere der er mellem os og Gud, jo længere kommer vi også væk fra hans kærlighed og fra hans magt, og vi vil til sidst miste pusten i vores liv. Men er det sådan, at vi prioriterer Gud som det første i vores liv, det som er foran alt andet, prioritere at ”sidde ved Jesu fødder”, så vil vi også opdage, at vi har overskud til det andet. Det er ikke sådan, at vi pludselig får mere tid, til vores rådighed. Nej, men får vi Gud øverst, så falder det andet ned på deres rette plads i vores liv. Har vi Gud som nummer 1, så vil vi også få hjælp til at kunne prioritere alt det andet rigtigt. Alt det, der virkelig betyder noget i vores liv og have styrke til det. Også til at prioritere det væk, der ikke betyder nok.

Det var hvad jeg har fået ud af den lille hverdagssituation fra familien i Bethania for lidt under 2000 år siden. Og for mig at se, så stiller den stadigvæk et højt aktuelt spørgsmål: Hvordan prioriterer vi vores tid? Hvordan prioriterer vi vores liv? Husker vi at finde ro til at lytte til Jesus – det vigtigste overfor alt det presserende.
Husk Jesu ord: Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.