Som studerende havde jeg en skøn læseplads, som vel var mit egentlig hjem i de 8 år, jeg læste til præst. Jeg havde indrettet mig med tre billeder på den lille opslagstavle på læsepladsen. Første billede var et fotografi af en mindetavle for en sognepræst Carl Edvard Picker fra Brylle på Fyn, hvor min kammerats far var præst. Det andet forestillede Kaj Munk i præstekjole. Og det sidste billede viste en ung mand med blød hat, sort jakke og en mørk stok: Bruno Gustav Eugen Toppf. I dag har han jubilæum – eller hans bedrift havde jubilæum. Hans historie har altid fascineret mig… her er lidt af den:
I disse dage fejrer vi 100 året for afslutningen af 1. verdenskrig – slutningen af krigen var præget af uro, oprør og mytteri. Det tyske kejserdømme var ved at falde fra hinanden – der var oprør, mytteri og kaos. Revolutionens vinde ramte også det tyske Als – soldaterne havde mest lyst til at tage hjem, og havde ikke lyst til at ofre sig for kejser og riget. I sådan en situation er der både radikale og moderate kræfter – hvem tager over og får opbakning? Til de moderate hørte nok Toppf. Han var overskræddergast ved den tyske Kaiserliche Marine.
På trods af at han var indlagt med tuberkulose satte han sig i spidsen for soldaterrådet i Sønderborg. Han rejste sig fra sygesengen og holdt en brandtale: ”Kammerater nu har I magten i jeres hånd… Tyranniet er slut. Vi er frie mænd og behøver ikke længere at lade os trække ved næsen af den slags folk… vi vil lade nåde gå for ret og lade dem løbe, så vi viser dem, at vi ikke er barbarer. ” Og efter talen blev Als løsrevet og udråbt som selvstændig republik med Toppf som præsident – det var den 7. november 1918. Præsidenten beslaglagde øens eneste bil, som han brugte til at køre rundt og holde styr på øen. Bankers kassebeholdning blev kontrolleret, og han sikrede sig at madvarerne forblev på Als. Han kom med mange forordninger i den tid, han var præsident for øen, og hvor han styrede øen uden om anarki og blodsudgydelser, som det ellers havde været tilfældet andre steder. Den 9. november 1918 indhentede tuberkulosen ham, og han trak sig og lod sig om morgenen indlægge på lazarettet igen – og med ham blev republikken Als vel nedlagt. Under en senere retssag mod ham blev han frikendt for forræderi med den begrundelse, at han havde forhindret mere radikale i at få overtaget i de kritiske dage efter krigens afslutning. Som han citeres for at sige i en senere artikel: Midt i anarki og kaos ”var jeg en af dem som havde mod til at lægge tømmer på løssluppenheden og til dels en tøjlesløs masse. Her i Sønderborg gjorde jeg det helt alene og det kun for at hindre blodsudgydelse, rov og plyndringer”. Toppf døde 2 år efter på grund af sin lungelidelse og ligger begravet i Berlin.
Nogle mener at ”Republikken Als” mest er myter og fantasi – andre at det er en glemt historisk perle. Uanset hvad, så er jeg fascineret af historien om Als og Toppf – om en mand, der så et problem og ikke vendte det blinde øje til. Der på trods af sygdom satte sig ud over eget helbred og tog initiativ. Og er det bare en myte, så er det da en fantastisk myte – der nok kunne inspirere en kommende præst i hans studietid.
