Men for jer, der frygter mit navn, skal retfærdighedens sol stråle frem, under dens vinger er der helbredelse.
(Malakias’ Bog 3,20)

Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn.
(Johannesevangeliet 1,11–12)

Bemærker du det? Nej, det gør du nok ikke. Men siden den 22. december er dagen blevet 5 minutter længere. Dagen markerer vintersolhverv, hvor solen står lavest på himlen, og det er årets korteste dag. Vi bemærkede ikke skiftet, men det gjorde vikingerne åbenbart i sin tid, for de fejrede ”jól”, der betyder ”at vende”. De åd, drak og festede for at fejre, at vinteren vendte.
Hvor har de været geniale, de munke, der omtolkede jól til vores kristne jul. De pegede ikke ud i horisonten for at vise lyset og lysets ophav, men pegede på barnet i krybben. De pegede ikke på en fysisk planet, men de pegede på retfærdighedens sol.

Jesus er retfærdighedens sol, men ikke en retfærdighed, der kommer for at dømme os efter vores gerninger, men som kommer med nåde. Ikke en retfærdighed, der giver os, hvad vi fortjener, men giver os, hvad vi har brug for. Vi har ikke brug for irettesættelse, men vi har brug for helbredelse for de sår, som vores og andres svigt har efterladt os med. Retfærdighedens sol skænker os den helbredelse. Vi har ikke brug for at blive skubbet længere ud i mørket væk fra Gud, men at blive knyttet tæt til ham i lyset, som hans børn. Retfærdighedens sol giver os den barneret. Jesus er retfærdighedens sol, og derfor tilbyder julen det, som Guds søn blev født for at skabe, nemlig et åndeligt solhverv.

Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange,
jul med Guds-barnet i svøb, under englenes sange,
kommer fra Gud,
bringer os glædskabens bud.
Æren er Guds i det høje! (DDS 100,2)