Fra tid til anden er jeg en tur over på den anden side af Den indre Dam for at have en bisættelse i Gammel Haderslev Kirke. Ude i omklædningsværelset står der forskellige praktiske ting klæbet op på skabet – blandt andet en advarsel til eventuelle indbrudstyve. Og de hører jo også til i kirken – dog vil jeg mene: Kun i kirkens åbningstider. I Hobro havde vi på et tidspunkt indbrud, hvor den lokale indbrudstyv brød ind og stjal de ansattes kaffekasse og dens beholdning på 45 kroner. Det er til at overkomme – historien bagefter var lidt træls, for derefter bød forsikringsselskabet kirken om at have tyverialarm, og det kostede noget mere end de 45 kroner, skal jeg hilse og sige.

Men de har også sikret sig i Gammel Haderslev Kirke – det er det smarte, der hedder DNA-mærkning af tingene. Som der står: ”Alle værdifulde ejendele på denne adresse er beskyttet med DNA mærkning”. Jeg synes faktisk at det er vældig smart fundet på – jeg har selv overvejet det derhjemme.
Men jeg gad godt vider hvad der så er så værdifuldt, at det kirketjeneren har været rundt med DNA-penslen og mærket dem af. Hvad er de værdifulde ejendele i Gammel Haderslev Kirke? Mit præstehoved gik hurtigt fra lysestager og altersølv til det, jeg kirkens dyrebareste ejendom, der sjældent er der om natten (undtagen, når der er indbrudstyve), nemlig menigheden.
Det minder mig om en af kirkehistoriens mest populære helgene, martyren Laurentius (225-258). Har du en i din omgangskreds, der hedder Lars, så er det navn en afledning af hans navn. Han var diakon i Rom – det vil sige en, der tog sig af de fattige, men han havde også specielt ansvar for kirkens værdier og arkiver. Kristendommen var på det tidspunkt en forbudt religion – og fra tid til anden blussede forfølgelser op. Den romerske øverstbefalende fik fat i Laurentius og ville henrette ham – men ikke hvis han kom med alle kirkens skatte. Laurentius indvilligede og fik tre dage til at samle skattene sammen. De tre dage brugte han på at forærer alle kirkens penge og værdifulde ejendele til de fattige i byen. Da dagen kom – samlede han en stor skare af de fattige fra kirken og gik op til præfekten – her er kirkens sande ejendom.” Kirken er sandelig rig, langt rigere end din kejser”.
Bagsiden af denne happening var, at han blev dømt til døden for sin frækhed. Ifølge legenden blev han henrettet ved at blive grillet levende på en rist. Da han havde ligget over ilden et stykke tid, fortæller legenden, at han skulle have råbt: ”Denne side er mør; vend mig om og tag en bid. Denne historie er årsag til at Laurentius blev skytshelgen for både kokke og komikere.
Nå – men det var bemærkningen: Her er kirkens sande ejendom, sande rigdom. Der er sikkert en masse ting, man kan sætte DNA-mærke også i vores domkirke – og andre. Men dybest set er alt det ikke kirkens mest værdifulde ejendom, men den har vi i hinanden. Kirkens rigdom er menigheden – om den så er rig eller fattig. Og meget længe før at forsikringsselskaber fandt på at man kunne DNA-mærke rigdommene, så indførte man det i kirken. Det sker hver eneste gang at der bliver døbt et menneske, hvor præsten tegner et kors over hovedet og brystkasse med ordene: ”Modtag det hellige korses tegn, både for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”.  Det tegn er stærkere end DNA-mærker, det kan aldrig vaskes af, slides væk, det vil stå dér også selv om man melder sig ud af kirken og vender alt med kristendommen ryggen. Mærket vil blive stående som en usynlig påmindelse om at vi er døbt til at tilhøre Kristus og en usynlig påmindelse om at vi altid vil være mere end velkomne til at komme tilbage. At vi er savnet. Og han vil tage imod os som hans mest værdifulde skat, som først da er fuldtallig, når du er med.