Jul i arresten (2015)

cirkus

Historien om drengen!
Kort fortalt: Den handler om en dreng, der gerne vil i cirkus for allerførste gang i sit liv. Han sparer sammen til det, da cirkus kommer til byen – og til sidst har han råd.
Han går ned i byen og ser det store flotte optog med klovne, dyr og cirkusprinsesser.
Da det er overstået går han hen til cirkusdirektøren og giver ham pengene – “tak for cirkusset – det var så flot”. Og så løb han hjem.
Drengen så paraden – og gik glip af selve forestillingen.
Sådan kan det være for os også her i juletiden: Vi nøjes kun med alt det hyggelige omkring julen, men går glip af det vigtigste og det egentlige ved julen.

Hvad er det vigtigste i julen?
Er det maden, er det gaverne, er det fællesskabet?
Alt det er vigtigt, men man kan sagtens undvære alt det, og så alligevel have en god – ja, glædelig jul. Ikke bare en almindelig glæde, der forsvinder ved at den første modgang viser sig, nej en dyb og evig glæde.
Englene ude på marken synger ”Se jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket”.

Glæden er for hele folket! For alle mennesker – også her i arresten. Kan man være glad juleaften – herinde? Den gælder også dem, der sidder over på sygehuset eller på plejehjemmet med en af deres kæreste.

Jeg tilbragte julen 2007 på sygehuset i Aalborg – og det endte med at jeg måtte trække i præstekjolen og gøre klar til begravelse lørdag mellem jul og nytår, for hun klarede det ikke.

Der var ikke meget glæde i den jul – i hvert fald, hvis glæde har noget at gøre med sjov og ballade – og glæden ved at få opfyldt et ønske eller vinde mandelgaven for 3 år i træk! Så var der ikke noget glæde. Vi sang kun en julesalme den aften, den hed
”Julebudet til dem, der bygge,
her i mørket og dødens skygge”.
Julebudet om glæde og fred er til os, der har det svært – som går igennem en mørk tid af vores liv. Det er ikke en Morten-Korch-glæde, sådan en romantisk glæde som vi ser i Jul i Nøddebro Præstegård. Nej – det her er en glæde, som går dybere ind end noget som helst andet, for det er ikke en følelse, det er ikke et andet ord for ”hygge”, nej, det er et liv. Den glæde som englene synger om er permanent – en permanent glæde.

En glæde som end ikke lader sig ødelægge af, at vores elskede går bort eller et dårligt helbred. Eller en glæde, der ikke forsvinder, når celledøren smækkes i.
Måske får glæden netop kraft, dér hvor hyggen må vige for smerten.

Hvor kan vi finde en sådan glæde?
Vi kan gøre det, som englen sagde til hyrderne på marken: Gå hen til Betlehem og se ned i krybben. Se det nyfødte barn, der er Guds søn. Vores frelser. Ja, der er Gud selv!

For det er hvad julens budskab er: Gud er med os. Gud elsker os.
Det er julens gode budskab: At vi er alle sammen nogle dumme svin, men Gud elsker os alligevel. Det kan være at andre mennesker ser skævt på os, især når man har været et sted som her – ude i samfundet, der er man hvad man gør. Ens handlinger bestemmer hvordan andre ser på os.

Gud vil altid se på os ligesom den gode far eller den gode mor vil se på os – med kærlighed. Jeg har oplevet det alt for tit, at skulle begrave en alkoholiker. Men noget af det, der gør størst indtryk, det er at sidde og høre en mor fortælle om afdøde. For uanset hvad hendes søn har gjort, uanset hvor langt nede i skidtet den søn er kommet ned – så ser hun stadigvæk sin lille dreng, som hun elsker. Det er ikke fordi hun benægter og ikke ser alt det andet – men i hendes øjne er det biting i forhold til, at ”det altså er min søn. Og jeg elsker ham”. Hun er den sidste, der har opgivet håbet for den mand – selv om vi andre måske synes hun er naiv. Men sådan er kærlighed – den kan se naiv ud, for den holder fast.
Julens budskab er, at sådan ser Gud på os. Julens budskab er, at vi altid er mere end vores handlinger, vi er altid mere end det vi gør, vi er altid mere end vi ejer, vi er altid mere end det andre siger om os – for barnet i krybben fortæller os, at vi er Guds elskede børn.
Og det viden kan give en glæde, som overgår al forstand – og som ingenting kan ødelægge – for den bygger på verdens korteste juleprædiken – nemlig englenes sang på marken:
Se, jeg forkynder jer en stor glæde som skal være for hele folket:  I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren”. Glædelig jul!

Author: Kim Præst