Vi blev snydt for påskedag i år – vi har sikkert fejret påske på hver vores måde derhjemme, men vi er blevet snydt for orgelbruset og fællesskabet i kirken. Så derfor synes jeg, at vi skulle fejre påske her i efteråret netop på den søndag, som man kalder for ”Efterårets påskedag”. Enten hører vi om enkens søn, der bliver opvakt fra de døde – eller også hører vi om Lazarus, der blev kaldt ud fra graven.
Og jeg tro også at vi har brug for at høre om døden på en anden måde end på den måde, vi hører om den, når vi hører fra statsministeren, sundhedsministeren eller i pressen. Der er døden malet op som det forfærdelige – som det skrækindjagende. Døden undgås, hvis vi ellers husker at spritte hænder, begrænset fysisk kontakt og hoster i ærmet. Jeg husker hvordan der gik et sug igennem pressen, da vi fik det første Corona-dødsfald. Døden er et tabu. ”I Danmark har vi stuvet døden af vejen i kirker, på hospitaler og på plejehjem – vores bevidsthed om døden er skrumpet. Det er blevet tydeligt under coronakrisen, hvor argumentet for at lukke landet, skærer gæstelisten ned fra 150 til 50 natten til bryllupsdagen og lukke KFUM-lejr handler om døden. For »hvert eneste dødsfald er en tragedie«, blev der gentaget. Døden er skræmmende. Men den er også uomgængelig – det er som om vi har glemt, at vi engang alle skal dø – altså med mindre Jesus kommer igen inden. En salme i Det gamle Testamente stiller et spørgsmål, som vi kender svaret på:
”Kan en mand leve uden at se døden?
Kan han undslippe dødsrigets magt?” (Sl 89,49).
Ung og gammel, god eller ond, rig eller fattig – intet køn går døden udenom, ingen samfundsklasse undgår døden. Selv de berømte, som vi anser for udødelige – de dør en dag.
Hvis du har en god læge kan han måske udskyde din død noget, men lægen kan ikke forhindre døden i at komme på et tidspunkt.
Du kan spise alle de piller du vil,
du kan putte alle de grøntsager i dig, som du overhovedet kan,
du kan cykle… med cykelhjelm,
du kan blive ude af solens farlige stråler,
du kan lade være med at ryge og drikke alkohol.
Du kan spritte hænder og holde afstand
– men du kan ikke undvige dødens uundgåelighed. Det er skræmmende, især hvis man ser at hvert eneste dødsfald er en tragedie. Vi dør bare… eller gør vi?
Hvad nu hvis døden ikke er slutningen? Hvad nu hvis døden er
det første bogstav
i den første sætning
i det første kapitel
i den fantastiske historie, som Gud skriver med vores liv.
Hvad hvis vi først rigtig begynder dér?
Det er vel det, som Martha siger til Jesus: ”Ja, jeg ved, at Lazarus skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag”. Og selv om Martha siger ja til at hun tror på at enhver, som tror på Jesus aldrig i evighed skal dø, så kommer det nok som en uventet overraskelse, at Jesus opvækker hendes bror Lazarus nogle minutter senere. Men det gør han. Ingen havde regnet med at Lazarus skulle opvækkes fra de døde. Og selv om de havde set Lazarus gå ud af graven, så var der INGEN, der havde regnet med at Jesus selv ville gå ud af sin grav. Det kom nærmest som en frygtsom oplevelse, da kvinderne kom ud til graven og så den siddende engel, der hilste dem med et: Han er opstået.
Det er den største nyhed verden nogensinde har hørt: Han er ikke her – han er er opstanden. Han besejrede døden og graven: Han er levende. Han er opstået.
Hele kristendommen hviler på de tre ord: ”Han er opstanden”.
Er hele historien her et fupnummer, så er jeg og så er millioner af andre mennesker, der har troet på det her – så er vi de ynkværdigste af alle mennesker, for så har vi bygget vores liv på en løgn. Vi er som børnene i sagnet om Rottefængeren fra Hameln – vi har blindt fulgt rottefængerens magiske musik ind i klippen – væk.
Men hvis det er sandt – hvis Jesus er opstået – så giver alt det, vi er samlet om herinde mening. Det betyder at Lazarus ikke er den eneste, der skal gå levende ud af sin grav. Som vi hørte fra alteret: ”For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus… Kristus som førstegrøden [altså det første, der bliver høstet] dernæst, når han kommer, de, som hører Kristus til”. Det betyder at du ikke længere behøver at frygte døden, for den er besejret. Jesus siger i Åbenbaringsbogen
”Jeg er den første og den sidste og den, som lever: Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget” (Johs. 1,18)
– og de nøgler vil han bruge på at befri dig. Du behøver ikke frygte døden – og hvis du ikke behøver at frygte døden, hvad behøver du så ellers at frygte her i verden?
Ved du hvad: Jesus er opstanden: Og du behøver ikke frygte døden! Vi er Guds elskede tilgivne børn, skabt i Guds billede, skabt til at være sammen med Gud her på jorden, og kirkens fantastiske budskab er, at det fællesskab ikke slutter her, men at det fortsætter inde i evigheden. Den opstandne Jesus lover at gøre det samme med din grav, som skete med Lazarus grav: Han vil tømme den.
Der er ikke noget mere ordentligt og fredeligt som en kirkegård – en dag bliver ordenen brudt, en dag bliver freden forstyrret af lovsang, når alle Kristus-troende, der ligger i graven bliver kaldt op til Jesus på himmelens skyer: Vågn op du døde.
Det er et faktum, at vi kan møde vores fremtid – også døden med fuldstændig fred, for Jesus er herre over døden. Som kristne ved vi, at døden ikke er det endegyldige kapitel i vores historie. Hør igen hvad Jesus siger til Martha: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. (Johs 11, 25-26).
Lad os tro på ham.
Lad os tage ham på ordet.
Tag imod Jesus i dag – tro på ham – bed til ham om at han må skabe troen i dig. Livet bliver ofte sammenlignet med en rejse ud af en vej – og nogle gange, så kommer man til nogle vejkryds, hvor man skal tage stilling: ”Skal jeg gå den ene eller skal jeg gå den anden vej?” Jeg vil gerne sige noget til dig, der måske ikke har Jesus som din frelser. Der er mange, der er bange for Corona, der er mange, der ødelægger deres liv af frygt for at blive smittet og dø. Men lad ikke Coronaen være en snublesten, der får dig til at vælte – lad Corona i stedet være en trædesten, som du bruger for at komme tættere på Gud. Jeg håber, at Corona må være en af de vejkryds, hvor vi stopper op og spørger os selv: Hvilken vej skal jeg vælge? Der er mulighed for at fortsætte livet uden Jesus, og der er mulighed for at fortætte livet med Jesus. Hvilken vej skal jeg vælge?
Går du videre i dit liv uden Jesus, så går du en usikker fremtid i møde, så er Corona en grim påmindelse om at vi ikke er udødelige og at livet let kan blæses ud. Alt står og falder med en vaccine.
Men går du videre med Jesus, med troen på ham, så går du en sikker fremtid i møde. For så bygger du ikke dit liv på dig selv, men du bygger dit liv på den levende Guds vidnesbyrd. For så lever du dit i troen på at Jesus en dag vil kalde dig op af din grav sammen med millioner af andre kristne. Og som Lazarus fik alle sine ligklæder viklet af sig, så han kunne gå uhindret hen til Jesus, sådan skal alt det, der binder os her i livet, sygdom, dårligdom, synd og ondskab vikles af os, og vi skal for evigt være hjemme i himmelen hos vores far.
Jeg tror, at vi bliver kaldt op af vores grave, ligesom Lazarus: Anders, Lone, Inge, Henriette, Lars, Gunnar…. Kom herop”. Det vil ikke være som en sur skolemester, der laver navneopråb før en time, det vil være brudgommens kærlige stemme, der kalder på sin brud. Sin brud, der skal med ham hjem til en fantastisk og evig bryllupsfest.
