”Ora et labora” er et gammelt latinsk udtryk, der stammer fra 529, hvor Benedikt af Nurcia stiftede benediktinerordenen. Den her orden havde to vigtige opgaver: Fælles tidebønner og så at arbejde. Det blev udtrykt i det latinske slagord ”ora et labora”, som kort og godt betyder: ”Bed og arbejd”.
Der er et ret fortærsket billede på de to ting, nemlig den mand, der havde skrevet de to ord på hver sin årer på sin robåd. På den ene åre stod der ”Ora” – altså bed. Og på den anden åre stod der ”labora” – altså arbejd. Og hvorfor havde han gjort det?
Jo, satte han sig ned i båden uden at bruge nogle af årene, så kom han ingen steder. Brugte han kun den ene åre, så sejlede han naturligvis i ring – og det var lige meget om han så brugte den, hvor der stod ”ora” eller om han brugte den, hvor der stod ”labora”.
Han sejler bare i ring – lige indtil han bruger begge årer, så kommer han fremad. Og på samme måde kommer vi først fremad, hvis vi både beder og arbejder – hvis vi kun arbejder sejler vi i ring i vores liv og kommer ingen steder…. og beder vi kun, så sejler vi også kun i ring. Men gør vi begge dele, så sker der noget i vores liv. Så går det fremad.
For et par uger siden så jeg en udsendelse to unge piger fra Kenya, der kom op og så hvordan vi danskere havde det. Og de var forbløffet over vores effektive samfund – de synes det var latterligt at der på busplanen stod, at her kom bussen klokken 14.59… det kunne man da ikke sige så nøjagtigt. Det vil sige, at kom man et minut senere, klokken hel, var bussen så kørt? De var imponeret over et så rigt samfund, hvor alt bare kørte på skinner.
Men de undrede sig over, at kristendommen spillede en så lille rolle i Danmark – for vi havde store biler, store smukke huse. De besøgte en familie – og de spurgte om de da ikke havde brug for at takke Gud for alt det. Havde de ikke brug for at gå hen i kirken og sige tak til Gud for det han havde givet dem?
”Nej” svarede manden ”sådan ville de ikke formulere det – det var ikke Gud, men deres forfædre og demokratiet, der havde sikret dem den rigdom og velstand – det var ikke Gud”. Og ret beset er det de konkrete forfædre, der har slidt og slæbt – det er ikke længe siden, at jeg har begravet en af disse forfædre, der havde slidt og slæbt og sammen med hele sin generation har løftet Danmark op til det vi er i dag. Som vi lige har sunget:
”Af henfarne slægter jeg arved den vang
hvis muld jeg for udsæd nu pløjer.
Her rydded de marken for stene engang
og dyrked den siden med suk eller sang”.
Den rige familiefar kunne nok synge med så langt – de henfarne slægter… det er dem, vi skal hive frem som dem, der har givet os det vi har. Men salmen kigger ikke bare tilbage på de personer, der har kæmpet og slidt, men der står:
”Nu, Herre, for dig jeg mig bøjer”
for ”den mark som blev min
var altid dog din.
Min tanke til dig jeg ophøjer”.
”Nu, Herre, for dig jeg mig bøjer”… nu bøjer jeg mig for dig med tak.
De gamle munke sagde: Ora et labora – bed og arbejd. Er vores land kun et arbejd-land,
Hvor er bønnen blevet af?
Hvor er det at søge hen til Jesus blevet af?
Vi lever i et rigt samfund, hvor effektivitet ikke er et krav, men en nødvendighed for overhovedet at kunne klare sig i konkurrencen. Men er Jesus og kirken blevet effektiviseret væk til jul og de kirkelige familiefester? Og hvad betyder det for vores samfund?
For snart 30 år siden røg Lars von Triers gyser, Riget, over skærmen. Hver eneste gang lød indledningen: ”Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige, for det er som om kulden og fugten er vendt tilbage”.
Hvad betyder det for vores samfund, at vores lovgivning bevæger sig væk fra en kristen grundplatform?
Hvad betyder det, at vi ikke længere synger bordvers, når vi sætter os for at spise?
Det er mere effektivt – hurtigere, men ”Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige”.
Hvad betyder det for vores land, nation og folkesjæl? Hvad betyder det for os selv – hvad betyder det for mig? Hvad betyder det for dig?
Uanset om vi erkender det eller ej, så har vi brug for Gud. Vi synger det i salmen:
”Hvad magter jeg vel,
om du ej gav held?
Det vokser jo, medens vi sove” (DDS 728,3)
Og man kan tage det som en falliterklæring for den menneskelige races udvikling: Men vi er endnu ikke nået så langt, at vi kan klare os uden Gud. Vi er ikke nået så langt, at vi kan klare os uden Guds almagt og skaberhånd.
Jesus bruger i dagens tekst et billede på vores afhængighed af ham: Han er vintræet og vi er grenene. ”Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig… skilt fra mig kan I slet intet gøre”. Sådan er det i vores liv som kristne… ja, sådan er det i det hele tage i vores menneskeliv: Skilt fra Gud kan vi slet intet gøre. Det kan godt være at vi bilder os ind, at vi klare det skidegodt uden ham – men det er selvbedrag. Vi har brug for Gud – og vi har brug for de gaver, som kommer ovenned fra ham (DDS 730)… også de rent fysiske gaver. For det er alene ham, der kan give os, når vi beder bønnen: Giv os i dag vort daglige brød.
Jesus har en vision for dit liv – han har en vision for din glæden her i livet – og det deler han med os i dag i billedet af vintræet og grenene – ”jeg er vintræet, I er grenene”. Verden omkring os kræver produktivitet, succes, innovation, dér kigger man på cost-benefit og hvad man ellers kalder det.
Det hedder Labora – arbejd. Arbejd, arbejd, arbejd og det et arbejde, der breder sig mentalt og tidsmæssigt, så intet under at man bukker ned med stress og depression. Labora – arbejd.
Måske er det blevet for meget med hovemodet og den konsekvente benægtelse af det åndelige.
Jesus kræver ikke produktivitet eller noget af det andet.. Det Jesus ønsker af os, og det han tilbyder os, er forbindelse med ham, livsfællesskab med ham og fortrolighed med ham.
Han ønsker ikke bare at dit liv skal være produktivt og frugtbart, men han ønsker først og fremmest, at du skal have en inderlig kontakt med ham. At du skal leve dit liv i afhængighed af ham og tro på ham.
”Jeg er vintræet – I er grenene… skilt fra mig kan I slet intet gøre”
