Lyt til prædikenen:

Læs prædikenen:
Vi ridder på bølgerne op imod jul, det er adventstiden, hvor vi hører om forskellige sider af advent, Jesu komme. To af søndagene hører vi om Johannes Døberen, profeten, der forkynder Jesu komme. Johannes Døberen spiller en stor rolle i adventstiden. Hans plads i adventen afspejles også fra Det nye Testamente, hvor han er en af de helt store figurer, også selv om vi bibellæsere ofte forbigår ham. Ved siden af Jesus og Paulus, er han en af de bedst beskrevne personer i Det nye Testamente. Vi kender historien, der førte op til hans undfangelse, vi kender til hans fødsel, hans liv og virke og hvordan han dør. Ja, selv den jødiske historiker Josefus skriver om ham. Han er denne tordnende prædikant: Omvend jer. Johannes var lige glad med hvem, der lyttede til ham – og om man burde holde mund eller fortælle sandheden.
Johannes Døber er en af de helt store i Det nye Testamente – men også i Det gamle Testamente, hvor der blev profeteret om ham, ligesom der blev profeteret om Jesus. Hos Profeten Esajas er han ham, der råber i ørkenen: Ban Herrens vej. Hos profeten Malakias er han det sendebud, som skal bane vejen for Herren. Han er som profeten Elias, der vender tilbage. Kun Jesus overgår Johannes Døberen i antal profetier igennem hele Det gamle Testamente. Jesus selv udpeger endda Johannes og siger: Blandt kvindefødte er der ingen større profet end Johannes. Også i dagens tekst: Den største er ikke Kong Herodes klædt i dyre klæder i kongens hus, nej, den største sidder nede i kongens fangekælder.
Det nye Testamente har mange beretninger om Johannes Døberens kompromisløse mod og visdom. Om det er soldater, om det er præsterne, farisæerne og saddukæerne, der forsøger at lade som om de er fromme og spiller med: ”Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede?”. Om det så er Kong Herodes, der havde giftet sig med sin bror Filips kone  – ” Du har ikke lov til at have din brors hustru”. Alle får det ærlige svar og han er ikke bange for konsekvenserne – og derfor sidder han i fængslet, majestætsfornærmelse og fanget for politisk optøjer.
Der er så mange fantastiske højdepunkter, vi kunne høre om i dag… men det er ikke nogle af dem, der skal høres 3. søndag i advent. Vi hører om Johannes Døberen i sit livs nulpunkt: Kastet i fængsel. Han sidder der i cellen, og tvivler på om han nu havde ret. Han oplever sjælens mørke nat, hvor Djævelen bare presser på for at få os til at tvivle på Guds ord. Johannes tvivler på sin egen prædiken – han har selv peget på Jesus, Se det Guds lam, der bærer verdens synd. Ham, der er større end mig. Tog jeg fejl?”. Johannes sidder og tvivler – her er hans sjæls mørke nat. Tvivl!

Den store lutherske teolog, Philipp Melanchthon, siger et sted, at for den sande kristen, er tvivlen mere bitter end døden (apologien til Confesio Augustana del 16 art 6). Man hører nogle gange, at det er godt at tvivle – at det viser, at man ikke er skråsikker. Tvivl er et adelsmærke. Tvivl er et sundhedstegn. Nej, der findes ikke noget værre for en kristen end tvivlen… og det er her vi finder Johannes Døberen. Han sidder i fangekælderen og der opstår forfærdelige spørgsmål i hans hoved. De kommer som slanger krybende ud af væggen og hvæser tvivlen ind i hans sjæl: ”Er Jesus den, vi venter”.
Han hører hvordan Jesus sidder og spiser og fester sammen med toldere og syndere. Johannes kunne også godt være sammen med toldere og syndere, men det var for at kalde dem til omvendelse. For Johannes handlede det om at faste – Jesus blev kaldt en fråser og dranker. For Johannes handlede det om bøn, Jesus havde ikke engang lært sine disciple af bede endnu. Jesu første under skete ved en bryllupsfest – Jesus festede. Kunne dette virkelig være Messias, ham vi venter på, d er pjanker rundt ved en bryllupsfest og gør vand til vin?
Og oven i det, så vidste Johannes fra de gamle skrifter, at Messias ville sætte fanger i frihed… Da Jesus prædiker i synagogen i sin hjemby, så prædiker han netop over teksten om Messias, der skal komme ”for at udråbe frigivelse for fanger… for at sætte undertrykte i frihed”. Og her sidder Johannes så dybt nede i fangekælderen i Herodes´ slot.  ”Hvad med mig? Hvad med at sætte fanger fri nu? Det ville da et eller andet sted være rart”. Det virker faktisk som om at Jesus er lidt ligeglad. Johannes bliver taget til fange i Jerusalem, og i det samme rejser Jesus så langt væk fra Jerusalem, han overhovedet kan, op i den modsatte del af landet. Det virker som om Jesus ignorerer Johannes og alt det uro, der måtte opstå i forbindelse med hans arrestation. Ja, det viser sig, at Jesus endda lader Johannes dø – som vi læser det i Bibelen, så opvækker Jesus alle andre døde, han kommer i kontakt med: Lazarus, Jarius´ datter, en for Jesus ubekendt søn til en enke i Nain. Men hans egen fætter, Johannes, lader Jesus dø. Og vel kan man sige, at Johannes hører til Det gamle Testamente – han hører til den gamle pagt, der må dø bort i opfyldelsen af den nye pagt. Det lyder jo rigtig viist – lige bortset fra, hvis man så er ham, der skal dø.
”Er Jesus ham, vi venter? Tog jeg fejl? Og har jeg vildledt andre ved at pege dem hen på Jesus?”. Det må have været forfærdeligt. ”Er du den, der kommer eller skal vi vente en anden”. Her sidder han i sin sjæls mørke og bitre nat – den bitre tvivl.
Og ingen af os har ret til at føle os bedre end ham, for enhver af os vil opleve tvivlen – enhver kristen vil opleve sjælens mørke nat. Som Johannes vil vi alle komme i vores fængsel, hvor tvivlen kryber ud af fængselsmureren. Vi sidder i sygdommens fængsel, ensomhedens fængsel, sorgens fængsel, den dårlige samvittigheds fængsel, en dårlig økonomis fængsel…. Kun vores eget hjerte og Gud ved hvor dødbitter tvivlen er, når spørgsmål efter spørgsmål rejser sig og med djævelsk hvæsen skriger spørgsmålet: ”Er Jesus virkelig værd at tro på? Er han ham, som jeg har brug for?”.
Hvad gør vi med vores tvivl?
Dagens fortælling er fantastisk, for Johannes blev ikke bare ved konstateringen – jeg tvivler. Han svælgede ikke i tvivlen – han gjorde sig ikke interessant med sin tvivl. Havde det været i dag, så havde Johannes skrevet en bog om sin tvivl.  Tvivlen var en rædsel, der fik ham til at gøre det eneste der effektivt kan gøre noget ved tvivlen: Han sendte med det samme bud til Jesus. Han lullede sig ikke i søvn i sin tvivl, men sendte bud til Jesus ”Er du den, som skal komme?” – Er du Kristus?
Johannes egen fortvivlelse åbnede håbets dør for ham. Den hjælpeløse tvivl, som kun en eneste kan løse, den bragte han til ham, som han tvivlede på. At sende det spørgsmål til en falske Messias ville ikke give mening, tvivlens råb indeholdt troens gnist. Da Johannes sendte sine disciple afsted til Jesus, da havde troen allerede vundet over tvivlen. Tvivlen skubbede ham ikke væk fra Jesus, men hen til Jesus. Det er fantastisk.
Bibelen er så diskret, at den ikke fortæller os hvordan Johannes reagerer på Jesu svar. Det er en sag mellem ham og Gud. Lige som Jesu svar til os, er en sag mellem os og Gud.
Vi takker Gud for Johannes – og husker at Johannes er vores eksempel i fortvivlelsen. At når den mørke nat kommer – når Djævelen kommer og tvivlen bare ruller ind over os og er ustoppelig som bølgerne i havets brænding, at vi da ikke bliver smadret til pindebrænde, men lader bølgerne bære os til Jesus. Så længe tvivlen beskæftiger sig med Jesus, så længe er der håb. Det er det eneste gode der er at sige om tvivlen, det er at den KAN bære os til Jesus.
Lad tvivlens bølger bære os til Jesus. Til os tilfangetagne i tvivl og fortvivlelse kom Jesus. Jesus glemmer ikke os, der er svage i troen og har brug for et opmuntrende og trøstende ord. Jesus forkynder netop det håb for os. Lad os åbne vores Bibel, og læse hvad Jesus siger og finde hans visdom dér. Han er med os, som vi er. Uanset hvordan vi er, elsker han os. Han vil fortælle os, at han vil være der for os. Så ved vi at solopgangen kommer. Selv før vi ser de lysende skyer i horisonten, så ved vi at solopgangen kommer. At trøsten er på vej. Som David skriver i salme 30: ”om aftenen slår gråden sig ned, om morgenen er der jubel.”