Herren skal være dit evige lys, og din Gud er din herlighed.
Esajas' Bog 60,19
Og dette er det budskab, som vi har hørt af ham og bringer videre til jer: Gud er lys, og der er intet mørke i ham.
Første Johannesbrev 1,5
Johannes sammenfatter hele Jesu liv og budskab i et eneste vers: Gud er lys. Det er det budskab vi har hørt fra Jesus. Det er summen af alle hans gerninger. Det er hvad hans liv betød den gang, og det er hvad hans liv betyder i dag, når han lever igennem os.
At Gud er lys betyder, at hvad lyset er på det fysiske plan, det er Gud på alle planer i det menneskelige liv. Se på lyset, hvis du vil lære noget om Guds person og hans handlinger. Det, lyset gør, gør Gud. Det lyset opnår fysisk i verden, det kan Gud opnå i dit liv.
Det er simpelt: Hvor der er lys, er der ikke mørk! Hvor lyset får lov til at blive lukket ind, der overvindes mørket. Lys er overvundet mørke. Hvor Gud får lov til at komme ind, der fortrænges og overvindes Djævelen. Dér kan han ikke være og dér har han tabt. Lys afslører det, der gemmes for os i mørket. I Jesus afslører Gud virkeligheden for os, sådan som den virkelig er. Det kommer ikke på en gang, men lige så langsomt bliver mange af livets store mysterier og gåder åbenbaret for os.
Lys giver energi og styrker og opretholder liv. Den, der lever med Gud får liv og styrke til de ting, som må møde os også i en verden, der er mørke uden Gud. Et sted uden Gud må være hadets sted, løgnenes sted, mørkets sted, et koldt sted. Derfor har verden brug for Gud, brug for lyset. Gud sætter os som vinduer fra sit rige og ind i verden. Vinduer, der lukker Guds lys ind i verdens mørke. Forskelligfarvede vinduer ligesom vi er forskellige, men lyset er det samme.
Du kvæger i ørken den tørstende sjæl,
du bjærger den bævende due.
Hos dig er livets det evige væld,
og lys i dit lys skal vi skue. (DDS 31,4).