”… hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem…”. Den sætning, har altid stået som den mest iøjnefaldende sætning for mig i hele beretningen om palmesøndag.
Hvem er de, der har æslet?
Den kedelig udgave af den historie, er naturligvis at de mennesker, der ejer æslerne, selv er disciple, eller i det mindste tilhængere af Jesus, og det er derfor at de bare lader disciplene slæbe afsted med dyrene. Ligesom jeg nok også hellere ville låne min bil ud til en, jeg kender og måske ser op til, end til en, jeg ikke kender. Uanset om de kender Jesus eller ej, så er det, at ”Herren har brug for dem”, nok til at de får lov til at tage æslerne med sig.
”Herren har brug for det” – Jesus har brug for et æsel. Jesus fremstår ellers ikke i Bibelen som en person med store behov. ”Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke et sted at hvile sit hoved” (Lukas 9,58) siger han et sted. Efter de 40 dages sult i ørkenen, afviste han Djævelens forslag, der ellers skulle give ham mad. Det eneste sted, hvor jeg kan se, at Jesus beskrives, at han har et behov er, da han beder den samaritanske kvinde i Sykar om vand. Der står ikke engang at han får noget at drikke, før hun løber ned i landsbyen og fortæller om ham. Og på korset råbte han ”jeg tørster”, men da de vil give ham noget at drikke med en blid bedøvende virkning i sig, så nægter han at drikke. Jesus fremstår ikke som en mand med store behov, så når Jesus så endelig siger: ”Jeg har brug for”, så må vi spidse øre.
Jesus har brug for et æsel for at opfylde Skriftens ord om Messias – ”din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl”. Hele hans liv har han holdt folk og dæmoner tilbage, når de ville afsløre ham som Messias, som konge, nu iscenesætter han selv sin kongelige indmarch. For det er hvad der sker her. Jesus beder sine disciple sætte scenen for sin egen kroning. Man må jo nok bare sige, at det er de færreste kongelige, der selv iscenesætter og planlægger deres kroning, men det er nøjagtig hvad der sker her. Jesus har det hele i sin hånd – nu skal han udråbes som konge af folket, masserne, der er på vej til Jerusalem for at fejre påske. Han ønsker at ride på bølgen af forventning, som er skabt i folket og som vil få ypperstepræsten og folkets ledere til at ryste af vrede, når de ser hans popularitet. Nu er det tid til at deres bæger – deres vredes bæger – skulle flyde over i fortørnelse over denne provokation, sådan at de var nødt til at handle. De var nødt til at kaste sig over ham. Det her er sat i verden for at opflamme vreden hos hans fjender, så de hurtigt ville tage hans liv. Og hvorfor ønskede han deres vrede? Jo, sådan at de ifølge hans tidsplan kunne overgive ham til romerne om fredagen, så han kunne blive slået ihjel på samme dag, hvor offerlammene i templet blev slagtet. Han var ”Guds lam, der bærer verdens synd” . Lederne mente selv, at de udførte deres egne planer, men i virkeligheden udførte de Guds frelsesplan, præcist til den tilrettelagte tid. Jesus ønskede den største folkelige opvisning med en stor skare for at få de jødiske ledere til at skynde sig med at søge hans død, for han skulle ende på korset om fredagen. Folkets ledere havde nu et par dage til at få vendt folkets begejstring og ønske om at have ham som konge, og få vendt det til et hadefuldt ”korsfæst ham”.
Jesus var ikke et offer, der tilfældigt blev indrullet i disse begivenheder, nej, han trak selv i snorene for at opfylde den guddommelige frelsesplan, der blev lagt før verdens skabelse i den treenige Guds uendelige visdom. Jesus arrangerede selv tidsplanen for sin egen død, og udløsningshændelsen var at sende disciple hen for at hente to æsler. ”Herren har brug for dem”.
Jesus blev ikke kronet som konge i den uge – og Guds ske tak og lov for det. Han blev udvalgt og ofret som Guds lam, der bærer verdens synd. Vores frelser. Da han kom ind i Jerusalem fandt folket ud af at han ikke ville angribe romerne, men hele deres fordærvede religion, hjertet i deres tro: Templet. ”I har gjort det til en røverkule”. ”Korsfæst ham”.
Der er altid plads i verden til den Jesus, som folket ønsker sig, der er ikke altid plads til den Jesus, som han i virkeligheden er. Han kom ikke for at opfylde din drømme. Han kom ikke for at bringe lykke. Han kom ikke for at støtte dig i din karriere og økonomi. Han kom ikke for at velsigne dig i det liv, som du ønsker og du har indrettet dig efter dine egne planer.
Han kom for at angribe din falske religion, dit falske selvbillede, kom for at angribe din synd. Han kom for at afsløre Guds dom over dig, den dom, der vil falde over enhver uomvendt synder. Han kom for at advare dig og få dig til at flygte fra den kommende vrede. Og han kom for at tilbyde dig frelse, for at rede dig fra død og helvede. Han kom for at skænke dig en nåderig frelse igennem troen på sit navn. Jesus er vores konge, men han kan ikke være nogens konge, med mindre han først og fremmest er deres lam, dræbt i deres sted for synd.
Det er det påsken handler om – påskevandringen begynder i dag, går over den bitresøde skærtorsdag med den tunge langfredag for at ende med den himmelske nyhed: Jesus er opstanden. Lad det også blive vores åndelige vandring her den kommende uge.
