For en uge siden fejrede vi påske – fejrede det fantastiske store, at Jesus opstod fra de døde. Vi hører i dag om et ud af mange møder mellem Jesus og disciplene – vi hører blandt andet om det berømte møde mellem tvileren Thomas og Jesus. Hører den fantastiske bekendelse til Jesus, ”Min Herre og min Gud”. Jeg forestiller mig altid Thomas liggende på knæ foran Jesus.
Jesus, som lægger sin hånd på Thomas´ hoved – sin hånd med naglemærkerne – og siger: ” Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror”. Havde det været en film, så havde Jesus sagt det sidste og kigget ud i kameraet og set på os hjemme i stuerne. For det er nemlig sagt om os – alle os, der ikke har fået tilbuddet som Thomas fik: Stik hånden i min side – og fingeren i mine hænder. Vi får at vide: Salige er vi, som ikke har set og dog tror.
Salige er vi, der har fået det overleveret – os, der læser om det i dag, for disciplen Johannes, der stod ved Jesu side også denne dag, han sad på sine gamle dage i byen Efesos og satte pennen til papiret og skrev sit skrift, der kom til at bære hans navnet ”Johannes evangeliet”. Og han gjorde af de to grunde, som jeg lige har læst: ”Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn”.
Johannes har haft to grunde til at skrive evangeliet ned.
For det første, at vi skal komme til tro på at Jesus er Kristus ud fra tegnene og underne i bogen.
For det andet, at vi at når vi så kommer til tro, må have liv i hans navn.
Jesu tegnene er beskrevet her – og ved at tro på det og tro på det, de betyder, så har vi evigt liv i hans navn. Det er derfor at Johannes skriver sit evangelium og i den skriver om tegnene fra Jesus og tolker dem for os.
Vi kalder dem for tegn – vi kunne også kalde dem for mirakler. Men det er bare det i ordet mirakel, så er der noget mirakuløst, der holder på vores opmærksomhed – et tegn leder os videre. Meningen med et tegn er at pege et sted hen. Et skilt er et tegn. Skiltet, der peger mod Årøsund er ikke Årøsund, men giver dig retningen til den fantastisk hyggelige by. Hvis du stopper op ved et skilt, så når du aldrig frem til Aarøsund. Men hvis du kommer til tegnet og fortsætter i den retning tegnet peger, så går du i den rigtige retning. Når du ser på de tegn, som Jesus gjorde, så dirigerer de dig til at se på Jesus og på hvem han er.
Johannes skriver i sit evangelium om 7 tegn – der var mange flere, hele Jesu virke var fyldt med tegn, der pegede på at han var Guds søn. Johannes skriver i slutningen af sit evangelium: ”hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.” (Johs 21, 25). Men disse beretninger er givet os, for at vi må tro.
Jeg kan have det på den måde: Hvorfor kan jeg ikke også få et tegn. Det behøver ikke være et af de store tegn, bare et lille bitte et. Jeg er beskeden, så det med vand til vin ville være nok fint for mig. Nej, pjat… jeg kan læse om tegnene, men kunne jeg ikke få lov til at se et tegn? Det ville da kunne skabe troen, hjælpe troen, støtte troen. I en verden, hvor alt skal bevises og det er ikke nok bare at mangle et modbevis. En skrev til mig på Facebook i en debat om Bibelens pålidelighed: ”Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser”.
Det er bare det, at se et tegn er ikke det samme som at tro at tegnet taler sandt. Der vil altid være en anden forklaring, en bortforklaring. Sådan var det også med de mennesker, der vadede rundt i tegn, som Jesus gjorde. Det var omkvædet overalt, hvor Jesus kom frem: ”Giv os et tegn, så vi kan tro dig. Hvad tegn gør du for at vi må tro?” Eller som min ven på Facebook sagde: ”Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser”.
Faktisk var det kun nogle få af disse tegnkræver, der troede – ja, dem, der krævede et tegn og så fik det, de var allerede i deres hjerter så forstende at de ikke kunne tro, når det så så tegnet. De VILLE ikke tro og Gud dømte dem, så de ikke længere KUNNE tro. Så at se er ikke det samme som at tro.
Ingen af os er som et blankt stykke papir – hvad vi lærer af det vi ser, afhænger af hvilken overbevisning vi kommer til oplevelsen med. Tror vi ikke på det overnaturlige og møder det overnaturlige, vil vi altid kunne sige, at vi har været offer for en illusion. Et trick. Eller tilfældigheder. Så nej, at se er ikke det samme som at tro – det er modsat: Vi er nødt til at tro, før vi kan se. Det er derfor at Johannes skrev sit evangelium for at vise os ham, som tegnene pegede på, Jesus, og for at for at vi så må komme til tro. For at vi må finde Jesus i skriften og derefter i vores hjerter.
Tro kan ikke bevises frem, tro skal elskes frem – leves frem. Ja, troen er lige som forelskelse og kærlighed, de vokser ved at vi er samme med den anden. Kærlighed mellem to opstår ikke ved at kigge efter beviser og logiske kalkulationer. Kærligheden til den anden skabes ved et møde mellem to mennesker og den vokser ved at dette møde sker oftere og oftere, for til sidst aldrig at blive afbrudt. Det er derfor at vi kommer til gudstjeneste, for at få et strejf af Gud i bibeltekster, salmer, altergang og fællesskab med andre troende. Det er derfor at vi læser i vores Bibel derhjemme, alene eller samme med andre. Det er derfor at vi beder.
Troen er ikke noget, vi kan forcere igennem.
Vi kan ikke presse et åndeligt gennembrud igennem –
vi kan ikke bevise os frem til tro.
Vi kan lade Gud hjælpe os, skabe troen i os ved at vi lever med ham og ser tegnene omkring os, for at se i tegnenes retning og dér se vores frelser.
Og når vi så tror, så har vi evigt liv – evig tilgivelse – evig glæde – evig fred. Ikke I kraft af vores evne til at tro, men I kraft af hans navn. Navnet over alle navne – det mest dyrebare navn, der nogensinde er udtalt af noget menneske: Jesus Kristus.
