Lyt til prædikenen:

Læs prædikenen:
I starten af maj hørte jeg Hjernekassen på P1 med hjerneforsker Peter Lund Madsen, han fortæller om hvor festligt det var som læge at give vacciner til folk. Der var en glad stemning og det var skønt at kunne sige til en borger, man lige havde hjulpet, ”Tillykke og kom godt videre” i stedet for at sige ”god bedring – og jeg håber, det går”. I programmet svinger han sig endda op til at sige, at ”vaccinen er et mirakel”. Det er et eksempel på hvad videnskaben kan gøre for os. Hvordan videnskaben kan have en fuldstændig og konkret indflydelse på vores dagligdag. Og han mente at der ville komme meget mere fremover fra den kant.

Vaccinen er et mirakel. Og det er jo rigtigt – sådan omtaler vi den. Jeg så et billede af en smuk regnbue på Facebook…. Og teksten nedenunder var: For enden af regnebuen er min skat, vaccinationen.  Andre steder læser vi: Nu har jeg fået andet stik. Og foran ligger det forjættede land, hvor jeg frit kan komme til koncert, rejse til Italien og få knus af mine børnebørn. Søren Brostrøm har som en anden Moses ophøjet vaccinen i Corona-ørkenen for at enhver, som tager imod den ikke skal blive syg, men leve.

Pandemien har og er stadigvæk en periode med afsavn – kun det vigtigste er holdt i gang. Og hvad er det vigtigste? Ser vi tilbage over pandemien så må vi sige, at det åndelige er blevet skubbet til side, for ”det er ikke så vigtigt” og det kan vi godt gøre derhjemme eller over internettet. Den bedste måde at være kirke på, er at holde lukket, det hedder omsorg for den svage.
Her i sognet har vi haft lige så mange dåb som sidste år, men sådan er det ikke alle steder. Statistikken siger, at der er færre dåb i denne periode end før – og det selv om den negative dåbskurve lige var blevet knækket. Forældre ventede med at få deres børn døbt til familien kunne samles og den ene måned tog den anden, og pludselig blev det til år og barnet er stadigvæk ikke døbt.
For leden dag fortalte en kollega mig om at han skulle begrave en oppe fra Horsens og han fik papirerne fra kordegnen med ordene om at afdøde nok tilhørte en familie fra de stærke jyder. Og i første omgang vidste min kollega ikke hvordan kordegnene kunne udlede det ud fra dåbsattesten… lige indtil præsten så, at dåbsdagen var dagen efter fødselsdagen. Det var så vigtigt at få barnet døbt, få barnet ind i livsfællesskab med Gud, at man døbte dagen efter at barnet var født. For tænk, hvis barnet ikke overlevede indtil dåben med familien i kirken.
”Det er ikke så vigtigt”.  På den konto lukkede vi alle gudstjenester ned i kirke, sygehus og plejehjem. Hospicepræsterne blev nægtet adgang til hospicerne. Det var kun adgang for ”livsnødvendige funktioner”. Som præst har jeg sammen med et utal af kollegaer holdt mig tilbage fra husbesøg. Hvad ville de voksne børn sige, hvis far fik Corona efter at jeg havde været på besøg?
Heldigvis er kirken andet end præsterne – rigtig mange i vores menighed er trådt i karakter som … ja, som menighed og gjort det man kan som menighed mandsopdække den, der har brug for det. Naturligvis på afstand.
Vi skal passe på os selv og på hinanden, men alle vore ydre handlinger påvirker vores indre holdning. At vi ikke trykker hinanden i hånden – er blevet til at vi ikke længere hilser på hinanden, men bare sætter os hen på vores plads på afstand, når vi kommer ind i et lokale. Vi ser ikke hinanden. I fredags spiste jeg aftensmad sammen med nogle venner udenfor og med afstand i Madsbyparken i Fredericia. Pludselig kom der en fuld russer hen og satte sig meget tæt på os og ville trykke i hånd og snakke løs ansigt til ansigt. Og jeg så mere en mulig smittespreder end jeg så et medmenneske. Vores ydre handlinger og praktiske foranstaltninger får indre konsekvenser
Men fra vintersolhverv sidste år gik vi mod lysere tider – for det var dér at nyheden blev lanceret: Nu er der en vaccine. Den 27. december kunne man læse om at nu var de første danskere blev vaccineret. Imens andre lande stadigvæk kæmper, så går vi med vaccinen i blodet mod lysere tider. Så ja, vaccinen er et mirakel – den gør at vi i dag kan sidde til gudstjeneste og synge til organisten Judiths smukke spil. Vaccinen er blevet bærer af vores frihed, vores håb for fremtiden.
Er jeg virkelig den eneste, der tænker lidt ligesom Lars von Trier i gyserserie Riget: ”Måske er det blevet for meget med hovmodet og den konsekvente fornægtelse af det åndelige”. Måske har vi givet videnskaben en plads, som den ikke var tiltænkt og som den ikke kan bære.
Ved I hvad der skete bagefter med Moses´ kobberslange, som jeg læste om før? Det har jeg aldrig bidt mærke i før i går, hvor jeg læste i Kongebogen om den senere Kong Hizkija.”Kobberslangen, som Moses havde lavet, slog han i stykker, for indtil da havde israelitterne tændt offerild for den. Den hed Nehushtan.” (Kong 18,4).
Folket havde taget det, som Gud havde givet som et symbol på sin nåde, og forvandlet det til en afgud. Det er så typisk menneskeligt. Vi bryder os ikke om at have Gud som den øverste, så derfor finder vi hurtigt noget andet at sætte i stedet.
Gud har givet os vores gode hjerner og et hjælpemiddel er den mest fuldendte teknologi, så lad det være vores gud. Lad det, vi kan frembringe, være bærer af vores håb for fremtiden. Det er lige før, at det bliver formuleret på den måde, ellers hedder det bare ”at følge med tiden”. ”Der er vel ikke nogen, der tror på Gud i år 2021”. ”Videnskaben har da for længst modbevist Guds eksistens”. ”Det er som at tro på en havenisse”.
Man forstår godt at Kong Hizkija smadrede kobberslangen, men hvis han skulle smadre alle ting, der tager fokus fra Gud, så ville han aldrig blive færdig. Og undervej i smadringen ville han opdage, at nu var det at smadre trådt i stedet for Gud. Så vi skal ikke smadre vacciner.
Vaccinen er et mirakel også for os, der tror på Gud, for den giver os et pusterum, hvor vi kan stoppe op og få sat tingene på deres rette plads. For ja, vores medmennesker er mere end en potentiel smittespreder. Nej, ethvert Corona-dødsfald er ikke en tragedie. Ethvert dødsfald, uden Jesus, er en tragedie.
Vaccinen er et mirakel, for den fjerner Corona som det altoverskyggende, så vi må kunne se, at der er noget, der er vigtigere end sygdom, afstand og afspritning: Nemlig det kristne fællesskab, vores sakramenter, omsorg og gudstjenesten, hvor vi møder ordet prædiket og sunget personligt uden om halvdårligt WIFI. Selvfølgelig vidste vi godt, at der var noget, der var vigtigere, men vores handlinger fik ikke lov til at vise det. Og handlinger fører til holdninger.
Selv den bedste gave, Gud giver os, kan gøres til en afgud og denne vaccine er bare en af mange andre ting, vi mennesker leder efter som en erstatning for at håbe på Gud. Gud er den eneste, der ikke svigter. Selv vaccinen er ikke 100% effektiv. Selv om en overlæge i går sagde, at så længe vi ikke har set en variant, der kan modstå vaccinen, så (citat) ”behøver vi ikke lade panikken brede sig, hver gang vi hører om en ny variant” (https://nyheder.tv2.dk/udland/2021-05-29-ny-smitsom-coronavariant-opdaget-i-vietnam), hvem kan så alligevel sige sig helt fri for en lille smugle ængstelse, når vi læser om den nye smitsomme variant fra Vietman?
Den gode nyhed er, at vores håb aldrig har været til vaccinen. Vores håb har aldrig været til mundbind, til afspritning eller social afstand. Vores håb var, er og vil altid være til Gud og til Gud alene. Alt andet vil svigte os.
Og det er dér Jesus ender i dagens tekst, hvor han taler med den skriftlærde Nikodemus: Stol på mig alene! Vores forfædre blev givet kobberslangen som vejen ud af deres lidelser og ind i livet. Slangen var ikke magisk, det havde ikke noget at gøre med slangen, den var bare et symbol på frelsen. Det, der hjalp, var at de på Guds ord løftede deres hoveder fra rædslen og slangerne og kiggede på kobberslangen,
Et blik på Kobberslangen frelste jøderne i ørkenen. Et blik på Jesus ophøjet på korset, frelser.
I os er der en sygdom mere dødbringende end nogen virus, en knude mere fatal end nogen metastase fra en kræftcelle – nemlig synden. Åndeligt talt er vi i samme situation som de mennesker, der blev bidt af giftslanger – vi går til grunde, hvis ikke Gud griber ind. Vi er slangebidte med en gift, der går dybt ind i vores sjæl, i vores faldne menneskelighed. Og Gud rejste korset midt i verden og vores eneste håb er at se på det. Vores eneste håb er Jesus.
Og det betyder, at uanset hvad der rammer os af sygdom. Uanset hvad der rammer os af ondskab. Uanset om vi så står i den meste håbløse situation som noget menneske kan komme i, så er vores håb ikke længere væk end at løfte vores blik og se på korset. Vi skal stadigvæk holde afstand og spritte af – vi skal stadigvæk vaccineres, men selv om vaccinen måske endda slår os ihjel, så har vi stadigvæk et håb og et liv, der er større end døden. For det håb bygger på mere end Søren Brostrøm og Henrik Ullum, bygger på noget større end samtlige virologer og kloge hoveder i verden og den mest avancerede teknologi. Bygger på mere end vi mennesker kan præstere af religion, filosofi og etik. Det bygger på Jesus på korset, vores frelser.  Vores håb er vores sjæles sikre og stærke anker, der hænger fast til den levende, kærlige og altid nærværende Gud.
Se på Jesus. Tro på Jesus. Stol på Jesus. Elsk Jesus. Tilbed Jesus. Ophøj Jesus i dit liv.