Lyt til prædikenen

Læs prædikenen
I dag er det reformationsdag. Det siges at det er den 31. oktober 1517 at Martin Luther slog sine 95 tester op på kirkedøren i Wittenberg, en handling der som en sneboldeffekt i sidste ende udløste reformationen og et utal af kirkespaltninger. I disse teserne, og hvis I ikke ved, hvad en tese er, så er det et finere ord for et oplæg til diskussion. I disse teser angreb Luther den katolske kirkes handel med aflad og dermed angreb han den idé, at man kunne købe sig til tilgivelse for sine synder. En handel, der blev udødeliggjort i dominikanermunken Johan Tetzels lille slagkraftige reklameslogan: ”Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer”.
Og over hele Europa klingede pengene i kisten – men på den anden side af dødens forhæng hjalp det ikke noget. Hvis vi kigger på dagens lignelse om de to tjenere, der begge skyldte penge væk, så ændrede pengenes klingen ikke noget på den gæld, den første tjener skyldte overfor sin konge. Dels er gælden så enormt stor, at et par mønter ikke vil gøre til eller fra.
Og så hele den latterlige tanke, at kirken skulle være i besiddelse af en overvægt af gode gerninger, fordi den repræsenterede mænd og kvinder, der havde levet så gode liv, at de havde overpræsteret i forhold til Guds krav, sådan at der var et pænt overskud på kontoen. Så for et lille beskedent beløb, et par symbolske mønter, ville kirken lade en passende del af det overskud tilflyde dig eller det familiemedlem, som du ønskede at fri fra det fantasiland, som kirken havde opfundet, skærsilden.
Havde Martin Luther levet i dag, så havde han nok siddet inde på Danmarks Radio og lavet det program, der hedder Detector, der overvåger og tjekker fakta og tal i den offentlige debat for at finde ud af, om der er hold i magthaveres, meningsdanneres og mediers påstande.
Da Luther sømmede teserne op, så satte han ikke alene spørgsmålstegn ved Den katolske Kirkes tvivlsomme forretningsmetoder. Nej, han satte samtidig spørgsmålstegn ved den bagvedliggende teologi. Teserne rystede hele teologien og derved også de mennesker, der havde sat deres lid til det stykke papir. Før kunne de endelig slappe af, for de skyldte ikke noget mere. Luther sparede ikke bare folk for en masse penge, men han hev også tæppet væk under deres falske evighedshåb. Luthers påstand var: Du skylder stadigvæk til Gud. Du står stadigvæk foran din konge med en gæld så kæmpe stor, at du umuligt kan betale den tilbage. Hver eneste gang, du bryder hans lov, så øges din gæld til Gud, din gæld er i bund og grund uendelig.
Der kommer et tidspunkt i ethvert menneskes liv, hvor den uendelige gæld skal betales og det hjælper et lille stykke papir med pavens stempel ikke på. Papiret var derimod en sløring af Guds retmæssige krav. Lyden fra pengenes klingen i kisten skulle overdøve domsbassunerne over ens liv. Den katolske Kirke tjente store penge og sendte samtidig folk videre i deres vandring mod fortabelsen. I deres vandring mod dommen og Guds vrede. Om så man stod med alle de afladsbreve, som blev trykt i kirkens historie, så hjalp det os ikke, vi vil altid møde samme afvisning og samme situation som tjeneren: ”Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges og gælden betales”.
For Luther var det et skrækscenarium. Derfor var de 95 teser ikke bare beregnet til en interessant diskussion over en stor Campari fredagen aften, men det var liv for ham, det var evighed for ham og det rørte ved hele drivkraften i reformationen, nemlig Luthers søgen efter en nådig Gud. Hvordan finder jeg en nådig Gud? For nej, det var ikke i afladsbrevet. Nej eller nogle af de andre tilbud, som kirken stod med.
I en prædiken til denne tekst skriver Luther:
”Hvad gør tjeneren nu? Han går tåbeligt på arbejde og tror, han stadig kan betale gælden, han falder ned og beder herren om at have tålmodighed med ham. Dette er al samvittigheds pine, når synden kommer og rammer dybt, indtil de føler, i hvilken trist tilstand de er i over for Gud. Så har de ingen ro, de løb hid og hid, søger Hjælp hist og her, for at blive fri for Synden, og de tro i deres formodning, at de kan gøre nok for at betale Gud fuldt ud. […] ud af det er kommet så mange pilgrimsrejser, velgørende fonde, klostre, messer og andet sludder; så vi fastede og piskede os selv og blev munke og nonner. Og alt dette kom, fordi vi påtog os at begynde et liv og gøre mange gerninger, som Gud skulle tage hensyn til og lade sig betale af dem, og det var tænkt som en måde at bringe samvittigheden i fred med Gud. Og derfor har vi opført os som denne tåbe i dagens tekst” (http://www.lectionarycentral.com/trinity22/LutherGospel.html ).Ingen ville blinke, hvis Jesus havde sluttet lignelsen her, for det er jo fair nok. I gældsfængslet med ham. Men Jesus fortsætter lignelsen. ”Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden”. Luther fortsætter: ”Dette er, hvad Gud prædiker gennem evangeliet, nemlig: Den, der tror, ​​ham skal ikke blot gælden, men også straffen eftergives […] Derfor, hvis du vil være fri fra synd, må du afstå fra og fortvivle i alle dine egne gerninger, og klamre dig til korset og bede om nåde og derefter gribe om evangeliet ved tro […] Dette er et elegant, behageligt evangelium og er sødt for den ramte samvittighed, fordi det ikke indeholder andet end syndsforladelse.”

Hvilket evangelium! Det, der tynger os ned, det er, vil fordømme os til en evighed væk fra Gud: Gud har haft medynk med os og vil eftergive os det hele. Gud kunne have valgt at straffe alle onde mennesker, alle mennesker, der har gjort noget forkert. Men i stedet sendte han sin søn, der døde på korset. Og nu kan vi være fri. Nu kan jeg være fri. Nu kan du være fri. På korset så Gud på Kristus og så dig – nu ser han på dig, og ser Kristus. Din synd blev tilregnet ham – hans retfærdighed blev tilregnet dig. Resultatet er: Du er en tilgivet synder – grib ud efter det. Tag imod det. Lev i det. Du er en tilgivet synder.
Lad os tage imod tilgivelsen og lad os dele Guds barmhjertige med de mennesker, som skylder os. Som beder os om tilgivelse. Det andre skylder os, når ikke engang op til en enkelt talent af de ti tusind, vi skyldte Gud. Lignelsen fortsætter: Tjeneren VIL ikke tilgive sin medtjener og ryger alligevel i gældsfængslet og lignelsen slutter ”Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder”. Som vi beder i verdens mest skræmmende bøn: ”Forlad os vor skyld, som vi også forlader vore skyldnere”.
Hvis vi ikke er villige til, hvis vi ikke ønsker at tilgive dem, der skylder os, så skal vi ikke forvente at Gud tilgiver os, når vi synder imod ham. Det handler ikke om ”ikke at kunne” tilgive, det handler om ikke at ville tilgive. Menneskelivet kan slå så store knuder på os og vores liv, at de ikke kan løses op her på jorden uanset hvor ”kristen” vi så end er. ”Jeg KAN ikke” er ikke det samme som ”jeg VIL ikke”. Oftere end vi tror, gemmer der sig et ”jeg vil ikke tilgive” bag et ”Jeg kan ikke”. Den såkaldte utilgivelige synd. Selv om jeg tænker, at hvad er tilgivelse værd, hvis det ikke også gælder det utilgivelige ellers er det bare en naturlighed, for det er tilgiveligt. Tilgivelse er en måde at leve på. Det kan være en kamp, der skal kæmpes hele livet. Det er en anden prædiken til en anden søndag, men er det et problem for dig, jamen så håber jeg, at den nåde og barmhjertighed, som du har oplevet fra Gud, at den må milde dit hjerte og skridt for skridt, kamp for kamp gøre dig i stand til, måske ikke at kunne tilgive, men at nå til at ville tilgive, ønske at tilgive. Og derefter at forsøge at kunne. Eftersom tilgivelse er i selve hjertet i den kristne tro, så burde vi, at alle folk, være dem, der er kendt som et tilgivende folk.
”Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden”.