Lyt til prædikenen:

Læs prædikenen:
Som barn havde jeg et stykke legetøj som egentlig var meget simpelt. Den indeholdt en gennemsigtig plastik-plade, hvorunder der var noget meget fint sand. Og så kunne man med nogle små knapper til højre og venstre styre en stift inde bagved, der lavede en tegning i sandet. Kender I sådan en? Det er lidt svært at beskrive, men når man så har lavet en tegning, som man måske ikke lige synes om, så rystede man bare legetøjet, og så var tegningen i sandet væk og klar til en ny tegning.

Ville det ikke være rart, hvis livet var som sådan et stykke legetøj, hvor man bare kan ryste det, og så begynde forfra – helt på en frisk. Hvis man havde gjort et eller andet, som man ikke var glad for eller stolt over, så kunne man bare ryste livet, og så fik man en ny start. Alt var glemt – du kunne begynde forfra. Uanset hvor meget vi anstrenger os i vores liv, så vil vi altid på en eller anden måde komme ud i bøvl og ødelægge vores forhold til Gud og til vores medmennesker. Så ville det være rart bare at kunne ryste lidt og begynde helt forfra. Jeg tænker, at vi alle på et eller andet tidspunkt har brug for at starte på en frisk.

I Det gamle Testamente findes der et begreb, der taler om sådan en ny start. Der hedder jubelåret. Det var for hvert halvtresindstyve år, hvor folket fik lov til at starte på en frisk. Når der blev blæst i hornet på den store forsoningsdag det år, så skulle alt gæld nulstilles og slaver frigives og kunne igen vende tilbage til deres familier. Gæld skulle streges over. Jord, der var blevet solgt i løbet af den periode, skulle leveres tilbage til sin oprindelige ejerfamilie. På den måde viste Gud, at landet i virkeligheden ikke var folkets, men at det var et land, som de havde fået givet som lån af Gud.

Sådan står der i Bibelen som et påbud, om man nogensinde har handlet efter det ved jeg ikke. For hvem ville bare sætte sig hen og slette al gæld? Hvem ville give sin jord gratis tilbage? Jeg tænker heller ikke, at markedet for afdragsfrie lån var så stor i slutningen af perioden. Men ikke desto mindre: Det var Guds vilje med folket, at sådan skulle det være.

Jeg tænker, at det lidt lige som de mange andre ting, som ser mærkelig ud i vores bibel, så er dette jubelår også et billede og symbol på noget større. Jubelåret er Bibelens store illustration på hvordan Guds nåde og godhed fungerer. At den fungerer ved at slette ud og starte på en frisk. Jubelåret eller nådesåret er det, som Esajas skriver om:

»Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.«

Det var det, Jesus skulle prædike over den dag, da han stod i synagogen i sin hjemby. Stemningen var sikkert spændt til bristepunktet, når nu deres store byssøn kom for at prædike for dem. ”alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham”. Og Jesus satte sig og begyndte at prædike: ”I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” I dag er nådeåret kommet til jer – lad os ryste spillet og begynde forfra.

Det er ordene, som vi begynder det nye kirkeår med – ordene som man kan se som Jesu åndelige regeringsgrundlag. Vi begynder et nyt kirkeår i dag – og som Jesus bruger denne tekst som en slags programerklæring for sit virke, sådan kan vi også se det som en programerklæring for alle de gudstjenester, som vi samles til her i kirken. At det, der skal forkyndes, er nåde, frelse og frihed. Det, der skal forkyndes, er at Jesus er Guds største nådeår og jubelår. Her er det ikke bare økonomi og jordejendomme, der bliver nulstillet – nej, det er endnu større, nemlig vores skyld overfor Gud, der bliver nulstillet. Og det er det, der først og fremmest skal forkyndes her fra kirken.

Det er et budskab om tilgivelse og derfor et budskab om frihed fra det onde, der binder os. Alt det, der holder os fanget behøver ikke at holde os fanget længere. Ting vi er afhængige af, uvaner vi har bundet os til. Vi skal prædike frigivelse for fanger og vi skal fortælle, hvor undertrykte kan blive sat i frihed. Og det er altså kun et sted – hos Jesus.

Og det kun hos Jesus – igennem Jesu prædikener løber budskabet om frihed. ”Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie (Johs 8,36) – som han siger. Der er ikke frihed andre steder end hos Jesus, for det er kun Jesus, der har besejret alt det onde. Jesus på korset. Så stor var vores synd, at der kun var en måde at befri os på: Jesus på korset.
Som Paulus skriver i Kolosenserbrevet: Gud ”slettede vort gældsbevis med alle dets bestemmelser imod os; han fjernede det ved at nagle det til korset; han afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus” (Kol 2,14-15).
Den eneste måde vi mennesker kan bekæmpe ondskab på er ved selv at være onde – selv den mest heroiske krig imod den mest onde tyran, er en krig og skaber ødelæggelser, fortvivlelse og rammer også de forkerte. Krig er at bekæmpe ondt med ondt.
Napoleon ude på sin fangeø i slutningen af sit liv, skulle have sagt:”Jeg har grundlagt et rige ved magt og det er gået til grunde. Men Jesus grundlagde et rige på kærlighed, derfor skal det bestå til evig tid”. Da Jesus vandt over det onde var ikke ved at bekæmpe ondt med ondt, men han vandt ved at underkaste sig det ondes magt, lade det onde hovere over sig – vise det værste det onde kunne præstere… danse på Jesu grav. Men det blev en kort dans, for tre dage efter sparkede Jesus gravstenen væk og trådte triumferende ud i morgensolen.

I Jesus har vi ikke kun frihed fra, men også frihed til – frihed fra et liv i mørkets magt og frihed til et liv i hans rige her og nu. Som Paulus også skriver: Gud ” friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige” (Kol 1,13). At forblive fri er at blive en del af Guds rige. Sammen med frihedsbudskabet prædikede Jesus også budskabet om at Himmeriget er nær. Jesus byggede et nyt evigt rige her på jorden for at tilbyde et alternativ til rigerne i denne verden, som aldrig holder.
Verdens riger, verdens ideologier, verdens politiske partier, verdens såkaldte værdikampe vil æde sig selv op til sidst. Kun Guds rige består.
Jeg kan ikke lade være med at citere fra en af de første taler, Kaj Munk holdt lige efter besættelsen i 1940: ”Der er ingen frelse i Ismerne, i Principperne og Dogmatikkerne. Kun ved et forhold til en Person, et Hengivenhedsforhold til en ulastelig Person er der håb for frelse. Men der er kun én ulastelig Person og det er Jesus Kristus”.
Hvis vi vender tilbage til dagens tekst, så var det derfor at jøderne i synagogen blev så gale på Jesus at de var ved at skubbe ham ud fra den klippe, deres by var bygget på. For der er heller ikke frelse og frihed i den isme, der hedder nationalisme. At vi er bedre end andre. At vi stod og står forrest i køen, når Gud deler goder ud.
Det er typiske os mennesker – også i dag. Vi er utroligt gode til at dele folk op i ”dem og os” også inde i kirken. Om ikke andet, så er vi kendetegnet ved at være dem, der ikke deler folk op i ”dem og os” – der er os, og så dem, der deler folk op. Nej, der er kun frihed ved også at nagle det på korset. Vi er ikke bedre stillet end dem. Vi er ikke mere frie end dem.
Der er ikke frihed i noget system, nogen religion, nogen retning, nogen politik, nogen økonomi – det er kun Gud, der kan sætte os fri. Sandheden skal gøre os frie – og sandheden har et navn: Jesus. Alting handler om Jesus. Og frihed er en proces, der foregår i et forhold til ham. Vi mennesker er så gode til at gøre det enkle kompliceret. Tænk, hvis det er det, det hele handler om – hvis det er så enkelt: Det handler om fællesskab med Jesus. Eller som Kaj Munk kaldte det: ”et Hengivenhedsforhold til en ulastelig Person”.
Jesus har ikke indstiftet nogen institution, han har grundlagt et fællesskab. Et fællesskab ikke af helgener, men af syndere, der alle lever af Guds tilgivelse. Der lever af at Gud tilbyder os en ny start – og en ny start og en ny start. … og en ny start.
Gud har sendt Jesus

”for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren”.

Ved I hvad… det nådeår er i dag.
”Da begyndte Jesus at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«.

Glædelig 1. søndag i advent.