Indledning

Hvor er det dejligt at se jer her i aften – her på Allehelgensdag. I en gammel påskesalme i salmebogen synger vi

”Kom, hjerte, med hvad dødt du har,

hvad du med sorg til graven bar”.

Jeg tror, at langt de fleste af jer, der sidder herinde i aften, kan leve sig ind i den tekst. En, som har stået vores hjerte nær – ham eller hende… eller dem, har vi været nødt til at bære til graven. Selv om vi har lagt dem i graven, som døde, så har vi dem stadigvæk i vore hjerter, som noget værdifuldt. Sorgen har forskellige navne – har navne som mor, far, barn, søster eller bror, ægtefælle, onkel, tante, bedstefar eller bedstemor, god ven… ja, eller hvad nu vi kalder den person, som vi tænker på nu. Det kan være længe siden, at det er sket – det kan være smerteligt tæt på.

Ved første øjekast ser det ud til, at forskellen på os her i aften, er meget stor – men vi står alle på en eller anden måde foran den store og altopslugende død. Vi har alle gået den tunge vej ud på kirkegården og hen til graven.  Men det er ikke bare en grav, der venter os, det er en frelser, der venter os. Det er en levende frelser, der inviterer os til at komme med det døde vi har – for han ønsker at tage det til sig og gøre ham eller hende levende. Han ønsker at bytte vores sorg og vores gråd ud med et levende håb:

”Kom, hjerte, med hvad dødt du har

hvad du med sorg til graven bar –

gå med det alt til ham, som døde,

men levende dig nu vil møde”.

Og derfor samledes vi i sin tid i en kirke eller inde i kapellet i Hjørring – for at høre håbets ord midt i håbløsheden. For at høre livets ord midt i døden. Og derfor er vi også samlet her i aften.

Lad os begynde med at bede:

Gode Gud – himmelske far.

Du kender hver eneste af os, der er samlet her i aften. Du ved hvad vi har båret hen til graven som vores smerte og vores sorg. Tak, at vi tør tro på, at du nu – ligesom os – bærer dem i dit hjerte.

Vi vil bede dig om, at du vil give os en god gudstjeneste – om håb, kærlighed, tro og liv.

 

 

Om menneskets afmagt overfor døden

Billedet midt på midterarket er malet af den fynske maler Hans Jørgen Brendekilde – maleriet hedder ”Udslidt”. Originalen er kæmpestor – fylder det meste af en væg på Fyens Kunstmuseum, og når man står foran billedet bliver man næsten suget ind i dets univers. Man står på den udslidte mark – lige foran den mand, der også er udslidt. Det hårde arbejde med det tunge sten gjorde det af med ham – hans kone holder fortvivlet hans hoved i sine hænder – så han i det mindste ikke skal ligge med hovedet på den kolde og hårde jord. Og råber så af hele sin fortvivlelse efter hjælp – men et eller andet siger os, at det er for sent. 

Hendes råb er omsonst

hendes råb er sorgens råb

hendes råb er næsten et tavst råb, som ingen synes at høre.

Hendes råb er håbløst, sådan som vi som mennesker kan føle det, når vi sidder med en af vore kære, den ene dag var de her, den næste dag var de væk. Mange af jer, har i det forgangne år stået ved en kiste med jeres kære i. Eller I har stået ved en af jeres kære, og set det kolde, rolige ansigt på vedkommende – og vi blev igen konfronteret med dødens endeligt – vi blev igen konfronteret med menneskeracens fuldstændige fallit. Der er intet vi mennesker kan stille op.

Ind kommer filosoffen. Han kommer med dybe filosofiske tanker om døden – han citerer fra gamle vismænd fra fortiden. Men ingen af dem kan tale med autoritet om hvad døden er, og hvad der ligger bag. Her stopper fornuften og åbenbaringen må overtage.

Ind kommer videnskabsmanden: Han siger – ”Jeg er ked af det, min ven. Jeg gjorde mit bedste. Jeg trænede din doktor, jeg udstyrede dit hospital. Jeg skaffede den bedste medicin – men jeg slog fejl”. Heller ikke han kan fortælle mig, hvordan man kommer tilbage til livet, uanset hvor meget vi kender til celler, gener, kromosomer og DNA.

Ind kommer familien: Der står en grædende mor og den sønderbrudte far. Den grædende far, der kunne sige lige som Kong David over sin søn Absalom: ”Min søn, Absalom, min søn, min søn. Absalom. Gid det var mig, og ikke dig, der var død! Absalom, min søn, min søn” (2 Sam 18,33).

For os mennesker er døden endelig, kold, modbydelig, hård og fuldstændig. Den er grim, truende og uundgåelig. Grundtvig kalder døden for den sidste fjende – og han skriver i salmen ”At sige verden ret farvel”:

Før døden med sin istap-hånd
gør skel imellem støv og ånd,
bortvifter hjertets varme,

Da døden kom ind i verden – præsenterede Gud den med ordene, der passer godt til Brendekildes billede: ”Tjørn og tidsel skal jorden lade spire frem til dig, og du skal spise af markens planter. I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, for af den er du taget. Ja, jord er du, og til jord skal du blive” (1 Mos 3, 18-19).

Vi er magtesløse overfor døden – hvis vi møder den alene, uden Jesus, for så slutter ordene med ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive”, som vi siger i begravelsesritualet. For så er der ikke noget håb – men Gud ske lov, har vi lov til at forsætte ritualet, så vi siger: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive… ” og slutte af ”… af jorden skal du igen opstå”. Gud ske lov er der håb, midt i håbløsheden – og liv efter døden.

 

Om det kristne håb

I den gamle græske by, Thessaloniki, har man lavet nogle flotte udgravninger – man har også fundet byens gravplads, Nekropolis, som det kaldtes den gang, det betyder ”de dødes by”. Jeg nævnte før menneskets håbløshed uden Jesus, og den håbløshed blev virkelig udtrykt i de dødes by. En af de gravinskriptioner havde ordene: ” Engang var jeg endnu ikke til, så blev jeg til, og nu er jeg ikke mere. Dette er livet”. En anden havde den korte tekst ”Intet håb”.

Men i Thessaloniki, hvor man altså havde en gravplads, hvor døden blev anset som håbløshedens sted, dér var der en kristen menighed, der forkyndte Jesus som håbet. Paulus skriver netop til den kirke: ”Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb” (1 Thes 4,13). Midt i en by med sådan en gravsten, ”Intet håb”, var der altså en kristen menighed, hvor der blev forkyndt et håb.

Vi kristne har håb – og derfor behøver vi ikke at sørge som andre, der med rette ikke har noget håb. For døden er sandelig en håbløs tragedie uden Jesus. Uden Bibelens løfter er vi uden nogen trøst. ”I skal ikke sørge”. Dem, der er døde, er blot sovet hen. Vi kristne skal ikke frygte døden mere end vi frygter at lægge os til at sove om aftenen.

Men er det da ikke nogle hårde ord, når man står ved en grav – at man ikke må sørge, for vi tror på opstandelsen? Prøv sig det til dit eget hjerte, hvor du står ved en åben grav med en af dine kære… men hjertet vil simpelthen ikke lade være med at sørge. Vi sørger, når vi står ved en grav. Vi græder – vi pines, vi længes, når vi står ved en grav. Og jeg tror ikke, at Bibelens ord kan fjerne tårerne fra vores øjne, når vi står ved en af vore kæres grav.

Og Bibelen forbyder os heller ikke at græde og at sørge. For ja, vi sørger, men vi sørger ikke som dem, der ikke har noget håb!! Det er den store forskel! Vi sørger ikke som dem, der ikke har noget håb!! De kristne har et håb – og det håb hedder Jesus. Vores håb hedder Jesus – og det som opstanden.

Ved et nazistisk møde i Nazityskland sad der en præst og lyttede til en taler, der tordnede derudad det bedste han havde lært mod jøderne. Og på et tidspunkt pegede taleren ned på præsten og sagde: ”Pastor Schutez, du er en tåbe. Tænk, at der er nogen, der vil tro på en korsfæstet, død jøde”.

Og præsten rejste sig op og sagde: ”Ja, jeg ville virkelig være en tåbe, hvis jeg troede på en korsfæstet, død jøde. Men jeg tror på den opstandne og levende Guds søn”.

Jesus døde og opstod – det er det centrale budskab i evangeliet. Og vi vil aldrig være alene – selv i døden vil vi være sammen med ham.

Jesus døde og opstod – det er derfor vi har en kirke her i Asdal og det er derfor, at vi hører de fantastiske ord ude ved graven:

Af jord er du kommet

Til jord skal du blive

og af jorden skal du igen opstå.

Og det er derfor, at vores farvel ude ved graven ikke behøver bare at være et farvel, men også et farvel og på gensyn. For som vi skal synge om lidt:

Herrens venner ingen sinde

mødes skal for sidste gang

Når til afsked tårer rinde

dette ord har liflig klang.