Vi er dem de andre ikke må lege med
vi er det dårlige selskab
vi har en svag karakter og en billig fantasi
det´ da godt at vi blev født
før aborten den blev fri
Sådan sang Kim Larsen – det var sandt den gang og det er sandt i dag. Der er dårlige selskaber, som vi ikke vil eller må være sammen med. Træder folk ved siden af, så begynder vi at trække os. Hvor mange har ikke oplevet at have mistet mere end halvdelen af vennekredsen efter en skilsmisse? Det kan godt være at vi siger, at ”det må de selv ligge og rode med, vi er venner med begge parter”, men de fleste vil opleve at folk trækker sig.
Vi har også i de sidste par år oplevet at når først folkedomstolen har talt f.eks. i Me-too-bølgen, så kan intet rense ens navn. ”For der er sikkert noget om det – prøv bare at se hvordan han posere på Facebook med bar solbrun overkrop”.
Eller er det ikke mærkeligt at kassereren i boldklubben har så svært ved at få klubkassen til at stemme?! Jeg kan huske, at der blev talt om en af vores nu pensionerede biskopper: ”Ja, han er ikke en af de skarpeste knive i skuffen, bare ærgerligt at han sidder i en stilling, hvor det ikke kan skjules”.
Der er mange måder at hviske og tiske på. Og vi ridder med på bølgen i samfundet og i den nære bekendtskabskreds også selv om det lige så godt kan være os, der bliver gravet noget snavs op om næste gang. Os, der næste gang, træder ved siden af. Og så bliver der slået hårdt ned.
Et andet sted havde jeg en dag en samtale med en kvinde. Da samtalen var forbi tog vi afsked i entréen, men jeg havde ikke hørt, at en havde låst sig ind i præstegården for at låne min kopimaskine. Kvinden ved kopimaskinen strakte hals for at kunne se hvem jeg nu havde haft samtale med. Det kunne være at man lige skulle have sig en enkelt ”thø-hø”, men det blev ikke til noget. Da jeg havde sagt farvel til den anden kvinde, så sagde hende med kopimaskinen: ”Hende behøver du ikke bruge tid på, for hun står ikke til at redde”.

”Hun står ikke til at redde” – sådan kunne befolkningen i landsbyen Sykar også have sagt om den kvinde, som Jesus taler med i dag. ”Hende behøver du ikke bruge tid på, for hun står ikke til at redde”. Hun er en letlevende kvinde selv efter hedenske målestok. Hun har været gift 5 gange og den mand, hun lever sammen med nu, er hun ikke gift med. Ingen pæn pige ville omgås hende… det er hende man snakker ondt om… hvisker og tisker om. Og når man har oplevet det tilstrækkeligt lang tid, så orker man det ikke længere. Så tager man hellere solens ulidelige varme, når man skal hente vand, end at være sammen med en flok, der taler ondt om og til en…. så tager man hellere solens hede end at blive frosset ude. Det er derfor hun henter vand klokken 12.00 midt i middagsheden – hun vil sikkert helst undgå andre mennesker, andres blikke, andres kolde skuldre, andres spydige bemærkninger. Hun vil være alene – for der er alligevel ikke andre, der vil være sammen med hende.
Du tænker sikkert: ”Jamen jeg ville nu have behandlet hende bedre – jeg kunne godt have set hen over hvordan hendes kærlighedsliv eller mangel på samme var.” Næh, det ville vi nok ikke, for så bliver vi bare stemplet lige som hende. Der kan hurtigt starte vandrehistorier om os – en fjer bliver hurtigt til 5 høns.
Som vægter får jeg en masse gode historier – der lå i en af gaderne heromkring et bordel. Men selv sådan et sted har jo også naboer – og naboen skulle lige tale med hende, der ejede bordellet. Så naboen ringede på og bad om at tale med… ja, lad os sige Marianne. Det var så en anden kvinde, der lukkede op og hun vendte sig rundt og råbte op ad trappen: ”Marianne…. der er kunder i butikken”.
Han måtte sikkert rundt bagefter og mane mange misforståelser i jorden efter den oplevelse.
Men seriøst – man kan hurtigt blive hevet med sig i faldet, hurtigt blive stemplet som en, der tilhører det dårlige selskab.
Kvinden ved brønden vil ingen være sammen med – men hun tørster. Ikke bare efter det vand, som hun er på vej ud efter. Jesus ser ind i hende og ser, at hun faktisk har en dybere tørst. Han viser hende, at hun er en fortabt, tom kvinde, som leder efter sand kærlighed – hun tørster efter kærlighed. Hendes 5 ægteskab viser denne tørst efter kærlighed. Nu vil hun bare høste lidt kærlighed fra en uforpligtende affære med en mand.
Stille, rolig og uden det mindste spor af fordømmelse peger Jesus nøjagtig hen på den ting, der ødelægger kvinden og ruinere hendes liv og omdømme.  Og peger videre hen på det hun i virkeligheden mangler – nemlig ham selv, det levende vand. Og da hun hører det – så tager hun imod… hun får stillet sin tørst. Jesus kan også stille din tørst.
Jesus vil også være sammen med dig – også selv om du måske er bedre til at holde facaden end denne kvinde fra Sykar. Det er måske bare et spørgsmål om tid før folk begynder at hviske om dig, før folk vender dig ryggen. Alle mennesker er pæne, lige indtil der bliver gravet noget frem om dem, og så sidder du alene ved brønden, midt i middagsheden. Og dér sidder Jesus og venter på dig. Han vil være sammen med dig.
Nu har vi lige hørt Jesu ord ved døbefonten: ”Lad de små børn komme til mig, dem må I ikke hindre, for Guds rige høre sådanne til”. Guds rige høre til de små – de små i alle aldre. Guds rige tilhører sådanne kvinder som sidder ved brønden i Sykar. Mennesker med en flosset moral. Guds rige hører til dem, der kan synge ”Vi er dem de andre ikke må lege med, vi er det dårlige selskab”. Jesus er ikke kommet for at frelse retfærdige, men syndere… ligesom en læge ikke er for de raske, men for de syge.
En af de store ledere i Kirkens Korshærs historie – Kirkens Korshær er kirkens arbejde blandt alkoholikere og misbrugere. En af de store ledere dér hed Haldor Hald og i en bog, der hedder Kirken, der forager skriver han:
”Kirken er en gave til verden, en åben favn, hvori alt, hvad der bærer menneskenavn, har lov til at gemme sig, uanset dets kvalitet eller mangel på kvalitet. Fra den lyser tro, håb og kærlighed som en gave fra Gud ned til verden, som uden ham altid er i fortvivlelse og på vej mod døden” (Haldor Hald, Kirken der forarger, s.97).
Jesus kan alene stille vores tørst, uanset hvad det er vi mangler. Jesus er det levende vand, og Guds rige er vores hjem, kirken er det fællesskab, som bør kunne rumme alle, ellers ville der ikke have været plads til mig og måske heller ikke dig.
Og det er dig, der er med til at tegne den kirke. Det er dig, der lægger stemme til den samtale mellem Jesus og kvinden ved brønden i Sykar. Hvem taler du med til kirkekaffen, hvem taler du ikke med? Hvem hilser jeg på og måske snakker med på vej ind i kirken – eller stopper jeg måske op og kigger på vinduer i boghandlen, for så er vedkommende måske nået ind i kirken inden jeg når frem?
Det store sker ikke ved prædikenen eller salmesang om den så er nok så indstuderet – det er som i dagens tekst: Det store sker, når to mennesker taler sammen, ser hinanden i øjnene. Det er at prædike evangeliet med mund og med hånd – i tale, accept og i kærlighedens gerning.