I år kan jeg fejre 20 års jubilæum som præst i Den danske Folkekirke og det er sådan set deromkring at jeg stoppede med at gå til begravelser. Jeg tror det kan tælles på en hånd, de gange, hvor jeg har været så tæt på nogen at jeg skulle med til begravelsen, uden at jeg var så tæt at de spurgte mig: Vil du ikke nok begrave den eller den.
Så dybest set, så aner jeg ikke hvordan man går til begravelser. Jeg husker den første gang, hvor jeg ankom til kirken og blev modtaget af graveren. Han tog blomsten fra mig – og jeg var lige ved at spørge det, som jeg altid spørger, når jeg kommer til en ny kirke: ”Hvor kan jeg klæde om? Hvor er præsteværelset”. Jeg havde heldigvis en mere erfaren ven med, der også havde sørget for at vi skulle fik købt blomster på vej til begravelsen. Vi satte os sådan lidt på afstand; vi var jo bare venner sådan i 4. led. Præludium, første salme, læsning og anden salme og lige som i Mallebrok
”Præsten holdt en prædiken
han sagde ingenting”.
Eller det vil sige, jeg hørte nok ikke rigtig efter – tankerne fløj. Læsningen var den, vi lige har hørt fra Hebræerbrevet om tro. ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses”.
Afdøde var en af dem, der har lært mig en del om kristendom og tro. Et stille og roligt vidnesbyrd om troen og livet med Jesus. Jeg sad og tænkte at: ”Ja, min ven, det er nu, at det skal vise sig om det, du har troet på hele dit liv, om det også holder. Om han også holder. Troen havde du – det er der ingen tvivl om, men var det en tro på noget, der var en fantasi, en røverhistorie, myter? Nu åbner du øjnene op på den anden side af døden, og så vil du ikke længere tro, min ven, så vil du se. Og var din tro på sandheden, så vil du blive båret hen foran den himmelske trone og lovsynge Gud i evighedernes evigheder”.
”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses”. En dag skal vi se. Men indtil da må vi håbe, vi må tro, vi må have en overbevisning om ting, som vi netop ikke ser. Ikke kan bevise.
Og så er det, at vi kan sukke lige som disciplene i dagens tekst: ”Giv os en større tro”. Jeg oplever i hvert fald, at det er rigtig det Grundtvig skrev i det, vi lige har sunget:
Ja, vi tro, men tvivl sig klæber
som en øgle til vor tro.
Tvivlen er en pinsel, for jeg VIL jo tro. Jeg har en overbevisning om at det her er sandt… og så kommer tvivlen. For den sande kristen, er tvivlen mere bitter end døden (apologien til Confesio Augustana del 16 art 6). Nogle gange hører man, at det er godt at tvivle – at det viser, at man ikke er skråsikker. Tvivl er et adelsmærke. Tvivl er troens sundhedstegn. Nej, der findes ikke noget værre for en kristen end tvivlen…: ”Er Jesus virkelig værd at tro på? Er han ham, som jeg har brug for? Er han ham, som kan frelse mig? Er han værd at tro så meget på, at jeg tør leve og dø på den tro? Passer det, alt det, som vi læser i Bibelen her om ham? Fandt min døde ven ud af, at det bare var løgn og latin det, han havde bygget sit liv på? Eller forsvandt han bare i det øjeblik hjertet holdt op med at slå? Tænk, hvis det hele bare er løgn”.
Så jeg forstår virkelig godt disciplenes spørgsmål: Giv os en større tro. Men hvad jeg ikke forstår, er Jesu svar. Skulle man ikke vide bedre, så ville jeg mene at Jesus her i virkeligheden håner disciplene: ”Havde I en tro som et sennepsfrø, kunne I sige til dette morbærtræ: Ryk dig op med rode, og plant dig i havet! og det ville adlyde jer”. Som om Jesus griner af disciplene: I spørger om mere tro, men hvis I bare havde en lille bitte tro på størrelse med ingenting, så ville der ske store ting. Underforstået: Det har I ikke engang.
Håner Jesus sine disciple – eller siger han måske, at det ikke drejer sig om størrelsen på jeres tro? At den kan være så lille så lille, for det er ikke troen, der udfører miraklet at hivet et morbærtræ op med roden og plante det i havet – det er Gud. Troen størrelse er underordnet, det er størrelsen og styrken af ham, du tror på, der er afgørende.
Jeg kan huske at jeg som barn var så tåbelig at gå ud på isen på Odense Å selv om den ikke var sikker til det, der var store åbninger hist og her, og lige under var der en rivende strøm. Var jeg gået igennem, så var jeg blevet ført med strømmen ind under isen og havde nok ikke stået her i dag. Men jeg troede på at isen kunne holde mig og jeg gik ud.
Hvad var det, der holdt mig oppe? Var det min tro eller var det isen? Selvfølgelig: Det var isen, der holdt mig oppe… og Gud, tak for det. Jeg kunne have en nok så stærkt tro på en skrøbelig is, men jeg var alligevel røget igennem. Den dag havde jeg heldigvis tro på en stærk is.
Vi omgiver os med troshandlinger hele tiden. Da du satte dig på bænken havde du tro på at bænken ikke brast sammen under dig. Da jeg drak min morgenkaffe i morges, så havde jeg tro på at kirketjeneren ikke havde hældt gift i den. Det havde hun måske haft lyst til, men hun gjorde det ikke. Når jeg sælger min robotstøvsuger og modtager ”mobil-pay”, så har jeg tillid til at de tal på skærmen også repræsenterer penge på min bankbog. Når jeg kører ud på gaden, så har jeg tiltro til at de andre holder færdselsreglerne og bliver på deres del af vejen. Vi gør så meget, hvor der er et element af tro. Tag den samme tro, og sæt den på Jesus. Og så vil du komme til at opleve hvem Jesus er og han kommer ind i det liv, og så vil du vide, at han er den, han påstår han er.
Det er ikke et spørgsmål om hvorvidt du har en stor tro eller en lille tro, men om at du tror på en stor Gud og en stor frelser. Tro er ikke magi, tro er ikke en kraft, tro er ikke en måde at styre Gud på, så hvis du bare tror stærkt nok, så vil han gøre noget så tåbeligt som at plante et morbærtræ i havet. Eller også vil han give mig den Porsche, som jeg bad så inderligt om, da jeg var barn, den skylder han mig i så fald stadigvæk.
Tro er heller ikke at vide en masse. Tro er ikke at kunne forstå alle troens elementer og mysterier. Flokken af Jesu disciple anede ikke hvad ord som jomfrufødsel, kødets opstandelse, sakramenterne eller amillennialisme betød. Lad aldrig Djævelen bilde dig ind, at kan du ikke finde ud af det, så kan du ikke være et troende menneske. Kaj Munk siger i en prædiken:
”Vogt dig […]for golde og sygelige Selvspekulationer, om hvorvidt du er troende eller ikke troende. De fører ingensteder hen, højst nedad. Men vær tro mod dit Hjerte, der engang for alle har valgt; øv praktisk Kristendom. Da vil han selv, naar Timen er inde, om saa Dørene er aldrig saa lukkede, komme til dig lyslevende, vise dig de Hænder, der blev gennemborede for din Skyld, og du vil bøje dig og stamme i et Skælv af Anger og Lyksalighed: Min Herre og min Gud.” (Første søndag efter påske).
Det handler ikke om stor eller lille tro, men om at handle på den tro, du har. Leve på den tro du har. Det handler om at tro på at isen holder og så træde til. Og det er rigtigt at Jesus sikkert kan sige om dig: Ja, du er dårligt troende. Ja, du er handler dårligt. Ja, du lever dårligt. Du aner ikke noget om kristen dogmatik. Men, men hvor er det så godt, at det ikke er din tro, der skal frelse dig, men at det er mig, der skal frelse dig, fordi du tror på mig.
Det er rigtig, der er nogen, der er så heldig at de falder til ro i troens fred, men vi er måske blandt dem, der ikke finder den fred, som altid har noget at kæmpe med. For os er det måske sådan som en har sagt: ”At være kristen er at være i en evig konflikt med Gud, med sig selv og med verden. Jesu fred er en evig uro”. Og hvorfor? Hvorfor klamrer tvivlen sig som en øgle til vores tro? Fordi Djævelen for alt i verden vil have os til at tvivle på vores tro, tvivler på at isen kan holde, så vi hopper væk fra isen og ind i hans glødende omfavnelse.

Jeg tænker at der altid, altid, altid vil være ting, du undrer dig over, og tvivler på. Men ve ddu hvad… Guds kærlighed til dig, må aldrig være en af disse ting, du tvivler på. Og jeg tænker, at det vil du heller ikke, hvis du tager dit blik væk fra alt det, som du tvivler på, tager dine øjne væk fra dig selv og alt det, som du kan eller ikke kan, og så retter dem på Jesus og hans kærlighed til dig.