Hvad der sker i Ukraine, er forfærdeligt.
Vi ser byer ødelagt, millioner på flugt fra deres hjem, ”vil vi nogensinde vende tilbage – og til hvad? Vil vores store drenge og ægtefæller være levende, når vi vender tilbage?”. Jeg så et interview med en ukrainsk soldat. I baggrunden kunne man se en dame med to børn komme gående på fortovet. Pludselig kom en eksplosion. TV2 beskrev hændelsen med ordene ”Her slutter mor og to børns flugt fra missilerne”.
Og jeg kan heldigvis bare skyde det til hjørne med et ”godt at det ikke er mit land, min by, mit hus, min hustru, mine børn – min krig”. Og for kun 19 dage siden kunne folk i Ukraine have sagt det samme – det er ikke mit land, min by, min hustru, mine børn – min krig. Men det kan de ikke længere – nu er det deres. De mister alt, fordi en person sidder med stenansigt og skyder om sig med befalinger og romantiske storhedsdrømme om en svunden zartid.
på dagen for invasionen skrev den norske digter Sindre Skeie (Scheje) digtet ”Til de unge”

Jeg tænker: hvor mange mon frygter,
at nogen, de elsker, skal dø?
hvor mange, mon skælver, om natten,
når himlen blir flammende rød?

Hvor mange forsøger at flygte,
men har intet sted, de kan gå?
Mens de, der begyndte på krigen,
er trygge og rige – og få.

En bølge af godhed og aktivisme strømmer hen over Europa. Vi må gøre noget. Vi samler tøj sammen, vi sender penge afsted, vi åbner vores hjem, vi kører til Polen… hele Europa er i chok. Vi gør det af et godt hjerte, og det er så godt, at vi har smidt Corona-egoismens nationale skyklapper og nu ser andre landes behov.
Hjælpeorganisationerne melder om gigantisk interesse for at hjælpe – en, der har meldt sig som frivillig til Røde Kors, siger i et interview: ”Jeg hjælper dem og samtidig er det meget meningsfuldt for mig. Det giver en stor mening og tilfredsstillelse”. Jeg må gøre noget! – måske også for at få stillet mit urolige hjerte – mit skælvende hjerte.
Hvad gør vi ved vort skælvende hjerte – urolige hjerte?
Manden i dagens tekst har samme urolige hjerte, hans søn er uhelbredelig syg. Mandens løsning er at opsøge Jesus, men han er den eneste i Bibelen, der i første omgang ikke træffer Jesus hjemme. Men der er det næstbedste: Jesu disciple. De kan bare ikke hjælpe. De viste sig at være lige så hjælpeløse som manden: ”Jeg sagde til dine disciple, at de skulle drive den ud, men det kunne de ikke.”
Hvad gør vi ved vort skælvende hjerte – urolige hjerte?
Mange vender sig til kirken i disse dage for at finde Jesus, ham, der kan hjælpe, men gør lige som manden i dagens tekst, finder de ham ikke hjemme. De finder hans disciple, hans kirke, hans menighed, hans præster og vel kan vi stille dette smukke rum til rådighed, vi kan lave andagter med musikkorps og bedeaften med salmesang og bibellæsning, men ham selv finder de ikke. Ham, der kan helbrede, stoppe stormen på søen, opvække fra de døde… stoppe en krig, standse missilerne, så de ikke rammer et børnehospital. Ham finder de ikke – eller gør de? De ser i hvert fald kun hans magtesløse disciple, der kun kan en ting i deres magtesløshed: Bede. Og hvad hjælper det? Som en af mine rigtig gode venner skrev til mig for nylig på Facebook, da jeg skrev at bøn hjælper. Han skrev: Det hjælper ikke, men det gør ” Restriktioner på gas, bankkontier, handel, indrejse og sociale medier. Og [så] håbe på at Kina snart vågner op, og giver klaphatten en gevaldig røvfuld”.
Vores kirke er åben i mange timer, hvor der er mulighed for at tænde et lys, skrive en bøn eller nogle tanker i vores gæstebog. En har skrevet en meget stærk hilsen.
”Hvis Vor Herre er ”så mægtig, stor og har så meget ”magt”, hvorfor så alt det elendighed, smerte sorg. Lige fra skilsmisse til krig. Jeg sætter spørgsmål ved vor herre.
Hvad er tro? Hvad kan den bruges til? Hvad er meningen med livet?
Der er utrolig mange spørgsmål, som aldrig bliver besvaret, andet end jeg selv finder svaret”.
Hvis du, der har skrevet teksten i gæstebogen, sidder hernede nu, så tak for en stærk hilsen, jeg håber, at du må finde dit svar. Tak for din ærlighed.
Hvis du sad foran mig, så ville jeg faktisk ikke kunne give dig et svar på dine mange spørgsmål om smerte. Ja, jeg tænker faktisk, at den, der har løst smertens problem, han eller hun har for mig at se aldrig forstået problemet. Jeg har ikke mange svar. Jeg kan fortælle dig, at min liste over grunde til ikke at gå helt amok i denne tid, i panik og ængstelse, at den liste har et punkt. Og det er navnet Jesus.
Og navnet Jesus er ikke en trylleformular, at så bliver alting i orden. Navnet Jesus er ikke et narkotikum, der får os til at lukke øjnene overfor verdens realiteter og lader os svømme hen i dagdrømmeri og ønsketænkning. Nej, navnet Jesus er frelsernavnet – og det er navn der åbner vores øjne, så vi ser verden som den virkelig er. Og hvordan er verden?
Kristendommens tanker om verden er ikke spor optimistiske, for kristendommen er ikke optimismens religion, men håbets tro. Optimismens mål er en fri verden, en lykkelig verden, hvor alle bare har det godt med hinanden og er gode mod hinanden. Målet for det kristne håb er Guds rige. Kristendommen tegner verden som en falden verden på vej mod dens undergang. En verden med synd, sygdom og død, en verden, hvor den med de største våben kan kue og ødelægge. En verden, hvis fyrste hedder Djævelen (Johs 12,31). Men der er sat en slutdato på hans ondskabs-regime. En dag vil han blive blæst af tronen og den faldne verden, vil blive den nye himmel og den nye jord.
Der er ingen, der har lovet os idyl her på jord, eller at missilerne skal stoppes i luften og ramme ved siden af. Selv om det faktisk er hvad den ukraniske kirke fortæller at der sker i Ukraine.
Der er ingen, der har lovet os at vores ægteskab må komme på skinnerne igen og smerten på krop og sjæl må blive helbredt.
Bibelen lover os, at efterhånden som dagen kommer, hvor Djævelen bliver smidt fra tronen, så vil det blive værre og værre. Fredsfyrsten Jesus siger: “ Mennesker skal gå til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes” (Lukas 21,26).
C.S. Lewis rammer igen plet, når han siger: ”… jeg gad vide om mennesker, som beder Gud om åbenlyst og direkte at gribe ind i vor verden, er helt klar over, hvad det vil sige, og hvordan det vil blive, når Han gør det. Når det sker, er det verdens ende. Når forfatteren går på scenen, er stykket forbi […] noget, som vil forekomme nogle af os så smukt og andre af os så grufuldt” (s. 70 C.S. Lewis: Det er kristendom).
De mennesker, der går til af skræk og frygt er dem, der ikke har et levende forhold til den korsfæstede og opstandne Herre, Jesus Kristus. Det forhold, som du og jeg har som troende. Det betyder ikke, at vi ikke kommer ud for situationer, der gør os bange. Vi kan endda komme ud i situationer, hvor vi må sige ligesom faderen i dagens tekst: ”Jeg tror, hjælp min vantro”. Vi kan opleve, hvordan vi igen og igen slås omkuld, tvinges i knæ – men hvornår er en kristen stærkest? På knæ! På knæ for Jesus i bøn, om det så bare er tvivlens bøn, så er det en bøn, der åbner vejen ind til Guds faderhjerte.
Lad os vende blikket bort fra det, der gør os bange og tværtimod se opad mod Jesus og Guds ord til os. Vi vil måske ikke opdage at det onde forsvinder, men vi vil opleve, hvordan frygt erstattes med fred, uro erstattes med tro. Lad os styrke den livsstil, at vi må være folk, der lever med fokus opad mod Jesus, vores bror og frelser. Lad os leve i dagligt fællesskab med Gud, så at vi fra fredens tid må stå rustet til, hvis det pludselig en dag bliver mit land, min by, mit hus, min hustru, mine børn – min krig. Min skilsmisse, min sygdom.
Uanset om det vi ser, er tegn på de sidste tider, eller om det blot er bump på vejen dertil, så skal vi ikke glemme at bede for fred i verden, bede for Ukraine. Da disciplene kom til kort over for den syge dreng, så var det fordi de åbenbart prøvede om de kunne uden at bede. De har sikkert prøvet alt hvad de kunne. De etablerede hjælpeprojekter, de lavede indsamlinger af tøj, legetøj, medicin og penge. De sendte busser afsted for at hente flygtninge – og Gud gjorde lige som vi hørte i skabelsesberetningen: Gud så at det var godt. Disciplene gjorde alt det rigtige, som andre også gør, men de glemte deres spidskompetence, hvor de adskiller sig fra andre NGO-er: De glemte bønnen. De glemte at bede. Godt at vi som kirke ikke glemmer at bede, for bønnen er troens motorvej ind i Guds almagt.
Og det er netop det, der er den ukrainske kirkes største ønske at vi må gøre. Jeg fandt et opslag i denne uge, hvor der stod: ”Med tårer i vore øjne, så beder vi dig […], så brug alt din tid med at faste og bede til Herren at han må beskytte os fra horderne af gale mennesker, der ønsker at håne Guds tro og sandhed”.
Som der står i en gammel valfartssalme i Det gamle Testamente: Jeg løfter mine øjne mod bjergene, hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp kommer fra Herren, himlens og jordens skaber.” (Salme 121, 1-2).
Manden i dagens tekst så Jesus komme til sig – komme ned fra bjerget, og Jesus greb ind. Det tror jeg også vi vil opleve.
Som koret vil synge for os i en motet om lidt:
Guds folk sig trygt forlade
på hans barmhjertighed
og på hans store nåde,
som han så mangeled
hen over dem udøser,
den fromme Herre Gud,
idet sit folk han løser
af synd og sorrig ud.