Pastor Madsen. Jeg husker ham tydelig som barn, når vi en sjælden gang kom ind i Skt Hans Kirke, det skete, når far havde fridag fra sit arbejde som kirketjener – eller hvis jeg ville ind og sige hej til nogle fra teenklubben, da jeg blev så gammel. Der var andre præster i min barndom, men Pastor Madsen var dér altid, trofast, klokken 10.00 i Sankt Hans.
Det var som regel ham, der talte ved missionshuset Bethanias juletræsfest – vi kom normalt ikke til møderne dér, for vi havde vort eget sted, men den aften kom vi. Hvert år! Der var dog et år, hvor det var ved at mislykkes at vi kom afsted. For mit vedkommende var der en spændende piratfilm på tysk fjernsyn, jeg VILLE se, jeg havde en lang periode, hvor jeg gerne ville være pirat. Så det var virkelig med armen om på ryggen at jeg kom afsted – sikkert stortudende. Og Pastor Madsen tog imod os med ordene: “Ingvard, I er så trofaste år efter år. Det er så skønt!”
På vej hjem smågrinede far: “Han skulle bare lige vide hvor vanskeligt det var at få os ud af døren”.
Han havde en meget karakteristisk stemme og en dialekt, hvor jeg altid har tænkt at han var bornholmer eller i hvert fald fra Østdanmark. Men mon ikke han kom fra Jylland et sted og det blot var fordi hans åndelig tilhørsforhold trak på traditioner derfra? Lige som man kristne unge i dag taler et fuldformendt amerikansk selv om de kommer fra Vorgod.
MEN jeg husker at kom man 15 minutter før gudstjenesten, så var der skriftemål, hvor han gik rundt og lagde sin tunge hånd på de knælendes hoveder: “Så tilsiger jeg dig, alle dine synders nådige forladelse…”
Det var så godt og trygt – og når jeg selv har skriftemål, så har jeg i mit baghoved stemningen fra den gang og jeg må tage mig sammen for ikke at begynde at tale bornholmsk og lave en skæv mund.
Så det var naturligvis pastor Madsen, der begravede mormor og morfar, da de døde indenfor et par måneder. Det var en mærkelig oplevelse – tænk, at vi havde Pastor Madsen nærmest for os selv, kan jeg huske jeg tænkte….
Jeg mener, at sidste gang jeg hørte ham, da dumpede han åbenbart den umulige disciplin at holde juleafslutning for gymnasieelever fra Odense Katedralskole. Elever, der sidder med tømmermænd og hellere ville have fri og en øl end sidder i kirken.
Det er den eneste prædiken, jeg husker fra ham. Han fortalte om et jule-sangark på en skole, hvor skolelæreren havde skrevet forkert, så Jesus blev vor hyggegæst og ikke vor hyttegæst. Det spandt han lidt hen over, at Jesus netop ikke er til for hyggens skyld, men for vor hverdags skyld-agtigt.
“Typisk folkekirkepræst, så kommer der en masse unge en gang om året i kirke, og så siger han ikke noget, så har han ikke noget på hjertet” – sagde en ung KFS-er med frikirkelig baggrund til mig på vej ud af kirken.
Hvad var nu lige det?
Pastor Madsen er jo en af de gode… han havde da altid noget på hjertet.
Jamen… jeg blev både ked af det, vred og forvirret over sådan en udmelding.
Jeg ved ikke hvad der skete, men resultatet var at stregerne i det hele taget blev trukket mere stærkt op – dem og os. De havde sikkert altid været dér, jeg så dem måske bare ikke, men man trak sig fra hinanden…. Synes ham, der så det lidt på afstand oppe fra Århus og kun glimtvis beskæftigede sig med sin gamle fødeby.
Det fælleskirkelige Evangelisk Alliance som alle trossamfund var en del af og som markerede en festlig begyndelse på året, det trak man sig fra og holdt møderne hjemme hos sig selv i missionshusene. Man kunne ikke med hinanden. Det var ikke den nye præsts skyld – sådan havde tiden udviklet sig. Og der var åbenbart behov for at markere sig. Der begyndte at blive fortalt historier – begge veje. Kalde hinanden navne. Var de der også før? Måske… sådan husker jeg det ikke. Sådan husker jeg ikke Pastor Madsen.
Og ellers gled han ud af min verden – så meget, at jeg faktisk troede at han var død, men det skete altså sidste år 26 år efter at jeg har set ham sidste gang. Nu dukkede hans navn op i en lille bedrøvelig notits, der hiver mig tilbage i tiden. Sjovt hvordan et enkelt navn, kan starte en lavine af tanker.
Pastor Madsen – der findes sikkert flere, der kan kalde sig det, men der findes kun en rigtig Pastor Madsen. Jeg vil aldrig blive “Pastor Legarth”, jeg er jo bare Kim. Nogle få kalder mig det – det gør de, der er på afstand af mig. Men sjovt med Pastor Madsen, ham var man aldrig på afstand af, selv om man ikke kaldte ham ved fornavn.
Pastor Madsen står som den stor åndelige figur fra min barndom. Der var også andre, mange flere, men han var der – altid trofast og jeg siger hans navn med den største taknemmelighed.
Pastor Madsen er den præstelige baggrundsskikkelse fra min barndom – der står med hænderne rakt ud som Thorvaldsens Jesus-figur, imens barne-Kim, junior-Kim, teenager-Kim og unge-Kim levede i skyggen af de arme…
Pastor Madsen med de udbredte arme og velsignede hænder som man altid kunne komme til. Og kom man 15 minutter før, så lagde pastor Madsen sine tunge hænder på ens hoved, så det kunne mærkes helt ned i ens naive barnehjerte og usikre teenage-hjerte: “Så tilsiger jeg dig, alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn…… Amen.”