Det er skærtorsdag i dag – slår vi op i vores ordbog derhjemme for at finde ud af hvad ordet skærtorsdag egentlig betyder, så finder vi ud af, at ordet skær kommer fra det oldnordiske og betyder “rense”. Fra tidligt i kristendommens historie blev dagen i dag fejret ikke bare med nadvermåltid, men også med fodvask – fodrensning.  Og det er naturligvis ud fra at Jesus vaskede disciplenes fødder, sådan som jeg lige har læst.
Vi fejrer påske nu – og læser man hele påskeberetningen, så vil man opdage, at der ikke kun er et vaskefad i brug, der er to vaskefade – og det er dem, jeg gerne vil beskæftige mig med denne formiddag: De to vaskefade.

Første vaskefad
Lad os se på det første vaskefad, for hvad betyder det egentlig, at Jesus vaskede disciplenes fødder?
Jeg ville ikke bryde mig om, hvis jeg kom et sted hen, og jeg fik vasket mine fødder. Jeg ville i hvert fald godt have det at vide i forvejen, så jeg kunne få vasket dem, inden jeg kom og viste mine sure tær. Andet ville jo være pinligt. Den gang var det ikke pinligt, at man fik vasket sine fødder, når man kom ind ude fra de støvede veje med sine støvede sandaler og ind i et hjem. Men det var en slave, der gjorde det arbejde – eller måske husmoderen, men aldrig herren i huset. Det var derfor, at Peter takkede nej. Han kunne ikke lade Jesus, sin herre og mester, vaske sine fødder. Men Jesus insisterede: Jeg skal vaske dine fødder. Han skulle vise, at han var kommet for at tjene alle – for at vise alle sin kærlighed.

Egentlig lyder det da som om det passer godt til vores danske modtager-kultur: “Hvad får jeg ud af det” – ”hvad er der i det for mig?”.
Også i religiøs-sammenhæng skal der endelig ikke tales “skal” og “bør”, men hvad får jeg ud af at være en kristen her og nu.
Vi sætter os ned og læner os tilbage på kirkebænken – ”kom så med det. Kom og vask mine fødder”…. og så alligevel, så bliver bremsen slået i. For Jesus mener det jo faktisk. Jesus mener, at han vil vaske vores møghamrende beskidte fødder – men så skal vi jo også vise ham dem.
I overført betydning betyder det, at Jesus vil rense os, men så skal vi vise ham alt det beskidte i vores liv, alle vores synder og beskidte tanker… alt det skal lægges frem for ham og bekendes med et “det er mig, tilgiv mig – vask mig”. Og det er her, at man hiver i bremsen.

For skal vi sådan krænge det inderste og mest trælse ud, jamen så er det pludselig den, der bliver tjent, der er den lille. For det er ydmygende at blotte sig selv, og stå uden den store rustning, som vi ellers beskytter vores inderste jeg med overfor andre. Det er ydmygende også at skulle vise, at vi ikke selv er på toppen, som vi jo ellers gerne vil være. Det vil vise, at vi er nødt til at støtte os op af en anden, der selv om han knæler for os, er større end os.
Jesus ønsker at rense os, han ønsker at vi skal være rene ikke kun på skærtorsdag – den rene torsdag – men hver eneste dag i løbet af ugen og året. Det er hvad det første vaskefad gør.

Det andet fad
Hiver man i bremsen: Det vil jeg ikke, så er der et andet vaskefad denne påske, der stiller sig til rådighed. Det dukker op næste dag – langfredag – hvor det også bruges til at vaske skyld af med. Det vaskefad findes i statholder Pontius Pilatus´ hus. Af frygt for mennesker og af frygt for at miste kejserens gunst afsagde han dommen over Jesus og lod ham korsfæste. Og så kom vaskefadet frem, for han vaskede sine hænder i folkets påsyn og sagde “Jeg er uskyldig i denne mands blod. Det bliver jeres sag”.

Pilatus ville selv vaske sin skyld af – vaske ansvaret af sig. Jesus vaskede symbolsk disciplenes skyld af, imens Pilatus forsøgte selv at gøre sig ren og tørre skylden af på jøderne.

• Det andet vandfad er ansvarsforflygtigelsens vandfad. Der er ingen, der vil have skylden.
• Det andet fad er menneskefrygtens vandfad.
• Det andet fad er for dem, der vil klare sig selv og sine egne interesser, for vi kan selv. Vi behøver ikke Jesus. Vi behøver ikke troen. Vi behøver ikke at gå i kirke. Vi behøver i det hele taget ikke tænke i retningen af Gud. Vi klarer det selv.

Men det er bare ærgerligt, at vi ikke kan selv – ærgerligt at vandet i  Pilatus´ vandfad er stilstående vand hentet fra en brønd og ikke levende vand fyldt af velsignelse og kraft fra Gud.

Det andet vaskefad er rent ud sagt en narresut.

Det fører ikke til noget, hvis vi prøver at efterligne Pilatus – skylden vil blive ved med at være vores lige meget hvor meget vi så end vasker os. Og den hober sig op og vil til sidst knuse os.
Det er kun den, der lader sig tjene af Jesus – det er kun den, der lægger alle sine synder over på Jesus, der også vil blive kvit med sine synder. Og som kan komme til at ånde frit igen – fri af nåde.

Hvilket vaskefad vil du bruge: Jesu vaskefad eller Pilatus´ vaskefad?

I dag har vi ikke vaskefad, men altergang. Men Jesus er den samme begge steder, der tager imod os med åbne arme ved alteret. Lad ham tjene dig, rense dig, tilgive dig. Jesus, kommer og tjener os. Lige som han gik rundt blandt disciplene, tjente Thomas, der senere skulle tvivle, tjente Peter, der senere skulle fornægte Jesus og tjente Judas, der måske endda allerede havde de 30 sølvpenge, som han fik for at forråde Jesus. Alle fik vasket deres fødder
.
Og var der plads til dem denne skelsættende aften i Jesu liv, plads til en tvivler, en fornægter og en forræder… jamen så skulle det være mærkeligt om der ikke også er plads til dig og mig ved alteret her i domkirken.