Gud! Gud! Gud! Mit indledende spørgsmål til dig er: Hvad falder dig først ind, når du tænker på Gud?

• En upersonlig kosmisk kraft, en energi, den første bevæger.
• En X-factor-dommer, en mægtig smækkende, straffende Gud, ”du kan bare vente til far kommer hjem”.
• Eller en karikatur: En gammel nisse, en gammel bedstefar, der er rar at have. Han kan ikke finde ud af Spotify, men han har sikkert gemt lidt slik i en skål. Vi elsker ham, men han spiller egentlig ikke rolle i vores liv.
• Eller også er han en himmelsk butler, som vi råber på, når vi har brug for hjælp.
• Eller han er som brandstationen: Han er rar at have, når det brænder, ellers tænker vi ikke på ham. Jeg er sikker på, at der ikke findes en eneste ateist i et fly med motorproblemer.

Hvad falder dig først ind, når du tænker på Gud?

Med det spørgsmål lad os se på dagens tekst. Og jeg læner mig op ad Martin Luther sagde om dagens tekst, at den er så dyb, så vid og så rig at ingen rigtig kan fatte den. Så jeg tænker, at jeg i stedet for at skøjte hen over det hele, så vil min prædiken tage et enkelt ord op, så kan jeg tage næste sætning om 2 år… så mon ikke vi når det hele, inden jeg går på pension i juli 2046. Så jeg vælger at sætte fokus på det unikke forhold, der er mellem Jesus og Gud og som vi får et intimt indblik i her i dagens tekst.

Teksten begynder: ” Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen”.

Det er en stilling, der viser ydmyg afhængighed, Jesus ser opad med fuldstændig tillid, imens han træder ned i dødskyggens dal på langfredag. Han ser opad i tillid til, at Gud vil give ham styrke igennem den dag, der ligger foran ham. Dødens dag. Korsets dag – men også den dag, hvor sønnen herliggøres. Korset er ikke et nederlag, men i Guds hænder var livets sejr.
Jesus træder imod langfredag med blikket opad mod Gud. Og hvem ser Jesus? Er det skaberen? Er det universets herre? Er det dommeren? Nej… ”Fader, timen er kommet.” Jesus ser sin far.

Gud kunne have brugt en hvilken som helst analogi, en hvilken som helst metafor, et hvilket som helst billede for at beskrive forholdet mellem Jesus og Gud, men Gud valgte far-søn-billedet.

Dels for at understrege deres fælles natur, men også for at beskriver den intime fortrolighed mellem Gud og Jesus. Guds forhold til Jesus er en fars kærlige omsorg for sit barn.
Gud er far – det vil sige at den evige og ultimative Gud ikke er en upersonlig ånd, kraft, et guddommeligt princip, en abstrakt årsag eller ”Den første bevæger”, men at Gud er personlig. Ser vi i samme retning som Jesus i sin bøn, så møder vi en person, der ved, der vil og der elsker usigeligt med en faderlig ømhed.
Gud er far. Først og fremmest en far til den enbårne søn, Jesus Kristus, og så er han vores skaber. Han er den levende forfatter til vores personlige liv – ham, hvis billede vi er skabt i. Men Gud ønsker noget mere – Gud ønsker at være mere: Han ønsker også at være vores far, så i dåben sættes vi ind i det samme faderforhold, som Jesus har med sin far. Så Gud blev vores far med alt det, som der ligger af godt i ordet ”far”. Gud ønsker at når vi siger ordet ”Gud”, så mener vi ”Far”. Ja, Gud ønsker at ordet ”Far” er det kristne navn for Gud.

Der er desværre nok nogle herinde, der tænker, at ”hvis Gud er lige som min far, så er jeg ikke interesseret!”. Jeg kan slet ikke med det billede! Når de tænker på deres far, så er det en far, der svigtede dem. En fraværende far. Fortjenstfaderen, hvor de skulle gøre sig fortjent til hans ros og anerkendelse. Den passive far, der bare lod stå til, og hvor alt var tilladt, og barnet selv skulle finde vejen frem i livet. Eller det modsatte: En far, der havde en regel, et forbud og en straf for hver enkelt ting. En sårende far, der skadede dem fysisk og eller psykisk, den truende sky i horisonten: ”Vent du bare til far kommer hjem”.
I 2021 var der 55 300 samtaler til Børnetelefonen, hvor børn anonymt ringer for at have en voksen at snakke med og betro sig til. Før de havde natåbnet, kunne de se, at der i gennemsnit var mere end 2000 ubesvarede opkald om natten. Ulykkelige børn, misbrugte børn, børn, der bliver slået eller er tilskuer til at deres far slår mor.

Børn, der skubbes omkuld i deres barndom, og som derfor halter sig igennem resten af deres liv. Der er flere end vi aner, der selv som voksne og endda ældre mennesker, tynges af sårene fra deres barndom. Åbne sår som med tiden er blevet til tydelige ar, der springer op fra tid til anden. Måske sidder du her i dag. Dig, der på en eller anden måde har manglet en ordentlig far i dit liv. Til dig vil jeg gerne sige: Der er en speciel plads i Guds hjerte til dig. Det står i Salmernes Bog (68,6) om Gud: ”Faderløses fader og enkers forsvarer er Gud i sin hellige bolig”. Gud er faderløses far. Gud siger: ”Jeg ved hvor vigtigt det er at have en far, der slynger sine arme om dig – jeg er den far, jeg er far for den faderløse”.

Gud er far til det faderløse barn, som slæber smerte, brud, erfaring af misbrug og svigt. Gud tager ikke nødvendigvis smerten fra dig, den smerte, der er blevet din livsbetingelse. De fleste vil opleve, at de ar er så dybe, at de må leve med dem resten af deres liv, men det skal ikke definere hvem du er. At have Gud som din far, gør at du ikke længere behøver at være en slave af din fortid, for du er Guds barn. Du er ikke længere en slave af fortidens brist, men et barn af Gud. Du er ikke længere en slave af din fars synd og svigt. Gud er faderløses far, du er hans barn. Hans elskede barn. Lad det definere hvem du er. Jesus siger et sted: Se til, at I ikke ringeagter en af disse små. For jeg siger jer: Deres engle i himlene ser altid min himmelske faders ansigt (Matt 18, 10). Gud er de faderløses fader.

Gud er alt hvad du har drømt din far kunne have været – og mere til. Gud er ikke en refleksion af vores jordiske far, Gud er en perfektion af vores jordiske far. Han er ikke bare en større version af din far, han er den perfekte version af din far. Han er alt, hvad du har længtes efter. Gud har ingen af din fars begrænsninger og svagheder. Og han står altid ved din side.

I går hørte jeg et foredrag med Svend Brinkmann om en ung pige, der under besættelsen i 40-45 forelskede sig i en af disse unge flot tyske soldater, der var i bybilledet. En ung 18-årig soldat. Hun blev kortsagt det, man kalder en ”feltmadras”. En af dem, som man sang smædesange om ”Foran kasernen stod en tyskertøs, hun har hul i hovedet og en skrue løs”. En af dem, man den 5. maj hev ind på byens torv og klippede skallet og hentede i fængsel til barsk afhøring. Men livet efter befrielsen gik videre, men folk glemte ikke. Så da hun efter endt realeksamen skulle have sit eksamensbevis, så ramte det hende igen. Hårdt. Alle forældre sad og klappede, når de en efter en gik op efter deres bevis hos rektor – da hun gik op på vaklende ben, var der ikke en lyd. Sådan udskammede man hende, alle kendte hendes historie! Da hun stod deroppe så hun ned på tomme stenansigter, men der var en, der rejste sig… det var hendes mor. Hun rejste sig og klappede højlydt: ”tillykke, min pige. Bravo”.

Sådan er Gud! Om vi ellers har gjort alt galt i vores liv – om ingen vil rør os med en ildtang, han står altid ved din side. At have ham som far betyder netop ikke, at du aldrig vil opleve modgang, udskamning, tab og turer i Dødskyggens dal, men det betyder, at han ikke bare står og venter på den anden side, men at han er med dig også dér. At du kan gøre ligesom Jesus, der aftenen før Langfredag løftede sit hoved mod sin far: Fader, timen er kommet.

Hvad ser du, når du som Jesus ser op mod himlen? Ser du ingenting? Ser du en dommer? Ser du en utilnærmelig og uberegnelig Gud? Ja, hvad ser du? Jeg håber du må se din evige og elskende far, for han ser ned på dig, som sit elskede barn. Dig… du er hans elskede søn. Du er hans elskede datter. Dig vil han ikke undvære.