En klog mand har sagt, at man ikke kan få himmelen ind i sit hoved, men så kan man få hovedet ind i himmelen i stedet. Det er måske lidt det samme med talen om Gud – selv om vi ikke kan forstå Gud. Selv om vi ikke kan rumme ham fuldstændig med vores ord, for han er altid mere, jamen så kan vi alligevel lære ham at kende. Ikke ved at vi forsøger at indtage ham, men måske mere ved at han indtager os….

Lad os lige få en snak om det her…..
Har Bultmann ret, når han siger, at Gud er “Det helt andet” – at vi dybest set ikke kan tale om Gud. Kan vi tale om Gud?
Det er min påstand, at Gud har åbenbaret sig. Lad os prøve få en snak om hvordan Gud har åbenbaret sig i fortiden, men hvordan han åbenbarer sig nu.

Jeg ved ikke om I har været inde omkring de vanskelige vers i Romerbrevet 1,18-23 (s. 1021). Prøv snak igennem hvad de vers betyder…. også hvad de kan betyde for vores gudsbillede. Det må vel betyde, at vi kan nægte at kende Gud, men vi er uden undskyldning.

Vi opfordres flere steder i Bibelen til at lære ham at kende. Prøv slå op i Hoseas 6, 3 (side 801). Vi har snakket om at Gud har åbenbaret sig, så vi kan lære ham at kende. Men hvad betyder det her, at han kommer som beskrevet her?

Ord til eftertanke
Prøv slå op og læs Salme 46,11. Det ser ud til at være nemt i første omgang, men det er det faktisk ikke (igen min påstand). Vi lever i en verden, der altid er i bevægelse – vi har mere at gøre end vi nogensinde kan få gjort – det kan godt være, at det er bliver mere og mere in og moderne at vise, at man har god tid og slukker mobiltelefonen og har strikketøj hængende, men regningen skal betales, ungerne skal køres til sport, prædikenen skal skrives (gælder kun en af os herind… men den skal skrives alligevel), tøjet skal vaskes – you name it. Der er nok at lave – men det er ikke ved at være aktiv, at vi ser, at Gud er Gud. Det er ikke ved at være aktive, at vi finder Gud… det er ved at være stille. Prøv læs om Elias´ møde med Gud: 1. Kong 19,9b-13.
Det rammer på en fantastisk måde tanken om at det er i stilhed, at vi møder Gud. Elias hører først storm , torden og jordskælv… men Gud var ikke i noget af det, der river opmærksomheden til sig. Gud var i den sagte susen – der kom Gud. Selvfølgelig kan Gud også lave rabalder og lyn og torden – og når Jesus kommer igen, vil INGEN være i tvivl om hvad det er der er gang i, men her og nu vil han møde os i stilheden.
Det er dér i stilheden – i bøn – i bibellæsningen – i meditationen – i stilheden måske uden ord for at det ikke skal være os, der hele tiden fører ordet… jeg tror det er dér vi møder Gud stærkest. Så derfor ikke bare præstens, men Bibelens råd: “Stands og forstå, at jeg er Gud”. Lad os prioritere tid midt i dagligdagen… vi skal ikke regne med at vi får tid – vi skal tage os tid. Tage os tid til standse op midt i vores hverdag og søge ind til Gud i stilheden. Så tror jeg også, at vi vil forstå, at “jeg er Gud”

Gud som en urmager I – skabelsen
Et godt gammeldags ur er fyldt med en masse mekanik, der skal stemme overens for at hele uret kan vise klokken og fungere. På samme måde er universet og jorden et sindrigt system, der ikke kan fungere uden hinanden – bare tænk på hvor lidt der skal til for at små følsomme økosystemer bryder sammen, bare en ting forsvinder fra fødekæden. Eller planeternes forskellige indvirken på hinanden – månens tiltrækningskraft, der styrer ebbe og flod.
Vi bekender hver søndag at Gud er skaberen af det hele – at Gud er den store urmager. “Jeg tror på Gud Fader den almægtige, himmelens og jordens skaber”. En anden trosbekendelse, vi har i Folkekirken, siger, at “vi tror på én Gud, den almægtige Fader, himmelens og jordens alt det synliges og usynliges skaber” (den nikænske trosbekendelse). Skaberværket var en af de måder, han åbenbarede sig for os: “Forstå at jeg er Herren, han har skabt os, og ham hører vi til, vi er hans folk og de får han vogter” som der står i Salmernes bog (Sl 100,3).

Det er interessant, at mange mennesker på den ene side siger, at de tror på Gud, men på den anden side ikke regner med at Gud har skabt jorden.
For mig er videnskabens lære om Big Bang og endnu værre: Evolution… det er en trossag lige som troen på en skabende Gud. Ifølge mine kilder (Dan Browns knald-roman “Engel og Dæmoner”) er Big Bang teorien faktisk udviklet af kristne for at vise at Skabelsen faktisk var en realitet – at det så er gået hen og blevet en modsætning i folks bevidsthed, så det hedder “Big Bang” eller “Big God” er så uheldigt! Spørgsmålet er faktisk om de to behøver at være hinandens modsætninger – for hvad var der før “Big Bang”? Hvad skabte denne “super-ært”, der pludselig sprang i luften og efterlod et universet med planeter, solsystemer og så os, der sidder her i aften og taler om Gud? Hvem fik det til at eksplodere? Noget andet er evolutions-læren – den er for mig at se i en helt anden genre i forhold til Big Bang – men evolutionsteorien er også for tiden under angreb fra en anden teori, nemlig den videnskabelige teori om “intelligent design”. Spændende – og det er måske det tætteste en naturvidenskabsmand kan komme på at sige, at der er en Gud bag alt levende – at der er en intelligent designer bag. Albert Einstein har sagt “Videnskab uden religion er blind, religion uden videnskab er lam”.

Jeg har det godt med at vide, at skabelsen ikke bare er en tilfældighed – at mennesket ikke bare er et tilfælde, men at det er et resultat af en skabende vilje. Jeg er ikke et resultat af en tilfældighed
Jeg har hugget lidt fra hjemmesiden www.klods-op.dk en sjov tanke:

Popcorn er aldrig ens Tænk sig at nogle få, simple elementer som majs, olie og varme kan skabe noget så unikt som et popcorn. Endnu mere fascinerende er det, at de alle er forskellige. I en hel pose popcorn er det umuligt at finde to, der er helt ens.
På samme måde er det med mennesket. Gud har skabt os som enestående individer, ingen lig hinanden.
En undtagelse er enæggede tvillinger, som ved første øjekast kan være umulige at kende forskel på. Mange mennesker kigger med stor fascination, når de ser to mennesker som er så ens og jo, det er da fascinerende, at der kan skabes noget, som syner fuldstændig ens. Endnu mere fascinerende er det nu, at der blandt alle verdens mennesker ikke er et eneste, der er fuldstændig lige som dig. Det kræver en stor kunstner at have fantasi til at lave så mange forskellige mennesker – at blive ved med at kunne finde på nye små detaljer, som gør hver enkelt unik.
Tykke, tynde, store næser, kommunefarvet hår, dådyrøjne, indgroede tånegle; Gud elsker os alle.
Han elsker sit skaberværk, som forældre elsker deres børn – ubetinget. Hvad angår menneskets forhold til popcorn: Vi elsker dem alle – uanset hvordan de ser ud.

Lad os lige få en snak om det her…..
Gud er skaberen…

• hvad betyder det (eller burde betyde) for vores omgang med naturen , at det er skabt af Gud?
• hvad betyder det for vores selvbillede, at vi er skabt i Guds billede?
• hvad betyder det for vores omgang med andre mennesker?

Ord til eftertanke – en bøn

Kære Gud, vor skaber. Tak fordi vi er blevet født som mennesker i din verden fuld af undere. Tak for oceaner af muligheder for at opleve din storhed.
Tak for at vi kan opleve fuglenes sang og blomsternes duft. Tak for at vi kan opleve dag og nat – lys og mørke. Tak for at vi kan opleve åbne horisonter. Tak for, at vi kan stå her – midt i livet – med hænderne fulde af dine gaver.

DU, som har villet mit liv og skabt mig
efter din vilje,
alt i mig kender du
og omslutter det med din ømhed,
det svage såvel som det stærke
det syge såvel som det raske.
Derfor overgiver jeg mig selv til dig
uden frygt og forbehold.
Som et lerkar
Stiller jeg mig i dine hænder.
Fyld mig med godt fra dig,
Så jeg bliver til velsignelse.
Jeg priser din visdom,
Du, som tager ind til dig
Det som er skadet og svagt
og lægger din skat
i skrøbelige lerkar.
(Fra bogen “Vær den du er!” af Magareta Melin, 1989, side 93)

Gud som en urmager II – det ondes problem
Men Gud er ikke bare en urmager, der skaber uret og så skal uret ellers passe sig selv. Gud skabte verden, men lod den ikke bare være, så den skulle passe sig selv, for nu var det hele bare blind tilfældighed. Men hvad laver han så nu? Augustin (en af de såkaldte kirkefædre fra oldkirken) blev en gang stillet det spørgsmål – og han svarede, at “han fletter ris til at prygle de mennesker, der stiller så tåbelige spørgsmål”.

Men er det så tåbeligt igen? Nej, egentlig ikke. Jeg tror på at Gud har skabt verden, men også at han bliver ved med at nyskabe verden hver eneste dag… at man kan se hver eneste dag som en slags ny skabelse. I kender nok, morning has broken – der ses hver ny dag som en nyskabelse.

Morning has broken, like the first morning
Blackbird has spoken, like the first bird
Praise for the singing, praise for the morning
Praise for the springing fresh from the word

Sweet the rain’s new fall, sunlit from heaven
Like the first dewfall, on the first grass
Praise for the sweetness of the wet garden
Sprung in completeness where his feet pass

Mine is the sunlight, mine is the morning
Born of the one light, Eden saw play
Praise with elation, praise every morning
God’s recreation of the new day

Selvfølgelig tror jeg ikke at verden er helt ny hver morgen, men det føles sådan og siger noget om den dag, der ligger foran os, at vi må få lov til at begynde på en frisk. Gud har ikke overladt verden til sig selv, men bærer verden – i indledningen til Hebræerbrevet står der, at Jesus “bærer ALT med sit mægtige ord” (Hebr 1,3). Gud opretholder livet og opretholder jorden – styrer planeternes gang – og denne store Gud har øje for dig!

En smuk tanke, som så får et kraftigt bagslag i det øjeblik, hvor sådan noget som orkanen og ødelæggelserne i New Orleans fylder dagspressen. Eller når helt unge mennesker rammes af kræft og familier rives fra hinanden. Så kan spørgsmålet “hvorfor Gud?” let smutte én på læberne. “Hvorfor Gud?”. “Hvorfor forhindrede Gud ikke bilulykken?”, “Hvorfor gjorde Gud ikke min mor rask?”.

For mig at se er der forskel mellem det andre mennesker tilføjer. En har lavet det tankeeksperiment, at man forestillede sig en verden, hvor Gud altid greb ind overfor menneskers ondskab og stoppede den. Men det var ikke sådan en verden, som Gud havde tænkt sig. Han skabte i stedet en verden, hvor vi kan vælge at gøre både ondt og godt (sådan ser det i hvert fald ud). Lidelsen fra naturens side skyldes vel også et stykke ude, at verden er i synd – og at vi lever i skyggen af syndefaldet. Vi lever ikke i en perfekt verden længere, som første gang, at mennesket betrådte jordens græs. Prøv slå op i Romerbrevet 8, 18-23 (s. 1028).

Men ondskabens problem – som det hedder inden for teologien… ondskabens problem ER virkelig et problem. Jeg forstår ikke Gud – heller ikke hvorfor han ikke griber ind… gør en undtagelse engang imellem og bøjer vores viljer og lader en flok engle håndgribeligt og synligt stoppe vandmasserne og lede dem udenom New Orleans. Det må man sige ville give Gud nogle mægtigt gode PR-point… Jeg har det sådan, at selv om jeg ikke forstår Gud, så tror jeg på ham alligevel. Selv om jeg ikke forstår at ting sker, så kan jeg netop ikke leve uden ham midt i dem. Så ondskaben – lidelsen – det uforståelige ikke skræmmer mig væk fra Gud (det har det i hvert fald ikke gjort endnu), men at det leder mig tættere ind til ham, for så ser jeg, “Jeg har brug for ham”.

På hjemmesiden www.katolsk.dk fandt jeg følgende tekst:

Guds kærlighed er
som en hånd, man kan holde fast ved,
som et lys, der oplyser natten og viser,
hvor vejen går
Jeg forstår ikke Gud, men jeg tror han er kærlighed – jeg tror han er almægtig – og jeg tror, at han har en vej gennem selv det mørkeste.

En søn skulle af sted i krig under 2. verdenskrig – han var i marinen. Hans mor var naturligvis meget bekymret over hvad der kunne ske, men han skrev et brev til hende, hvor der stod: Selv det største ocean er ikke større end en vanddråbe i Guds hånd.

Vel kan det blive så mørkt, at jeg ikke kan se Gud, men det kan aldrig nogensinde blive så mørkt, at Gud ikke kan se mig. Det er et forkert spørgsmål: Hvorfor gør Gud ikke noget for at stoppe det onde? – Gud har gjort noget imod det onde… han har tildelt det onde et dødbringende slag på Golgata, det onde har tabt, Jesus lever.

Lad os lige få en snak om det her…..
– Hvad er dine tanker om at Gud, der styrer universets planeter og solsystemer, at han tænker på dig?

– Hvad siger det om Gud, at han er almægtig, men alligevel står magtesløs, når vi siger “nej” til ham?
Hvad betyder det for dit gudsbillede, at der er ondskab og lidelse i verden? Prøv del det op i to kategorier:
– ondskab og lidelse fra mennesker (krig, undertrykkelse, terror)
– ondskab og lidelse fra “naturen” (sygdom, naturkatastrofer)

OG DOG!!! … selv om det ser ud til at der er en forskel, er der så principielt en forskel? Er ikke alt ondskab i hvilken form det ellers kommer i, et resultat af syndefaldet? Eller er det bare noget teologsnak?

Ord til eftertanke Jeg skal ikke prøve på at løse flere tusind års spekulationer og hjertekvaler – men jeg kan godt lide tanken, som en ung jøde skrev ned på en væg i gethoen i Warszawa i 1943. Mange har sagt at Gud døde i gaskamrene i Auswitch – men denne jøde skrev nogle rammende og dejlige ord: “Jeg tror på kærligheden, også når jeg ikke føler den. Jeg tror på Gud, også når jeg ikke ser ham”. Den danske teolog og filosof Løgstrup har givet et andet spørgsmål at tænke på – nemlig: I stedet for at spørge om hvor det onde kommer fra, hvis der er en god Gud, så kan vi spørge: Hvor kommer alt det gode fra, hvis der ikke var en god Gud?