Før salmen, ”Nærmere Gud til dig”
Jeg ved ikke med dig, men jeg kan ikke synge denne salme, uden at tænke på Titanic. Grunden til at vi skal synge den – og grunden til min prædiken i den grad kommer til at handle om dette skib, er at natten til lørdag var det 111 år siden at Titanic sank på sin jomfrurejse. En eller anden havde i menneskelig arrogance sagt, at Titanic var skibet, som selv Gud ikke kunne sænke, men søndag den 14. april 1912 klokken 23.40 snittede Titanic et isbjerg – to timer og 40 minutter efter forsvandt det ned i dybet.
En af dem, der døde, var musikeren Wallace Hartley. Han var leder af skibsorkesteret og de var blevet beordret ud på dækket for at forsøge at skabe lidt ro midt i kaos. Til sidst gav det ikke mening at spille mere, de takkede hinanden for samarbejdet og gik hver til sit… men hvor skulle man lige gå hen på et skib, der synker og hvor redningsbådene sejler bort? Wallace Hartley blev stående med sin violin og begyndte at spille ”Nærmere Gud til dig”, og hans orkester kom tilbage og spillede lige til det fysisk ikke var muligt mere.

Prædiken

Nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig!
Er det end korsets vej,
du viser mig,
altid dog synger jeg:
Nærmere, Gud, til dig,
nærmere dig!
Salmen var ikke ny for orkesterlederen Wallace Hartley. Nej, ham og hans far tidligere stod for musikken i deres kirke, og havde været med til at introducere salmen. Man kan sige, at hans sidste menighed var den mere og mere kaotiske flok af mennesker på dækket af Titanic.
Gjorde hans musik en forskel? Var der overhovedet nogen, der hørte hans musik? Var der andre end dem, der sad i redningsbådene på vej væk fra Titanic, der havde sans og samling til at høre musikken?
Rent fysisk reddede Hartleys musik nok ikke nogen – men musikken gav i hvert fald musikerne selv og dem i redningsbåden en hilsen om at uanset hvad der sker, om det er korsets og dødens vej, Gud viser os, så er vi bare et skridt nærmere ham. ”Nærmere Gud til dig”.

1514 mennesker døde ved denne katastrofe – kun 712 overlevede. En af disse 1514 var den 39-årige præst og enkemand, John Harper. Han var på rejse til USA, hvor en kirke havde inviteret ham over for at prædike i en længere periode. Han var på rejse sammen med sin 6-årige datter og hendes kusine, de havde udskudt deres rejse, da de fik mulighed for at sejle med Titanic. Da ordren om at komme i redningsbådene lød, så fik han sikkert sendt de to piger ned i en båd – det var bare en sikkerhedsprocedure, for skibet ville ikke gå ned. Som enkemand havde John Harper lov til at komme med i redningsbådene, men han ville ikke. Han havde en mission. Imens redningsbåden blev sænket ned i det kolde vand, kunne hun høre sin fars høje stemme råbe: ”Kvinder, børn og ufrelste ned i redningsbådene. Kvinder, børn og ufrelste ned i redningsbådene”. Det var startskuddet til hans korte tjeneste som præst på Titanic. Det var vigtigere for ham at forkynde Jesus, end det var for ham at redde sit eget liv. Han gik rundt blandt de mange mere og mere rædselsagne passagerer: ”Tror du på Jesus? Tro på Jesus? Tro på din frelser, før det er for sent”. Der er øjenvidner, der fortæller, hvordan han gik rundt og citerede fra Apostlenes Gerninger: ”Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst” (ApG 16,32).

Folk stimlede omkring ham, hvor han bad for folk, imens mere og mere af båden blev slugt af havet

Da Titanic var forsvundet, drev folk omkring, og hang fast på hvad de nu kunne finde i vandet af vragdele, og råbte på redningsbådene – stoppede han ikke sin prædiken. Det fortælles, hvordan han gav sin redningsvest til en, der ikke havde nogen, og råbte: ”Du har mere brug for vesten, end jeg har”. Den mand overlevede.
Jeg har læst en erindringsskrivelse af en af de få, der blev reddet op af redningsbådene:
”Jeg er en overlevende fra Titanic.  Jeg var en af kun 6, der blev hentet op fra det iskolde vand den nat. Da jeg kæmpede for livet sammen med flere hundrede andre mennesker, flød der en mand forbi mig på drivtømmer, der råbte ”er din sjæl frelst?”. Jeg hørte han råbte til andre, imens de en for en forsvandt ned i dybet. Bølgerne bar ham straks efter væk, men bragte ham tilbage til mig lidt senere: ”er du nu frelst?”. ”Nej, det er jeg ikke”. Og han sagde igen: ”Tro på Jesus Kristus og du vil blive frelst” – og kort tid efter forsvandt han selv i dybet”. Hun ender sine erindringer sådan: ”Dér alene midt om natten, med to mil af vand under mig, dér troede jeg. Jeg er John Harpers sidste konvertit”. Kort efter kom en redningsbåd og samlede hende op og hun blev frelst – for anden gang den nat.
Selv i det kolde hav, svømmede præsten rundt og prædikede omvendelse – og med navnet Jesus på sine læber, forlod han denne verden og gik ind til den næste.  Jeg synes det er to stærke historier: Om Wallace Hartley og især om John Harper. En historie, der er så vigtig at den kræver at blive fortalt.
Det er en uge siden, at vi fejrede påske og hørte om hvordan Jesus stod op fra sin grav. I dag hører vi om, hvordan selv de mennesker, der senere skulle gå ud i hele verden og forkynde at Jesus er opstået fra de døde, at selv de tvivlede. Men de så noget, der overbeviste dem. De mødte den opstande Jesus – og det indgød dem et mod, som trodser al fornuft.
En dødsforagt, for de ville hellere dø end at holde budskabet om Jesus for dem selv. Alle undtagen en enkelt af disse disciple, blev slået ihjel på grund af deres tro. Det havde de ikke gjort, hvis det var noget, de havde fundet på.
50 dage efter blev den første menighed grundlagt i Jerusalem – der var næsten 3000 mennesker i den menighed. Havde de gjort det, hvis de var den mindste smule i tvivl om sandheden i Jesu opstandelse? Nej.
Romerriget forsøgte at slå den nye tro ned, for pludselig havde man ikke kejseren som Herre, men Jesu som Herre. Så der blev erklæret krig mod denne tro, og små 300 år tabte de den krig, og kristendommen blev statsreligion i Romerriget. Det begyndte med sølle 12 disciple i et lille uanseeligt besat land – og i dag er 31% af verdens befolkning kristne.
Og hvorfor? Fordi mennesker som John Harper –er blevet overbevist og er gået ud for at fortælle det vigtigste budskab, som vi overhovedet kan høre: Jesus er opstanden – tro på ham.  Harper kunne være blevet reddet for 111 år siden, men valgte at blive og forkynde for dem, der snart skulle dø. Ikke prædike lange prædikener, for det var der ikke tid til, men det simple: ”Tro på Jesus”. For tror vi på Jesus – tror vi på at Jesus døde for mig, for at jeg aldrig i evighed skal smage døden, så er mit liv for evigt sikret.
Man hører fra tid til anden, at ”kirken skal være mere relevant – vi kan ikke relatere til kirkens budskab”. Det mest relevante budskab er det faktum, at Kristus døde for dig. Han døde i stedet for dig. Han udgød sit blod for dig. Tænk: Du behøver ikke at dø eller at frygte for døden.
Vi er så bange for at dø, at døden er et tabu, som vi ikke bryder os om at berøre. Og så hører vi om en mand, der trodser overlevelses-trangen, som vi alle har i os, for at hjælpe andre – ikke hjælpe dem op i en ikke-eksisterende-redningsbåd, men op i troens redningsbåd, der trodser alt. Tænk at have en så stærk overbevisning om at alt det, som vi ellers bygger vores liv og klamre os til, endda selve livet, at det ikke er alt. At det ikke er det vigtigste. Alt, hvad du sætter højt, alt hvad du kæmper for, alt hvad du elsker, kan forsvinde som med et fingerknips. Jesus kan du aldrig miste. Og i troen på ham kan du ”kæmpe for alt, hvad du har kært, dø om så det gælder”. Så kan du leve livet – som man kan læser i Radiserne ”En dag skal vi alle dø” , ”Ja, men alle da andre dage skal vi det ikke”. Og med Jesus behøver den dag ikke kaste en eneste skygge ind over vores liv. For jeg lever og I skal leve.
Så derfor vil jeg stille John Harpers spørgsmål til mig og til dig: ”Er din sjæl frelst?”. Og svarer vi nej, så citerer jeg gerne John Harpers korte prædiken: ”Tro på Jesus Kristus og du vil blive frelst”.