Nu var dynamitten ikke opfundet på Jesu tid, men der er stor lighed med den selvmedlidende Dynamit-Harry i Olsenbanden og så farisæeren i Jesu lignelse: ”Alle tænker kun på sig selv, den eneste, der tænker på mig, det er mig”.
I den lille bøn, som farisæerne beder, lykkes det ham at få sig selv ind i centrum i hver eneste sætning. Hele 4 gange siger han ”jeg”: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Jeg, jeg, jeg og….. jeg. Farisæeren ved, at han er en rigtig god jøde. Faktisk er han meget bedre til at være jøde end de fleste andre jøder, og hans bøn afspejler denne bevidsthed.
Lige så snart vi hører ordet ”farisæer”, så ved vi, at vi har at gøre med en egoistisk, selv-ophøjende person, der er imod Jesus og derfor historisk set placerer sig på fjende-siden.  ”To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer…” og vi er næsten ved at råbe ”buuuuh”.
Men så vi ham ude på gaden, så ville vi bestemt ikke sige buuh. Farisæerne var ekstremt hengivne og meget disciplinerede i deres religiøse praksis. En farisæer var lydig mod loven og gik endda ud over, hvad loven krævede. Han var en man så op til som et godt eksempel – og det tænker jeg også, at du og jeg ville gøre. Jeg tænker faktisk, at vi nok kunne lære noget af ham.
En tolder var derimod et rigtig dårligt menneske. Jeg var henne og besøge en person i et etagebyggeri… på vej op ad trappen læste jeg et skilt på en af dørene: ”Jeg er den, din mor advarede dig imod, da du var barn”. Tolderen var sådan en type, din mor ville advare dig imod. Han var en forrædere og bedrager. De indkrævede skatter til romerne, og den løn, de skulle have for deres arbejde bestemte de selv, for de kunne bare lægge et par procenter oveni. Og det hele var lovligt, men derfor var det alligevel hadet. Hvis en farisæer var i den øverste ende af retfærdighedsstigen, så var var tolderen ikke engang steget på stigen.

”To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder”. Vi ved hvem vi skal holde med – og vi ved, hvem vi selv er og vi er i hvert fald ikke en farisæer.
Problemet med at begrænse vores forståelse til en så indlysende fortolkning er, at vi ender med at lyde ligesom farisæeren: “Herre, vi takker dig for, at vi ikke er som andre mennesker: vi er ikke som de hyklere, du finder andre steder i Folkekirken. Vi er ikke overdrevent fromme, eller selvretfærdige, eller endda som den farisæer, der gør et stort show af deres tro. Vi har en tro til husbehov. Vi møder op fra tid til anden, vi lytter til en prædiken, vi melder os til at bage en skuf-kage og tager et græskar med til høstgudstjenestens aktion, og vi ved, at vi altid skal være ydmyge”.
Og lige så langsomt bevæger vi os nede fra tolderens plads og så op foran – og tør vi kigge rigtigt ned af os selv, så har vi farisæerens tøj på. For det er svært, at være ydmyg, når man faktisk gør noget rigtigt. Eller som bokseren Muhammed Ali sagde: ”Det er svært at være ydmyg, når man er så stor som jeg”. Og det er træls at være ydmyg, hvis der ikke er nogen, der lægger mærke til det. Som da præsten sagde fra prædikestolen ”Vi skal til at have en ny messehagel til kirken – giveren, der er her fra menigheden, ønsker at være anonym”. Og så var der en ældre dame, der faldt ind: ”Ja, for det synes lille-far nu er det bedste”.
Det er så nemt at blive en farisæer – jeg, jeg, jeg og jeg.  Og det er netop den stor forskel mellem tolderen og farisæeren, det er hvem, der er den aktive i bønnen. Farisæerens problem er, at han tror, at hans retfærdighed er sikkert funderet i hans egne handlinger og holdninger. Han stoler på sig selv, på sin egen indsats. Han fortæller måske sandheden om sig selv, men hans bøn savner sandheden om Gud.
I tolderen bøn er Gud subjektet – det er ham, der handler i bønnen. Gud er den, der gør, den, der viser barmhjertighed. Farisæeren så sig selv som hellig på grund af det, han gjorde, men tolderen så sig selv som en synder, afhængig af, hvad Gud gør. Tolderen vidste, at hans eneste chance for at bestå overfor Gud, var hvis Gud er nådig.
Begge mænd henvendte sig direkte til Gud i deres bønner. Begge mænd bad om sig selv. Men den ene satte sig selv i centrum for sin lovprisning, mens den anden bad om Guds barmhjertighed.

En anden fejl, farisæeren begik var, hvem han sammenlignede sig selv med. Jeg har læst en historie om en italiensk præst på Sicilien, der en dag fik besøg af en af de værste mafia-bosser i byen, Giovani. Hans bror Dan var død, og skulle begraves, og der skulle holdes en ligtale over ham. ”du skal sige, at han var en helgen. Gør du det, så får du hundredtusind til kirkekassen, hvis du ikke gør det, så får du problemer med mig”. Ups… præsten gik i tænkeboksen, men fandt på en løsning. Han holdt en prædiken, hvor han oplistede alle de modbydelige ting, som Dan havde gjort: Snydt, bedraget, slået folk, været sin kone utro. Alle vidste om det tilbud, som præsten havde fået, og tænkte, nu er det slut med præsten. Og så sluttede præsten: ”Men i sammenligning med sin bror, så var Dan en helgen”.
Farisæeren fik sig selv til at føle sig bedre tilpas ved at sammenligne sig selv med en, han anså for at være mindre, end han var. Tolderen lavede også en sammenligning, men han sammenlignede sig selv med Guds hellighed, og han indså, hvor langt han var fra at matche den slags retfærdighed. Tolderen vidste, at han 100% havde brug for Guds nåde.
Tolderen er måske ydmyg – set med vores øjne. I sine egne øjne er han desperat. Han har brug for Gud. Alt, hvad han erkender, er sit eget store behov. Han sætter ikke sit håb på noget, han har gjort eller fortjent, men udelukkende på Guds barmhjertighed.
Lignelsen her kan være en fælde. Hver gang vi forsøger at opdele folk i en hvilken som helst form for gruppe, finder vi os selv på farisæerens side. Hver gang vi påtager os at dømme, hvem der er retfærdig, og hvem der er synder, som farisæeren gjorde, eller vi forsøger at opdele folk i de stolte og de ydmyge, falder vi i fælden. Der er en, der har sagt det på den måde: “Hver gang du trækker en grænse mellem, hvem der er “inde”, og hvem der er “ude” vil du altid finde Gud på den anden side”.
Lignelsen handler ikke om selvretfærdighed og ydmyghed. Den handler ikke om en from farisæer og desperat tolder.  Lignelsen handler om Gud. Gud, som alene kan dømme menneskehjertet. Gud, som retfærdiggør de ugudelige, når de ikke beder om andet end barmhjertighed.
Den eneste måde at undgå denne lignelses fælde på er at huske, hver gang vi forsøger at fortolke den, at vi ikke kan hævde andet end vores afhængighed af Guds barmhjertighed. Det er, at når vi glemmer at skabe splittelse, og når vi står foran Gud og kun er bevidst om vores behov, så kan vi også blive retfærdiggjort gennem Jesus og blive inviteret ind i Guds barmhjertighed og nåde.

Sidst på dagen gik farisæeren hjem fra templet på samme måde, som han kom. Han var retfærdig i sine egne øjne og i alles øjne, som så ham. Intet havde ændret sig.
Men tolderen oplevede noget andet. Jesus siger, ”Det var ham, der gik hjem som retfærdig”. Hvordan skete det? Tolderen blev gjort retfærdig af Gud ved sit suk om Guds barmhjertighed. Det var en bøn, Gud hørte, og den ændrede ikke Gud – men den ændrede tolderen.
Den ene forlod templet på samme måde, som han var kommet – retfærdig i sine egne øjne. Men nogle gange er retfærdighed ikke nok. Den, der gik retfærdiggjort hjem, var den, der havde ydmyget sig, fokuseret sin opmærksomhed på Guds nåde og bedt om Guds barmhjertighed. Må vi gøre det samme. Amen.