En taxachauffør blev midt om natten kaldt til en adresse i Minneapolis i den amerikanske stat Minnesota. Han kørte hen til adressen, der var mørkt i huset, med undtagelse af et enkelt lys i nederste etage. Da taxachaufføren dyttede et par gange, skete der ikke noget – mange taxachauffører ville nok være kørt videre, for tid er penge også i den branche. Men denne taxachauffør steg altså ud og gik hen og bankede på døren. En skrøbelig stemme lød indefra huset: ”Et øjeblik” – det lød som om der blev slæbt noget tungt hen mod døren. Døren blev åbnet og en ældre dame – vel på over 90 – klædt i sit nydeligste tøj stod i døren med en tung kuffert – indenfor var møblerne tildækket med hvide lagner og der var intet på væggene, måske var det hele lagt i den papkasse, der stod i hjørnet – der var i hvert fald vaser, malerier og fotografier i den. Det lignede et hus, der skulle forlades.
” Vil De bære min kuffert ud til bilen?”Vil De bære min kuffert ud til bilen?”Vil De bære min kuffert?”
Han tog kufferten og bragte den ud i bilen, og vendte derefter tilbage for at følge hende ned til bilen. Hele vejen ned takkede hun ham for hans venlighed. ”Det var så lidt. Jeg prøver bare at behandle mine passagerer på den måde jeg ville ønske min mor blev behandlet”.
”De er sådan en god dreng” svarede kvinden og satte sig ind i bilen. Hun gav chaufføren en seddel med adressen og spurgte så: “Ville det være muligt at køre gennem den indre by?”
“Det er ikke den korteste vej,” svarede chaufføren.
“Åh, det betyder ikke noget,” sagde hun. “Jeg har ikke travlt. Jeg er på vej til et hospice.”
Chaufføren kiggede i bakspejlet. Hendes øjne skinnede. “Jeg har ingen familie tilbage” fortsatte hun med dæmpet stemme.. “Lægerne siger, at jeg ikke har langt igen.” Chaufføren bøjede sig lydløst frem og slog taxameteret fra. “Hvilken rute vil De gerne have, at jeg kører?”
I de næste to timer kørte de igennem byen. Hun viste bygningen, hvor hun engang havde arbejdet, kørte gennem kvarteret, hvor hun og hendes mand havde boet som nygifte og forbi det hus, hvor hun som ganske ung gik til dans. Nogle huse sad hun bare og kiggede på uden at sige noget.
Da solen stod op sagde kvinden ”Jeg er træt nu – lad os køre”.
Folk på hospicet havde ventet hende, og hun kom hurtig ned i en kørestol. “Hvor meget skylder jeg dig?” spurgte hun og fandt sin pung frem.
“Intet, ” sagde svarede chaufføren.
“Men du skal jo leve,” sagde hun.
“Der er andre passagerer, ” – chaufføren bøjede sig ned og gav hende et kram. “Du gav en gammel kvinde en glædelig stund,” sagde hun. “Tak.” Chaufføren klemte hendes hånd, og gik ind i det blege morgenlys.. Bag ham smækkede døren i. Det var som lyden af et livs afslutning.

Jeg tillader mig at bruge jeres tid på denne her historie her, for den rør mig virkelig, og jeg kan mærke, at når jeg står og genfortæller denne historie her, så får jeg en klump i halsen og de små hår rejser sig på mine arme. Tænk nu, hvis chaufføren bare var kørt efter at have dyttet. Tænk nu, hvis det havde været en sur chauffør, der bare var træt efter en nattevagt og nu BARE ikke gad sådan en gammel dame. Tænk nu, hvis chaufføren ikke havde været åben overfor dette menneske – og ikke havde beriget hendes liv med denne æresrunde igennem hendes liv – og heller ikke havde beriget sig selv med denne tur. Chaufføren var i hvert fald ikke selv i tvivl: I et hurtigt overblik, tror jeg ikke umiddelbart, at jeg har gjort noget , der var vigtigere i mit liv – end dette.” Men tænk, hvis han ikke havde været åben overfor dette øjeblik. Heldigvis var han.
I hjertet af den bibeltekst, jeg lige har læste for jer, er der et lille, men meget vigtigt ord – et ord, der i sin dybeste mening samler hele Jesu budskab og hele Jesu virke her på jorden. Evangelisten Markus har skrevet det på det sprog, som Jesus selv talte, for at ordet må være mere levende. Ordet er ”Effatha”, luk dig op.
Jesus gør et tegn – han helbreder et menneske, der havde svært ved at tale, og som ikke kunne høre. Ja, Jesus måtte endda gøre tegn ved at røre ved hans ører og hans tunge for at kommunikere med ham.
Det er den bogstavelige betydning af ordet ”Luk dig op”. Før var han lukket i overfor verden ved Jesu hjælp åbnede han op. Hans helbredelse var en åbning overfor andre, overfor verden – det startede med hans organer stemmen og hørelsen og endte med en helt ny åbenthed overfor verden – en helt ny måde at leve på.
Men vi ved jo også godt, at lukkethed i forhold til verden, ikke kun er afhængig af vores organer.  Der er en indre lukkethed, som gælder det dybeste centrum i os mennesker, nemlig det Bibelen kalder for vort hjerte. Det var det, som Jesus kom for at lukke op, for at befri, så vi kan leve fuldt ud med vor Gud og vores medmennesker. Jesus blev menneske, sådan at vi mennesker som ellers var døve og stumme af synden, at vi ville kunne høre Guds stemme, stemmen, der taler til vores hjerter. Så vi ville kunne tale kærlighedens sprog med Gud og med vore medmennesker. Derfor er ordet ”Effatha” – ”luk dig op” en opsummering af Jesu mission her på jorden. Effatha – luk dig op, øre, luk dig op tunge!
Det er virkelig mit indtryk, at vi moderne mennesker lider af en åndelig døvhed overfor Gud. Det er svært at høre ham. Der er så mange andre frekvenser i vores øre, så vi simpelthen ikke kan høre ham – eller også hører vi kun meget lidt af det. Alt det, der siges om ham virker så gammeldags, virker så ude af trit med vores videnskabelige tilgang til livet. Det passer slet ikke ind i vores tid.
Og kan vi ikke høre Gud, så kan vi naturligvis have svært ved at tale til ham og vi kan slet ikke tale med ham.  Uden den kontakt med Gud – som vi jo ellers er døbt til have – gør at vores liv åndelige liv bliver mere og mere indskrænket. Vi reducerer den treenige Gud med en eller anden vag forestilling om ”der er mere mellem himmel og jord end sådan lige”. Kærlighed bliver erstattet af tolerance – kristendom bliver reduceret til humanisme. Mangler vi den dimension i vores liv, så vil vores forhold til og opfattelse af resten af verden naturligvis også blive indskrænket. Ser vi mennesket som et resultat af Big Bang og tilfældig udvikling og ikke sådan som vi virkelig er, nemlig skabt i Guds billede, skabt ikke bare tilfældigt men fordi vi er villet, ønsket og elsket af Gud – hver eneste af os er udvalgt i kærlighed – mister vi det, så må det simpelthen betyde noget for  den måde, vi ser på andre mennesker på. Uanset om det menneske så er et lille ufødt barn, en savlende umælende beboer på en døgninstitution, en incest-anklaget mand i arresthuset eller en gammel kone med kufferten, der er på vej til hospice.
Vi skal lære at være åbne for den gamle kone med kufferten og derfor behandle hende som et elsket menneske. Vi skal lære at åbne op og se et menneske selv i den største forbryder – og derfor behandle ham som det elskede menneske, som Gud ser. Vi skal være åbne for vores medmennesker – føler vi en kynisme i vores samfund, så kan vi ikke kurere den på anden vis end ved at gå til rødderne, årsagen: Vort manglende forhold til Gud. Vort samfunds manglende forhold til Gud. Lad os åbne os overfor vore medmennesker – så vi kan se et dyrebart menneske – og ikke et menneske som vi lige kan tjene lidt hurtige penge på. Taxachaufføren fra før behøvede ikke at slå taxameteret fra… men det gjorde han.
Lad os være åbne overfor vores medmennesker. Det er min påstand her i dag, at det kan vi kun fuldt ud gøre, hvis vi også åbner op i forhold til Gud. Hvis han igen kommer ind i vort liv – hvis vi lader hans bøn ”effatha, luk dig op” gælde os. Så vil vi også åbne os overfor vores medmennesker så vi ikke se dem som redskaber for vort liv, men se os selv som redskaber for Gud til at berige deres liv – og som en sidegevinst vil vort eget liv også blive beriget!!
Lad os, der er her i dag, bede om, at Jesus igen må sige sit Effatha over os, at han må helbrede vores døvhed overfor ham, hans ord og hans gerninger. At han må gøre os hørende – at han må lære os at genopdage troens sprog, bønnen. ”Effatha” – luk dig op. Og ved du hvad – pludselig vil du se meget mere i verden end du gjorde før – en verden uden Gud er ikke et sted, jeg vil være. En verden med Gud er et fantastisk sted – når vi pludselig ser almindelige ting som guddommelige.