”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind”.”
”Du skal elske din næste som dig selv”.

Jeg ved ikke med dig, men når jeg læser de to bud, så bliver jeg kun bekræftet i min mistanke om at jeg stadigvæk har brug for en frelser. Elsk din næste som dig selv – hvordan skal jeg kunne det. Nogle gange har jeg endda svært ved at elske mig selv… hvor meget så ikke min næste, det dumme svin. Vi er meget bedre til at dømme vores medmennesker end vi er til at elske dem.

Og hvad med at elske Gud?
Er det nemmere?
Ja, sikkert, især hvis man ikke har stået og hældt jord på ens spædbarns kiste.
Hvis man ikke er uhelbredelig syg.
Hvis man ikke har været en tur i en af nazisternes koncentrationslejre enten som fange eller turist.
Hvis man ikke har været i netop din situation, hvor du synes at det var forgæves at have bedt Gud om hjælp. Hvor er Gud henne, når man virkelig har brug for ham?

Vi lever i en forkrøblet verden, hvor ondskab og synd formørker ikke bare vores syn på os selv og vores medmennesker, men også vores syn på Gud. Så derfor ser vi ikke Gud, som han virkelig er, nemlig god, hellig, kærlig og almægtig. Derfor er det også et af de bud, vi ikke kan overholde: Elske Herren din Gud altid og med alting.

Så de to bud er lakmus-prøven på om jeg er en synder eller ikke – for resten af buddene er praktiske konsekvenser netop af de to bud. De to bud viser derfor, om jeg kan klare mig selv ELLER om jeg har brug for en frelser.

I Jesus har vi den frelser. I Jesus har vi Kristus, som ikke bare var et menneske med alt det, vi kan sige om et menneske, bare uden synd. Han var også Gud med alt det, vi kan sige om Gud.

Lige efter at Jesus har svaret på spørgsmål om buddene, så stiller han farisæerne et spørgsmål : ”Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?”.

Det kan lyde som meget teoretisk, men i virkeligheden er det en invitation. Vi kan kalde det for Jesu sidste invitation til at tænke over hvem han er. Jesus har i de cirka 3 år viste dem hvem han var, forkyndt det og givet beviser på sine påstande, men de har ikke lavet andet end at modarbejde Jesus og lukket ørene overfor hans påstande og forsøgt at få ham ned med nakken.

En sidste gang vil han give dem en mulighed for at få afklarer hvem han er, sådan at ikke-troende syndere, kan komme til tro.

”Hvad mener I om Kristus? Hvis søn er han?” – og svaret er som enhver jøde ville svare: ”Davids søn”. Det er hvad Det gamle Testamente skriver (2. Sam 7, Sal 89: Ez 37). Det vidste alle, at den ventede Kristus var søn af David, altså kongen over Israel. Kristus er en menneskelig konge indsat af Gud til at skabe fred i Israel. Rettroende jøder venter stadigvæk på Kristus, Messias – og mon ikke deres bøn om at Messias kommer er meget intens i de dage, som de oplever netop nu?

Kristus, Messias er et menneske… og det er jo ikke forkert, men det er kun halvdelen af sandheden.  Og halve sandheder hjælper ikke.
Jesus holder derefter en kort bibeltime over et vers fra Salme 110 i Det gamle Testamente ud fra spørgsmålet: ”Hvorfor kalder David så Kristus for Herre, hvis han er hans søn?”.

I en mellemøstlig verden ville ingen far kalde sit barn for ”Herre”. Ingen! Men i Salme 110 siger David: ”Herren sagde til min herre” – eller oversat: ”Gud sagde til Davids herre, sin søn – sæt dig ved min højre hånd”. Gud deler sin magt og autoritet med Kristus.

”Hvordan hænger det sammen, at Kristus både er søn af David og Herre til David?”. Svaret må være: Kristus er både menneske og Gud, men det kunne farisæerne ikke se, eller også ville de ikke se det. De ville ikke sige det, for de ved hvad Jesus påstår om sig selv – de ved hvad han antyder hele tiden, men de kan og vil ikke følge ham, selv om beviserne har været overvældende. De kunne naturligvis ikke se det, der skal en overnaturlig åbenbaring til at se, men deres hovmod lader dem ikke se lige foran dem: At den lovede Messias, Kristus, ikke bare er et menneske, men Gud-mennesket. Ja, at det er ham, der står overfor dem lige nu. Og de har set bevis efter bevis på at det er en sand påstand.

”Ingen kunne svare ham et ord og fra den dag turde heller ingen længere spørge ham om noget”.
Næste skridt er ikke at tale, men at angribe, lyv og dræbe Jesus.

Det var Jesu sidste invitationer til jøderne – sidste mulighed for at erkende, at jeg er Gud og menneske. I kapitlet bagefter kommer Jesu sidste offentlige forkyndelse og den handler om ”Ve jer”. Forkaster man Jesus, er der kun veråb tilbage.
”Hvad mener I om Kristus?” – eller spurgt i dag: Hvem er Jesus? Den halve sandhed florerer stadigvæk: Han var et menneske, et godt menneske, et viist menneske. En morallærer. Men det er i bedste fald kun halve sandheder om Jesus. Der er mange opdigtede svar, men der er kun et svar, der frelser.
Det er derfor verdenshistoriens vigtigste spørgsmål – ”Hvad mener du om Kristus? Hvad mener du om Jesus?”. Der findes ikke noget spørgsmål, som er mere vigtigt at få besvaret end det. Og ikke bare et fornuft-svar, men et hjerte- og tro-svar, en trosbekendelse.
Han er Gud og menneske.
Han døde og blev levende igen efter 3 dage.
Han opsteg til himmelen, og sidder ved Guds højre hånd, hvorfra han skal komme igen og dømme levende og døde.
Det siger vi, det bekender vi, men hvad tror vi? Hvad mener du om Jesus? For er tro det samme som viden? Tro er ikke det samme som at forstå en masse uforståeligt. Nej, det er rigtig meget jeg ikke forstår om korset og om frelsen og om Jesus, men Bibelen siger heller ikke, at jeg skal forstå, men at jeg skal tro. Og tro på Jesus er at overgive sig helt til ham. Overgive sig til Helligånden, der alene kan få dig til at kende, erkende og tro sandheden om Jesus. Og jeg tænker, at han gør det i etaper, et skridt ad gangen, mere og mere af sandheden.

At tro er at modtage – modtage alt det, som Jesus er.
Og hvad er Jesus?
Jesus er livets brød,
Jesus er livets vand,
Jesus er verdens lys,
Jesus er det sande vintræ,
Jesus er opstandelsen og livet,
vejen og sandheden og livet.

At tro er at tage imod alt det. At tro er at komme til Jesus og modtage ham som din eneste skat, dit livgivende vand, din sjælemad, din herre, din frelser – at tro er at glemme at præstere, men bare at tage imod.

Jesus siger fra korset:
Jeg vil frelse dig, jeg vil tilgive dig. Jeg vil forandre dig og skabe dig om til et nyt menneske, hvis du kommer til korset med anger og tro. Så derfor må vores liv altid være en vandring hen til Jesus. Luk ham ind i dit liv, i din familie, på din arbejdsplads, i din skole, i dit fællesskab blandt venner og familie. Luk ham ind i alle faser af dit liv, og han vil skabe dig om til et nyt menneske, der kan elske Herren af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Vend dig fra din synd, dine overtrædelser – og vend dig imod Jesus.

Lad os om et øjeblik mødes ved alteret – lad os gå til alters, ikke som en tør tradition eller som et dødt ritual, man lad os mødes og sammen modtage Jesus så konkret, at vi kan smage ham. Som der står i Salmernes Bog i Det gamle Testamente: Smag og se, at Herren er god; lykkelig den mand, der søger tilflugt hos ham.