For 5 kroner kunne man leje et lille stykke jord i Odense Skolehave. Vi var et par drenge fra folkeskole-klassen, der lejede sådan et stykke jord sammen med andre skolebørn. Vi fik udleveret en pose med frø og løg og en hakke og spade, og så kom vi ud til det lille stykke jord på et par kvadratmeter. Det var ikke særligt meget, men jeg var stolt – det var min jord, mine planter og til sin tid, vil jeg kunne tage gulerødder, kartofler og en enkelt blomst med hjem til min mor. Jeg var ude hver anden dag, for at fjerne ukrudt, for at vande… Jeg var så glad for mit lille ”frimærke”… og det var jeg i næsten en hel måned. Så gik der længere og længere imellem jeg kom afsted – og forskellen mellem mit havestykke og dem ved siden af, var tydelig. Ukrudt gror hurtigere end gulerødder. Til sidst kom jeg ikke mere – nu var det noget andet, der var spændende.
Det er desværre ikke sidste gang, jeg er blevet grebet af et eller andet, som jeg kaster mig over, for så at miste interessen, når jeg så finder ud af, at det kræver en lidt større indsats. Mit seneste projekt er at forsøge at spille tværfløjte. Jeg så hvordan der var en, der legende let spillede på sådan en. ”Det må jeg også…” Men er I klar over hvor svært det er overhovedet at få en lyd frem i den? Måske er det derfor min kone bedre kan lide min periode med tværfløjte end den gang, jeg spillede harmonika.
Måske kender I det også?
Det med at være glad, ja, begejstret over et eller andet, men pludselig mister man interessen. Lige så stille.
Det kan være en hobby. Dine lærreder eller din guitar samler støv i hjørnet, og du finder aldrig tid til at udforske din kreativitet.
Eller du har været en ivrig motionist og har trænet regelmæssigt. Men efterhånden som arbejdspres og andre forpligtelser stiger, begynder du at forsømme din træning og til sidst, så er Kondi, noget du drikker.
Det kan også være et venskab, der er ebbet ud. Du har haft en tæt ven, men på grund af ændringer i livet begynder I at se hinanden mindre og mindre, og I forsømmer at opretholde kontakten og jeres venskab svækkes med tiden. Det kan også være ens ægtefælle – det, man kalder for ”vi er vokset fra hinanden”.
Der kan man måske virkelig sige, at man har svigtet sin første kærlighed. Vi hørte ordene for lidt siden læst her på trappen fra Johannes Åbenbaringen: ”jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed”.
Ordene er sagt til menigheden i Efesos, der advares om at de har svigtet deres første kærlighed, Gud. De har engang brændt af kærlighed og iver for Gud, de har klaret sig så fantastisk godt, men som tiden gik, begyndte andre ting at snige sig ind og tage over. De havde mistet fokus på det vigtigste, og deres åndelige iver og kærlighed til Gud og deres næste var blevet erstattet af ligegyldighed. De var faldet fra troen og nu advares menigheden, at vender de ikke om, så vil Jesus flytte deres lysestage fra sin plads. Det er vel en advarsel om at de vil miste deres status som en del af Guds folk.
Hvis vi kigger på dagens første tekst, den fra Det gamle Testamente, så er det også det, der er på spil dér: Jøderne er ved at mistet deres status som Guds folk. Ja, Gud sender endda Moses ned fra bjerget og siger: ”Skynd dig ned! Dit folk, som du førte op fra Egypten, har handlet slet”. Altså det er ikke Guds folk, men Moses´ folk.
Og det lyder til, at de jøder, som Jesus skændes med i dagens tekst, at de også havde mistet denne høje status: ”Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig” – ” I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster”.
Jesus præsenterede sig som sandheden, som vejen til Gud. Men de jødiske præster og religiøse overhoveder havde svigtet deres første kærlighed til Gud. De var blevet fanget i stolthed og synd, og de havde mistet synet af Guds vilje. De havde opbygget det mest forfinede og fintmaskede religiøse system, som lukkede sig om dem selv. Men selv midt i deres vildfarelse tilbød Jesus dem nåde og mulighed for omvendelse. Jesu ord slutter ikke med en dom, men med en åben invitation: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden. Midt i advarslerne om fortabelse og fald, tilbyder Jesus altså en vej til omvendelse og frelse.
Hvor står vi henne i det her? Har vi svigtet vores første kærlighed, hvad troen på Gud angår.
Hvordan er det med bøn og åndeligt fællesskab? Når vi begynder at forsømme vores daglige bønner og vores fællesskab med andre troende, kan det være et tegn på, at vores forhold til Gud er blevet koldt. Vi prioriterer ikke længere vores åndelige forbindelse til ham og mister gradvist vores iver for at søge ham i bøn og fællesskab.
Hvad med Bibellæsning? Holder vi op med at læse Bibelen regelmæssigt og søge åndelig vækst gennem studiet af Guds ord, kan vores forhold til Gud blive svækket.
Når vi begynder at prioritere vores egne ønsker og fornøjelser over vores forhold til Gud, kan vi miste vores første kærlighed til ham. Vi bliver optaget af verdslige ting og mister vores iver for at tjene og tilbede Gud alene.
Sygdom, prøvelser og modgang kan også svække vores tro og tillid til Gud. I stedet for at søge ham og stole på hans løfter, kan vi blive bitre, tvivlende eller vrede på ham, hvilket kan føre til en afstand mellem os og Gud.
Det sker ikke sådan pludselig over en nat som det skete, da jøderne samlede guld ind og lavede en guld-statue og dansede omkring. Nej, det sker gradvist. Stille og roligt og gradvist driver vi bort, uden at vi måske bemærker det, bliver vores kærlighed til Gud koldere og koldere. På den måde blev vi som menigheden, Jesus talte til, der faldt fra deres første kærlighed til Gud. Og så kan vi man pludselige spørge som Brorson spørger i næste salme: ”Af døbte vrimler stad og land, men hvor er troens brand?”.
Men midt i vores svigt og fald holder Jesus fast på os. Han inviterer os til at vende om og vende tilbage til ham, hvor vi engang var. Han venter tålmodigt på os med åbne arme og en kærlighed, der aldrig svigter. Han siger: “Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” Disse ord er ikke kun et løfte om evigt liv, men også et løfte om nærvær og fred i vores daglige liv. Ordene minder os om, at selv når vi vender os væk fra Gud, vender han sig aldrig væk fra os. Når vi vender tilbage til ham med hele vores hjerte, oplever vi en fornyet nærhed til Gud, en fornyet glæde og fornyet tryghed i hans kærlighed.
Lad os derfor ikke lade vores svigt og fejltrin forhindre os i at vende tilbage til Gud. Lad os ikke lade vores skyld og skam holde os væk fra ham, for han venter altid på os med nåde og tilgivelse.
Må vi alle være
modige nok til at vende om,
stærke nok til at holde fast ved Jesu ord og
ydmyge nok til at vende tilbage til vores første kærlighed til Gud.
Lad os begynde på ny og lade Guds kærlighed og nåde lede os til et liv i dybere fællesskab med ham.