Paulus var ikke blot en omrejsende prædikant, han var også en præst og ven for de menigheder, han grundlagde. I brevet til menigheden i Tessalonika skriver Paulus:

Brødre, vi vil ikke, at I skal være uvidende om dem, der sover hen, for at I ikke skal sørge som de andre, der ikke har noget håb.

Håb – kristendommen forkynder håb midt i en periode, hvor religion og filosofi ikke peger på håb, men håbløshed. Overalt, hvor Paulus kom frem mødte han foruden et hav af trøstesløse religioner,.

Man har gjort nogle flotte udgravninger i Tessalonika. Man har blandt andet fundet gravpladsen og på en af disse gravsten stod der to meget sigende ord, nemlig ”Intet håb”.

 

Men midt i en by med sådan en gravsten var der altså en kristen menighed, hvor der blev forkyndt et håb. De kristne har håb – og derfor behøver vi ikke at sørge som andre, der med rette ikke har noget håb. For døden er sandelig en håbløs tragedie for dem uden Jesus.

Mange af jer har i det forgangne år stået ved en grav og kigge ned på en hvid kiste. Eller I har stået ved en af jeres kære og se det kolde, rolige ansigt på vedkommende – og vi bliver konfronteret med dødens endeligt. Vi som kristne bliver også konfronteret med menneskeracens fuldstændige fallit. Der er intet vi mennesker kan stille op.

Ind kommer filosoffen. Han kommer med dybe filosofiske tanker om døden – han citerer fra gamle vismænd fra fortiden. Men ingen af dem kan tale med autoritet om hvad døden er og hvad der ligger bag. Her stopper fornuften og åbenbaringen må overtage.

Ind kommer videnskabsmanden: Han siger – ”Jeg er ked af det, min ven. Jeg gjorde mit bedste. Jeg trænede din doktor, jeg udstyrede dit hospital. Jeg skaffede den bedste medicin – men jeg slog fejl”. Heller ikke han kan fortælle mig, hvordan man kommer tilbage til livet, uanset hvor meget vi kender til celler, gener, kromosomer og DNA.

Ind kommer familien: Der står en grædende mor og den sønderbrudte far. Den grædende far, der kunne sige lige som Kong David over sin søn Absalom:

”Min søn, Absalom, min søn, min søn. Absalom. Gid det var mig og ikke dig, der var død! Absalom, min søn, min søn” (2 Sam 18,33).

 

For os mennesker er døden endelig, kold, modbydelig, hård og fuldstændig. Den er grim, truende og uundgåelig. Grundtvig kalder døden for den sidste fjende – og han skriver i salmen ”At sige verden ret farvel”:

Før døden med sin istap-hånd
gør skel imellem støv og ånd,
bortvifter hjertets varme,

Uden Bibelens løfter er vi uden nogen trøst – der siger, at for den troende er alt godt. ”I skal ikke sørge”. Dem, der er døde, er blot sovet hen. Vi kristne skal ikke frygte døden mere end vi frygter at lægge os til at sove om aftenen.

Men er det da ikke nogle hårde ord, når man står ved en grav – at man ikke må sørge, for vi tror på opstandelsen. Prøv sig det til dit eget hjerte, hvor du står ved en åben grav med en af dine kære… men hjertet vil simpelthen ikke lade være med at sørge. Vi sørger, når vi står ved en grav. Vi græder – vi pines, vi længes, når vi står ved en grav. Og jeg tror ikke, at Paulus´ ord kan fjerne tårerne fra vores øjne, når vi står ved en af vore kæres grav. Og Paulus forbyder dem heller ikke at græde og at sørge. For ja, vi sørger, men vi sørger ikke som dem, der ikke har noget håb!! Det er den store forskel! Vi sørger ikke som dem, der ikke har noget håb!! De kristne har et håb – og det håb hedder Jesus.

 

 

Paulus skriver, at vi ikke skal sørger som dem, der ikke har noget håb, for vi har nemlig et håb, Jesus – og det som opstanden.

For så sandt som vi tror, at Jesus døde og opstod, vil Gud også ved Jesus føre de hensovede sammen med ham.

Vi kristne har et håb – og det håb hedder Jesus. Jesus, der døde og opstod.

Der er intet faktum i verdenshistorien, der er større end det. Når Paulus skriver det her Jesus døde og opstod, så er det faktisk et øjenvidne vi læser her, for Paulus har set den opstandne Jesus. Han talte til ham, han kaldte ham til at være kristen, han sendte ham som apostel.

 

Jesus døde og opstod.

Ved et nazistisk møde i Nazityskland sad der en præst og lyttede til en taler, der tordnede derudad det bedste han havde lært mod jøderne. Og på et tidspunkt pegede taleren ned på præsten og sagde: ”Pastor Schutez, du er en tåbe. Tænk, at der er nogen, der vil tro på en korsfæstet, død jøde”.

Og præsten rejste sig op og sagde: ”Ja, jeg ville virkelig være en tåbe, hvis jeg troede på en korsfæstet, død jøde. Men jeg tror på den opstandne og levende Guds søn”.

 

Jesus døde og opstod – det er det centrale budskab i evangeliet. Og vi vil aldrig være alene – selv i døden vil vi være sammen med ham.

 

Jesus døde og opstod – det er derfor vi har en kirke her i Asdal og det er derfor, at vi høre de fantastiske ord ude ved graven:

Af jord er du kommet

Til jord skal du blive

og af jorden skal du igen opstå.

 

Og det er derfor, at vores farvel ude ved graven ikke behøver bare at være et farvel, men også et farvel og på gensyn. For som vi skal synge om lidt:

 

Herrens venner ingen sinde

mødes skal for sidste gang

Når til afsked tårer rinde

dette ord har liflig klang.