Hvis du ser tilbage over det liv du har levet frem til nu, hvem vil du så sige har øvet største indflydelse på dit liv. Der er nok mange forskellige bud – forældre, søskende, venner, en forfatter, en præst, en politiker. Vi kan ikke gå igennem livet uden på en eller anden måde at blive påvirket af vore omgivelser og de personer, der er dér… eller de personer der var der.

 

Alle helgens søndag er blevet til den dag, hvor vi mindes de mennesker, der øvede indflydelse på os, men som nu er døde og som kun her på jorden lever i vore minder.

Måske var det en af dem, der har øvet indflydelse –

måske er det en af dem, der var salt og lys i vores verden og i vores liv.

Vi kan sende vore tanker tilbage – men det må ikke hindre os i at forstå, at vi ikke kan blive ved med at tænke tilbage på hvad andre har gjort mod os, for nu er opgaven vores. I teksten til i dag står der ikke ”de var jordens salt og verdens lys” som så ville afføde en prædiken om de døde. Nej, der står ”I er jordens salt og verdens lys”. Dem, som er døde er ikke længere salt og lys i verden, men stafetten er givet videre – opgaven er nu lagt over til os: I er jordens salt og I er verdens lys. Nu er det vores opgave at øve indflydelse på vores omgivelser – det gælder naturligvis alle, men Jesus siger at vi som kristne har en større forpligtelse end andre. Og som altid har Jesus jo ret i det han siger – folk ligger mærke til hvordan vi som kristne lever vores liv.

Jeg har hørt denne vandrer-historie om en præst, der stod i sin præstegårdshave og bankede nogle træstykker på sin rækværk. Mens han bankede løs opdagede han at der stod en dreng ude på gaden og kiggede på ham – og det gjorde han et stykke tid indtil præsten spurgte: ”Nå – du står lige og får lidt idéer til hvordan man laver tømmerarbejde?” – ”Nej” svarede drengen ”jeg er bare spændt på hvad en præst siger, når han slår sig over tommelfingeren”.

Folk ligger mærke til hvad vi siger og gør – fordi vi er kristne.

Hvad ser de, når de ser på os?

Hvad er vores indflydelse på folk vi omgås?

Spørger vi Jesus svarer han: I er lys og salt. Det vil sige finder vi frem til hvad lys og salt er, så kan vi også se hvad Jesus siger om os. Hvad de er på det fysiske plan, det må vi være på det åndelige.

Hvis salt bare bliver i sin saltbøsse, ja, så er det ikke til ret stor hjælp. Nej, salt skal ud af saltbøssen og ud i kontakt med dets omgivelser for at være effektiv. På samme måde med os kristne – er vi kun kristne her i kirken, jamen så er vi ikke ret effektive – vi skal ud og påvirke og øve indflydelse uden for kirkens fire vægge.

Og udenfor saltbøssen bevarer saltet og forhindre forrådnelse. Før i tiden havde man ikke køleskabe og frysere og derfor saltede man kød for at undgå at det skulle gå i forrådnelse. Jeg har ladet mig fortælle, at man stadigvæk gør det i visse varme steder, hvor de ikke har frysere til deres rådighed.  Man gnider kødet ind i saltet og dermed forhindres kødet i at gå til.

På samme måde er vi kristne verdens salt – når vi kommer i kontakt med syndere i verden skal vi forhindre at dem i at komme længere væk fra livet – at komme længere væk fra Gud. Vi kristne bevarer skabningen til vores Gud.

 

Salt giver smag og kraft: Uden salt bliver maden kedelig og smagløs. Uden kristendommen og det evangelium vi praktiserer vil verden være uden smag, fad og åndsforladt. I verden i sig selv, som den er uden, er der ingen sand smag. Når folk møder os, skal de gerne få smag for Gud – vi kristne giver smag og kraft i verden.

– Man kan ikke i det ydre se, at der bliver brugt salt,

– man kan ikke hører, at her er der sandelig salt.

Nej, men man kan smage salt, man kan se at saltet virker. På samme måde foregår det bedste vi som kristne kan gøre i det skjulte. Vi gør vores største stykke arbejde på vore knæ – ved at bede. Vi gør vores største stykke arbejde ved forandrede liv – ved at vi folk på vore liv kan se, at vi er kristne og bruge os som forbilleder for deres liv.

Efter at Jesus har slået fast, at vi er salt, så advarer han: ”Men hvis saltet mister sin kraft, hvad skal det så saltes med? Det duer ikke til andet end at smides ud og trampes ned af mennesker” . Hvordan mister salt sin kraft? Nu er jeg ikke fysiker, men jeg har spurgt en af mine venner der er det. Han svarede, at saltet ikke mister sin kraft med tiden – fandt vi noget salt fra Jesu tid ville det stadigvæk smage salt og have kraft i sig. Salt kan heller ikke nedbrydes – jer, der har forstand på kemi ved at salt, eller som det rigtig heder NaCI er stabilt.

 

 

Den eneste måde salt kan miste sin kraft på er hvis det bliver blandet med noget andet. F.eks. kunne salt på Jesu tid for eksempel fra Dødehavet indeholde andre mineraler, der tog saltets kraft. Eller man har også læst om eksempler, hvor saltet simpelthen blev blandet med gips, fordi salt var en dyr ting. Resultatet var derfor ofte at saltet havde mistet sin kraft og kun kunne bruges til at smide ud for at fylde hullerne i vejen – det duer ikke til andet end til at trampes ned af mennesker.

På samme måde med os kristne – vi er i verden, men ikke af verden. Her er der naturligvis en spænding: Hvordan kommer vi ud af saltbøssen – ud af kirken og leve som kristne i verden udenfor uden at blive sammenblandet? Her er en spænding: Kirken skal ud i verden – men verden som ond skal ikke inde i kirken – sker det bliver vi blandet op, bliver vi sammenblandet. Resultatet er at vi mister vores kraft – mister vores funktion i verden – vi giver ikke længere smag i verden, vi bevarer den ikke længere for Gud, ja, måske fremmer vi endda forrådnelsen ved at sige: Giv bare los – seksuel umoral vielse af homofile i kirken, ukærlighed og forklædt egoisme. I er jordens salt!

Det er ikke noget, der er rart at høre – det er ikke populært at være det, der hedder politisk ukorrekt, men på den anden side: Kommer der salt i et sår gør det ondt. Sådan er det med Guds sandhed, rammer det noget i os mennesker, som vi selv sætter pris på, men som Gud siger nej til… jamen så gør det ondt. Vi er sat til at være salt i verden.. ikke bare dér, hvor vi er velkomne, men også dér, hvor vi er velkomne, hvis vi bare hyler med de ulve, vi er i blandt.

Jesus siger også: I er verdens lys. Billedet med lyset er nok lettere at forstå for os i dag – lyset skinner op i vores verden – uden lys ville verden gå til i mørke og mennesker miste energi, kraft og livsmod. Mange mennesker lider af vinterdepression netop fordi de mangler lys og den varme, som kommer fra solens lys og stråler. Jesus er verdens lys og vi skal sende hans lys videre ud, så det skaber orientering i en ellers forvirret verden. 

Lyset skal skinne frit i verden – vi skal ikke skjule Guds lys under en skæppe – under et falsk ydre, der mere passer til verdens mørke. Nej, gør vi det dør lyset af iltmangel, så dør vor tro og vores liv bliver lige så mørkt som det mørke, der omgiver os.  Nej, op på en lysestage med lyset – op og skin for alle mennesker til hjælp, trøst og vejledning.

Men hvad skal vi bruge disse ord til rent konkret?  Det første, der slår i hvert fald mig, når jeg læser dagens tekst er, at der står ”I er”. I er jordens salt og I er verdens lys. Jesus siger ikke – I burde være jordens salt – I vil på et eller andet tidspunkt blive verdens lys. Det er heller ikke nogen ordre: Vær lys og salt. Nej, som kristne er vi det allerede nu.

Det første vi skal gøre er at spørge os selv:

– Er vi så salt og lys?

– Eller er vi dødt, råddent kød og mørke?

 

Er vi det sidst, da må vi råbe, bede og trygle Jesus om at han vil frelse os. Og da vil han skabe os om til salt og lys, for det er fra ham, vi får kraft til at være salt på jorden – det er fra ham det sande lys skinner, som vi som lys i verden skal skinne videre. Det er ham, vi med vore liv skal ære og pege på.

Den andet vi skal spørge os selv om er: Gør vi brug af vore egenskaber? Kommer vi ud fra kirkens fire vægge og er vi kristne dér hvor folk har brug for os?

For snart 2000 år siden blev evangeliet frigivet – sendt ud til hele verden og som en stafet blev evangeliet om syndernes forladelse og nyt liv givet videre fra generation til generation. Vi er de eneste levende repræsentanter for Jesu kærlighed her på jorden – hvis vi ikke fortæller folk om Jesus, hvordan skal de så lære ham at kende? Hvordan skal de så blive frelst? Det er så nemt bare at skubbe arbejdet som lys og salt over til andre – men tænk om alle gjorde det. Du har måske ikke evnerne til at gå ud og prædike på gader og stræder, men det er heller ikke det Gud forlanger af dig. Gud forlanger ikke unatur af dig – men forventer at du bruger de evner og de muligheder, der er dine. Han forventer at du skal være som du er – og du er som kristen salt og lys i verden.

De mennesker vi i dag på alle helgen mindes var måske med til at give dig Guds ord – var med til at være salt og lys i din tilværelse. De har givet stafetten – evangeliet videre til dig. Vil du beholde evangeliet for dig selv og være den, der bryder kæden – eller vil du række det videre, som du selv nyder så godt af?