De fleste af jer kender nok filosoffen Nietzsche – ham, der er blevet kendt for sætningen ”Gud er død”. Gud er nu blevet erklæret for død mange gange, men der har han nu alligevel overlevet hver eneste gang.
Men Nietzsche har nu sagt mere end det – et andet ord han er blevet kendt for, er i hans angreb mod kristendommen. Han beskyldte kristendommen for at være en ”Umwertung aller Werte” – altså en omvurdering af alle værdier. At kristendommen var de svages religion, fordi den vendte alle værdier på hovedet, så det svage pludselig var det stærke. For Nietzsche var det gode, følelsen af magt, viljen til magt og magten i mennesket – og det dårlige var alt det, der udgår fra svaghed. Og der så han især kristendommen. Kristendommens Gud var for ham at se de syges Gud og de svages Gud – kristendommen var for ham derfor menneskehedens største ulykke, for den lavede hver eneste værdi om til noget negativt.
Man kan sige meget om Nietzsche, men det er et spørgsmål om han ikke midt i sin vrede mod kristendommen og midt i sin voksende galskab, alligevel ikke har leveret en rigtig analyse af Jesu lære. Og det ser vi især en søndag som i dag, alle helgen, hvor teksterne virkelig vender det hele op og ned. I hvert fald ud fra et almindeligt verdenssyn. Vi hører om hvordan disciplen Johannes ser ind i fremtiden og ser hvordan ”Den store hvide flok” står foran Guds trone, og hvem er så det? Jo, svarer en stemme: ”Dem, som kommer fra den store trængsel”. Kort sagt, det er alle dem, der er døde under verdens forfølgelse – det er martyrerne, der har holdt fast i deres kristnetro selv om verdens supermagt, romerriget, truede dem med at blive kastet for løverne. I første omgang vandt romerriget, for de kristne døde, de kristne triumferede ikke, men måtte bøje sig for dem, der havde magten og havde viljen til magten. Men Johannes får løftet sløret: Nej, det var i virkeligheden ikke romerriget, der vandt, men martyrerne. For de står nu ”for Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel, og han, som sidder på tronen skal rejse sit telt over dem”.
Altså de små bliver pludselig de store – og får lov til at tjene tæt på universets almægtige Gud. Det må man virkelig sige var en omvurdering af alle værdier, som Nietzsche ville kalde det.
Og det bliver ikke meget bedre med den tekst, som er dagens prædikentekst – det er indledningen på Jesu store bjergprædiken, og kaldes ”Saligprisningerne”. Her er det pludselig sagtmodige, der skal arve jorden. Det er dem, som stiftede fred, der kaldes Guds børn. Det er dem, som fattige i ånden, som har Himmeriget. Det er jo heller ikke sådan vi normalt ser på tingene. Det kan godt være at det er den måde vi gerne vil tænke, og har en eller anden drøm om at det vil ske en gang, men vi ved også godt, at sådan er det ikke.
Det er ikke de sagtmodige, der skal arve jorden – det er dem, der har magten og som også viser viljen til at bruge den. Vi kan godt følge at det er dem, der stifter fred, der skal kaldes Guds børn, men de fleste gange forsøger man at stifte fred ved hjælp af bomber. Og det hjælper – der skulle bare to atombomber til, så var Japan villig til at fred.
Sådan er vi vant til at se på tingene – så Nietzsche har ret i sin analyse – Jesus kommer med noget nyt. Jeg tror dog ikke, at han har ret i at det er menneskehedens ulykke – tværtimod. Det er menneskehedens største lykke, at Gud har trukket forhænget til side og vist os, at tingene ikke er sådan som vores øje lige ser det. At de store er ikke dem, der kan sætte bomber og vold og menneskelig storhed bag deres ord, men de store er dem, der har Gud som deres far og dem, der finder deres styrke i ham… og ham alene. De stor er ikke dem, der selv gør noget, men dem, der har fået en helt ny start hos Gud. Dem, som er hans børn.
Det ser vi netop i saligprisningerne – ”Salige er de fattige i ånden, for Himmerriget er deres”. Hvor hvad betyder det at være salig. I første omgang tænker vi på vores døde – de er salige. I ved jo nok, hvordan man taler om en afdød person: ”Ja, som min salige moster sagde det en gang”. At salig er en, der er død. Men kigger vi lidt dybere ind i ordet, salig, så bliver ordet oprindeligt brugt om den tilstand, som guderne i den græske religion var i i forhold til os mennesker. At guderne var salige – og det er vi ikke. Men det er jo netop ikke lige Guds tilstand i forhold til os, som Jesus taler om her, men det er netop os, de kristne, dem, der har Guds som deres far. Forskellen er altså ikke Gud contra menneske, men Guds børn contra verdens børn.
Nu har vi lige haft dåb, hvor vi har set hvordan Victor blev døbt – og hørt ordene om at han nu ikke længere er borger i Danmarks rige, men også i Guds rige. At han i dåben er blevet genfødt – at her sker der noget utroligt stort. At et menneskebarn bliver et gudsbarn. Og at det ikke er noget, som vi mennesker kan gøre til eller fra med, viser vi jo med størst mulig klarhed ved at vi har barnedåb og ikke voksen dåb. Her er det virkelig tydeligt at det er Gud der handler – det er ikke en bekendelseshandling, det er ikke en menneskelig kraftpræstation, det er Gud, der handler, Gud der giver.
Og på samme måde er saligprisningerne ikke noget, vi mennesker skal gør os fortjent til, men fokus er hele tiden på Gud. At han er den, der som udgangspunkt gør os salige, ved at hive os ud af verden op til sig, og give os en ny start som hans børn. Og det passer hele vejen ned igennem saligprisningerne, at vi er salige – ikke fordi vi måtte være fattige i ånden, men fordi Himmeriget er vores. Givet til os af Gud. At vi er salige, ikke fordi vi måtte sørge, men fordi vi skal trøstes af Gud. At vi er salige ikke fordi vi måtte være sagtmodige, men fordi vi skal arve jorden fra Gud.
Og på den måde er saligprisningerne ikke et krav om at vi skal være sådan og sådan, men et løfte, om at Gud er almægtig og kærlig på en og samme tid.
Det er ikke bare noget, der har betydning på den anden side af døden – at det er dér vi er salige. Nej, det har betydning i dag. Nemlig ved at han vender alle værdierne omkring, så vi ser det, som er svagt i et helt andet lys.
Den bedste måde at forklare hvad jeg mener er ved at fortælle noget fra historien. Under urolighederne ved borgerkrigen i 1660 i England, stormede protestanter blandt andet katedraler for at ødelægge religiøse symboler. I Katedralen i Winchester blev et flot glasmosaik, der dominerede kirken smadret. De forskellige stykker glas, der ellers formede en Rembrandt-agtig scene, lå nu spredt overalt, så det var umuligt at genskabe det flotte billede. Hvad skulle man så gøre? Skulle man smide glassene ud?
Skulle man mure vinduet til? Skulle man lave et helt andet vindue? Nej, med kærlighed og flid samlede folk alle de stumper sammen som man kunne finde. Og længe før der var noget, der hed abstrakt kunst, så samlede de glasstykkerne sammen til et nyt og flot vindue. I dag 300-400 år senere skinner den samme sol igennem de samme flotte farver fra det farvede glas, som et kalejdoskop, arrangerede på en anden og måske mere meningsfyldt måde.
Det er det, Jesus gør i dagens tekst – han tager det, der er i stykker og giver det en helt ny mening. Han tager de personer op, som i virkeligheden er de svage, de knuste, de uheldige… sådanne som os, og løfter vores blik til himmelen: I er salige, velsignede og hellige. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himmelen. Vi er som ruderne i Guds store mosaikvindue – gennem os vil han lade sit lys – sin kærlighed skinne ind i en mørk verden. Og vi vil være med til at dække alt det grå i hverdagen med troens mest skarpe farver.
