Klumme
De tre unge mennesker sad som forstenet, da den offentlige anklager uden at blinke affejede alle deres udsagn. Anklageren var ligeglad med at en af dem, påtog sig hele skylden, og fredede de to andre. ”De vidste ingenting”, var påstanden. Anklagerens udgangspunkt var, at alle tre skulle have den hårdeste mulige straf: 9 år. Jeg kan stadigvæk mærke det sug i kroppen, da jeg hørte det høje årstal. Den yngste på anklagebænken var lige fyldt 20 år. Jeg er i denne tid vikar som arresthuspræst i Haderslev Arresthus. Det betyder konkret, at de kan tilkalde mig, ”hvis der nu er akut brug for mig”, men ellers møder jeg op og går en runde halvanden time hver uge. Går med nøglerne og låser mig ind dels til de nye og dels banker jeg på til dem, som betjentene finder kunne have godt af en snak med en præst. Og så er der alle dem, som jeg talte med sidste gang. Så er halvanden time pludselig ikke ret længe til hver. Nogle af dem taler jeg kort tid med – andre længere tid. Til den sidste gruppe var en af de tre anklagede. Jeg havde haft nogle gode samtaler – og tilbød at jeg gerne ville sidde dér som ”med-menneskelig support”. Også fordi arrestantens mor også kom, og jeg kunne fornemme, at hun kunne godt bruge en til at oversætte og til at støtte sig til. Jeg plejer ellers ikke at deltage til retsmøderne – og jeg kunne se på den meget imødekommende retsbetjent i Retten i Sønderborg, at han var forbavset over at se en præst her. Så det er vist ikke normalt… men jeg er vist heller ikke helt normal 😊 – og det siger jeg med stolthed i stemmen. Lige som jeg med stolthed i stemmen, siger at jeg er arresthuspræst. Det er et arbejde, der giver så god mening. Hvis kirken ikke er repræsenteret netop her eller i fængslet, så har vi helt misforstået vores eksistensberettigelse i verden. I Jesu lignelse om verdensdommen siger Jesus, at alt det, vi gør ”mod en af disse mine mindste”, det har vi gjort imod ham. Det, vi ikke har gjort, det har vi heller ikke gjort mod ham. Og her nævner Jesus at ”jeg var i fængsel, og I besøgte mig”. Dommen er hård over dem, der forsømmer disse ”mine mindste” og løftet derimod er endnu større, hvis vi ikke forsømmer dem. Men også uden sådan en lignelse: Det er mennesker, der uanset skyldsspørgsmål er på et punkt i deres liv, hvor de ikke har brug for en kold skulder fra kirken. Det er der så mange andre, der gør, så det behøver kirken ikke også bidrage med. Her har de brug for at møde et menneske, der ikke ser den kriminelle, men ser et medmenneske. Ja, ser en elsket Guds skabning. Der måske har trådt ved siden af og skal have sin straf fra samfundet – men som altid vil finde Guds åbne faderarme. Og jeg er stolt over at jeg kan få lov til i det små at være de arme.
...
...
Der er stor forskel på en hund og en kat – ikke bare fysisk, men også adfærdsmæssigt. En hund tænker: De mennesker jeg bor hos, tager sig godt af mig. De giver mig mad, kærlighed og et sted at bo. De må være Guder. En kat tænker lidt det samme, men med en anden konklusion: De mennesker jeg bor hos, tager sig godt af mig. De giver mig mad, kærlighed og et sted at bo. Jeg må være en Gud. Sidste år fik vi en hund – en smuk sort labrador, og på trods af dens farver, så hedder den Luna, der er latinsk for måne. Et mindre passende navn kunne vi sikkert ikke finde frem til, men det var hvad den demokratiske proces kunne finde frem til hjemme hos os. Det første navn, der blev skudt ned, var navnet på filosoffen Søren Kierkegaards forlovede, Regine, fordi hunden var født på Søren Kierkegaards fødselsdag! Så meget for den klassiske indirekte opdragelse af ens børn. Vi kørte til Hjørring efter Luna – og på vej hjem sad det lille kræ og peb noget så hjerteskærende. Og det må da også være noget af en traumatisk oplevelse at blive bortrevet fra sin mor, 6 søskende og de mennesker, der har været alt for en. Den demokratiske proces udpegede mig til at være den person, der skulle sove ved siden af hende på stuegulvet det første stykke tid. Både for at hun ikke skulle føle sig alene, når hun vågnede om natten, men også for at når hun så vågnede om natten, at hun så kom ud for at tisse, inden det gik galt. Men resultatet er, at Luna knyttede sig mere til mig end til de andre – forståeligt nok, jeg var på en måde hendes nye mor. Men jeg skulle vise mig at vokse noget i graderne, for da jeg var til hundetræning, så sagde vores dygtige hundetræner, at jeres hund skal se op på jer og se jer som Gud. ”I er hundens gud”. Og det kom jeg til at fortælle derhjemme, og så gik det ellers over gevind. Når jeg kommer ned ad trappen, og Luna glad kommer mig i møde, så lyder det ”Gud kommer ned fra det høje”, ”Gud har besøgt sit folk” og når jeg kaster tørfoder ud på græsplænen til en ventende hund, så skal der ikke meget til for at kalde det for manna. Og Luna behandler mig virkelig som en gud – kommer jeg ind i et værelse, så har hun kun syn for mig. Det er mig, hun lystrer mest – ”far, kald nu på hende”. Der er dog det øv ved det, at det så er mig, der skal gå tur med hende om aftenen og morgenen – og når hun skal trænes, så er det også mig. Det er mig, der bliver kigget på når der skal samles ”visitkort” op ved gåturen, også selv om det vender sig i mig. Det er mig, der skal tørre op efter hende, når hun har kastet op på gulvet, eller det, der er værre. Det er mig, der skal tale konen ned, når den har gumlet på hendes yndlingssandaler. Så selv om de andre i husstanden påstår, at jeg nyder min gudestatus, så er det faktisk ret trættende. Også fordi det mest var for børnenes skyld at vi købte hunden, og ikke fordi jeg ville have styrket mit selvbillede… ja, det er faktisk rigtig. Det er trættende at være Gud, så måske er det godt, at jeg kun er en gud overfor Luna og ikke Gud (bestemt form ental). Jeg forstår i hvert fald godt, at han var ved at udrydde os alle i forbindelse med Noas ark, vi opfører os faktisk værre end Luna gør. Og Luna har i det mindste en hengivenhed og kærlighed, en respekt, en lydhørhed og et ustoppeligt behov for at være i nærheden af sin gud, som vi mennesker sjældent kan præstere. Men vi kan da prøve…
...
”Jeg har ikke noget imod en dag at tage mit jagtgevær med og så tage et par stykker af de indsatte dem, der sidder herinde, og tage dem ned i baggården og gøre det af med dem”. Den gamle arresthusbetjent lænede sig tilbage over køkkenbordet i vagtstuen. Jeg har senere fundet ud af, at det var en sætning, han altid brugte for at gøre indtryk på en ny arresthuspræst, der kom ind med tilgivelse, håb og ”vi er Guds børn”. Men han var ikke færdig: ”Hvis det nu var nogle af dine børn, en af dem havde gjort fortræd, ville du så ikke også låne mit gevær og tage tingene i egen hånd?”. Han skyllede nydelsen over et velplaceret angreb ned med en slurk sort kaffe. Jeg forsøgte at vinde tid ved selv at tage en slurk: ”Jeg tænker, at jeg så gerne ville låne dit gevær. Lige nu på denne side af forbrydelsen, så er jeg glad for at samfundet træder ned mellem mig og så forbryderen, sådan at jeg ikke kommer i sådan en situation. Vi skal ikke have folk til at gå rundt og gøre selvtægt”. Betjenten smilte op – den havde han nok ikke regnet med – han kiggede på uret og stillede kaffekoppen fra sig.”Godt svar, Kim. Jeg er glad for din ærlighed”. Han klappede mig på skulderen og gik ud for at hjælpe en indsat på toilet. Politiinspektør Bent Isager-Nielsen skriver i sin bog, Man jager et bæst, men fanger et menneske: ”alle mennesker kan slå ihjel, hvis de bliver drevet til det af omstændighederne. Og at selv den mest brutale morder i bund og grund dækker over et menneske. Måske drifterne er mere dystre og kræfterne mørkere. Men i næsten alt ligner han dig og mig” (side 22). Det er faktisk den mørke indsigt, jeg har fået fra min tid som arresthuspræst. Jeg kunne læse om forfærdelige monstre i avisen, men bagefter kunne jeg banke på døren ind til dette ”udyrs” celle og dér møde… et menneske. Han bød mig på en kop kaffe og et stykke Dancake. Nu er der desværre igen sket en forfærdelig forbrydelse, hvor to mænd er blevet anklaget for at have dræbt en ung pige på vej fra en festlig aften. Ingen er blevet dømt, men ”hvis de overlever fængslet, så vil de ikke overleve at komme ud”, som en skrev i en Facebook-gruppe. Nu er Facebook taknemmelig, for ham, der skrev det kan lige så godt være en person, der ved lige så lidt om hvordan et jagtgevær skal vende, som jeg gør. Sådan en forbrydelse taler det mest dystre og hadske frem i os. Jeg kan ikke lade være med at tænke: Viser det ikke, at vi selv dybest set ikke er meget bedre end det udyr, der samlede pigen op i sin bil? Bortset fra at vi holder os til Facebook og til at ramme dér, hvor ”udyret” i mennesket ikke blev holdt nede. Den her pladderhumanist mener i hvert fald ikke længere, at mennesker dybest set er gode. Jeg tænker at dybest set er vi onde, styret af synden og modviljen mod Gud. Heldigvis holder vi det ofte nede, fordi vi er civiliserede mennesker med et retssystem over os, men det kan pludselig dukke op og tage kontrollen. Resultatet er drab, hustruvold, utæmmet vrede over for idiotiske medtrafikanter, mobning på arbejdet eller… I sin næstsidste prædiken talte Kaj Munk om, at han ikke gik i seng om aftenen, uden at tænke om nazisterne kom efter ham denne nat. ”Og dog kan jeg ikke hade. For Mennesker er så mange Slags og besættes af alle Slags Ånder, og Frelseren har lært os Bønnen: Forlad dem; thi de ved ikke, hvad de gør”. Den er nok god at have med sig, når vreden bruser op i os over umenneskelighed, død og ødelæggelser.
...
Spørgsmålet blev rejst overfor chefforhandleren for sygeplejerskerne i et interview på Danmarks Radio. ”Du blev uddannet sygeplejerske – var det et kald for dig?”. Selv om det kun er et par minutter siden, jeg hørte udsendelsen, så kan jeg faktisk ikke huske, hvad hun svarede. Hun sagde en masse ting – så det var sikkert et rigtig politiker-svar, der kan tolkes som et ja, et nej og et måske. Og det er jo også et træls spørgsmål at blive stillet, for svarer man nej til det, så står man som en kold lønarbejder uden varme hænder, en lønslave, der kigger på klokken og ikke går på arbejde, fordi man brænder for det, men fordi der jo skal mad på bordet og strøm til bilen. Ved sidste strejke fra sygeplejerskerne var slagordet: ”Florence Nightingale er død”. Nightingale den selvopofrende sygeplejerske, der under Krimkrigen ydede en forbilledlig indsats uden skelen til egen gevinst eller sundhed. Slagordet blev hurtigt omarbejdet til ”Florence Nightingale er blevet til Elizabeth Arden”. Arden, der er kendt for en anden slags pleje, mest af den luksuøse art (i en parentes fortalt, så hed Elizabeth Arden i virkeligheden Florence Nightingale Graham, så sammenligningen lå lige for- Forskellen mellem de to nattergaler er dog ret tydelig). Sagde chefforhandleren et klart ja til spørgsmålet, at det var et kald, så ville man straks kunne bruge det til at trække lønkravet væk under sygeplejerne. For folk med et kald skal ikke have ret meget i løn. De er jo båret af kaldstanken – det er et adelsmærke, som man kan pynte sig med og blive æret for, men som ikke betaler mælken ned i supermarkedet. Så alt i alt var det et trickspørgsmål, hvor ingen af svarmulighederne bragte noget godt med sig. Nu hører jeg selv til et erhverv, hvor det er hævet over enhver tvivl om hvorvidt man ser det som et kald. En præst har et kald – sådan er det bare! Som jeg hører nogle af mine kollegaer, så er det også blevet brugt til at holde os lønmæssigt nede. Jeg har i hvert fald ikke råd til tjenestepiger, sådan som man så det i ”de gode gamle dage” i præstegården, så noget er der sket med vores løn. Jeg forsøgte mig med et lignende slagord samtidig med sygeplejerskerne: ”Martin Luther er død”… den faldt ligesom til jorden. Kaldstanken er stort set forsvundet i vores samfund – jeg kender faktiske ikke andre faggrupper end præsterne (eller måske missionærerne), hvor man så aktivt taler om arbejdet som et kald. Men det er noget værre sludder. Salmedigteren Thomas Kingo har formuleringen i en morgensalme: Gud ”…vil i dag mig give kraft og styrke, jeg i mit kald og stand min Gud og Fader kan tilbørlig dyrke” (Salme 743 vers 4). Og det er ikke en salme, der kun må synges af præster. Det er en god luthersk tanke, at der ikke er et specielt kald forbeholdt de få, men at ordet kald kan bruges om alle fag. At der ikke er noget specielt helligt i at være præst eller munk. Man også kan have et kald, og se det som sin gudgivne rolle at være skomager, æblemost-presser eller skadedyrsbekæmper, bare for at nævne 3 arbejdsgrupper. Gud ønsker at vi skal tjene ham i det arbejde vi nu engang har – til glæde og gavn for vore medmennesker. Og til hans ære. Det gør det også ekstra stort for en, at se sit arbejde som en tjeneste for Gud. MEN det behøver min arbejdsgiver ikke at lukrere på, så selv en med en stærk kaldsbevidsthed skal have en ordentlig løn!
...
Det har altid irriteret mig! De fleste af jer, har sikkert besøgt en kirke og det første øjet mødes af, er naturligvis alteret og alterbilledet eller korset eller hvad der nu er placeret det mest centrale sted i kirken. Hele kirken er designet sådan, at det er dertil øjet drages og derfor er der også gjort en del ud af alteret. Her finder vi oftest det flotteste kunstværk i kirken. Og her kommer så det, der altid har irriteret mig, for hvad er der bag ved alteret? Her har kirketjeneren fundet plads til en støvsuger, pudsekludene ligger også her og er alteret højt nok, så kan man også have stigen, der skal bruges til at hænge adventskransen op. Jeg ved godt, at det jo skal stå et eller andet sted – men hvorfor lige her bag alteret? Her bag det, som vel er det tætteste vi kommer på et helligt sted i kirken. Her har vi så depotet. Jeg synes, vi har god orden bag ved vores alter i domkirken, så hvorfor skriver jeg så om noget så inderligt ligegyldigt som manglende depotplads i de danske kirker? Det gør jeg, fordi jeg faktisk er blevet omvendt! En dag, da jeg surmulede over depoterne bag altrene, så ramte det mig: Sådan er det jo også med os mennesker. Overfladen er fin – men under overfladen gemmer vi det, som vi ikke vil at andre skal se. Jesus sagde til nogle skriftkloge, at I ligner smukke velholdte grave – men graven dækker over ”… dødningeben og al slags urenhed… indeni er I fulde af hykleri og lovløshed”. Vi gør, hvad vi kan for at opretholde en fin facade – men nogle gange falder ”støvsugeren” ud eller nogen kigger bag facaden. Så vi kender ”depotpladsen” fra os selv og bærer over med os selv, men vi er ikke altid så overbærende, når det gælder vores medmennesker. Når vi nu opdager naboens sorte arbejde. Når en altfavnende politiker viser sig som et magtmenneske. Eller hvis en chef til en julefrokost får ”en tår over tørsten” og træder ved siden af. Eller hvis en præst lader sig rive med af sjælesorgens inderlighed. Jo mere profileret og mere anset ”alterbilledet” er desto mere forarget og vrede bliver vi, når vi ser, at bag ved alterbilledet er der pudseklude, støvsugere og skidt. Og så falder hammeren. Så derfor: Lav mindre depotplads i kirken, for pludselig er pudsekluden og støvsugeren bag alteret blevet en prædiken til mig. Alteret er det flotteste i kirken. Det er et kunstværk og det flotteste vi mennesker kan frembringe med vore hænder, men selv det har en bagside. På samme måde med vores personlige overflade, det bedste vi kan frembringe, også vi har en bagside. Og nogle gange falder der noget ud, som rammer andre. Så næste gang jeg hører om endnu en politiker, nabo eller topchef, der blev afsløret, så vi ser ”hendes sande jeg”, så vil jeg tænke på alteret i kirken – smuk facade, men et rod på bagsiden. Selv det bedste, vi mennesker kan lave, har en bagside. Selv det bedst, vi mennesker kan være, har en bagside. Det gør det ikke mere undskyldeligt, når ”stigen” falder ud og rammer en forbipasserende. Det gør det måske mere tilgiveligt, at vi ved, at jeg faktisk også har mit depotrum, hvor ting også kan falde ud. Vi skal naturligvis bærer konsekvenserne af vores handlinger, men måske behøver jeg ikke at være den, der kaster med sten. Dels bor jeg i et glashus – og dels som Jesus sagde ”lad den, der er ren, kaste den første sten”. Jeg tror ikke jeg kaster min sten – jeg kunne jo gemme den bag alteret.
...
Fra tid til anden er jeg en tur over på den anden side af Den indre Dam for at have en bisættelse i Gammel Haderslev Kirke. Ude i omklædningsværelset står der forskellige praktiske ting klæbet op på skabet – blandt andet en advarsel til eventuelle indbrudstyve. Og de hører jo også til i kirken – dog vil jeg mene: Kun i kirkens åbningstider. I Hobro havde vi på et tidspunkt indbrud, hvor den lokale indbrudstyv brød ind og stjal de ansattes kaffekasse og dens beholdning på 45 kroner. Det er til at overkomme – historien bagefter var lidt træls, for derefter bød forsikringsselskabet kirken om at have tyverialarm, og det kostede noget mere end de 45 kroner, skal jeg hilse og sige. Men de har også sikret sig i Gammel Haderslev Kirke – det er det smarte, der hedder DNA-mærkning af tingene. Som der står: ”Alle værdifulde ejendele på denne adresse er beskyttet med DNA mærkning”. Jeg synes faktisk at det er vældig smart fundet på – jeg har selv overvejet det derhjemme. Men jeg gad godt vider hvad der så er så værdifuldt, at det kirketjeneren har været rundt med DNA-penslen og mærket dem af. Hvad er de værdifulde ejendele i Gammel Haderslev Kirke? Mit præstehoved gik hurtigt fra lysestager og altersølv til det, jeg kirkens dyrebareste ejendom, der sjældent er der om natten (undtagen, når der er indbrudstyve), nemlig menigheden. Det minder mig om en af kirkehistoriens mest populære helgene, martyren Laurentius (225-258). Har du en i din omgangskreds, der hedder Lars, så er det navn en afledning af hans navn. Han var diakon i Rom – det vil sige en, der tog sig af de fattige, men han havde også specielt ansvar for kirkens værdier og arkiver. Kristendommen var på det tidspunkt en forbudt religion – og fra tid til anden blussede forfølgelser op. Den romerske øverstbefalende fik fat i Laurentius og ville henrette ham – men ikke hvis han kom med alle kirkens skatte. Laurentius indvilligede og fik tre dage til at samle skattene sammen. De tre dage brugte han på at forærer alle kirkens penge og værdifulde ejendele til de fattige i byen. Da dagen kom – samlede han en stor skare af de fattige fra kirken og gik op til præfekten – her er kirkens sande ejendom.” Kirken er sandelig rig, langt rigere end din kejser”. Bagsiden af denne happening var, at han blev dømt til døden for sin frækhed. Ifølge legenden blev han henrettet ved at blive grillet levende på en rist. Da han havde ligget over ilden et stykke tid, fortæller legenden, at han skulle have råbt: ”Denne side er mør; vend mig om og tag en bid. Denne historie er årsag til at Laurentius blev skytshelgen for både kokke og komikere. Nå – men det var bemærkningen: Her er kirkens sande ejendom, sande rigdom. Der er sikkert en masse ting, man kan sætte DNA-mærke også i vores domkirke – og andre. Men dybest set er alt det ikke kirkens mest værdifulde ejendom, men den har vi i hinanden. Kirkens rigdom er menigheden – om den så er rig eller fattig. Og meget længe før at forsikringsselskaber fandt på at man kunne DNA-mærke rigdommene, så indførte man det i kirken. Det sker hver eneste gang at der bliver døbt et menneske, hvor præsten tegner et kors over hovedet og brystkasse med ordene: ”Modtag det hellige korses tegn, både for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus”. Det tegn er stærkere end DNA-mærker, det kan aldrig vaskes af, slides væk, det vil stå dér også selv om man melder sig ud af kirken og vender alt med kristendommen ryggen. Mærket vil blive stående som en usynlig påmindelse om at vi er døbt til at tilhøre Kristus og en usynlig påmindelse om at vi altid vil være mere end velkomne til at komme tilbage. At vi er savnet. Og han vil tage imod os som hans mest værdifulde skat, som først da er fuldtallig, når du er med.
...
Jeg har fået nyt ur til sublement for mit ”Hobro Boldklub”-ur. Det er et smart idrætsur, der klæber sig rundt om mit håndled og fortæller mig, hvor mange skridt jeg har taget, hvad min pulse er, hvordan min søvn har været og hvad mit stressniveau er lige nu. Og jeg kan på min mobil se en masse grafer og aflæse mit fysiske helbred ud fra nogle videnskabelige tal hentet direkte fra min venstre arm. Fantastisk – hvordan havde jeg kunne klare mig uden det i så lang tid? MEN uret har en funktion, som faktisk mere og mere irriterer mig. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få den slået fra! Med (måske) bestemte intervaller vibrerer den – og melder mig: ”Bevæg dig”. Jeg synes de fleste gange, at det sker lige netop, når jeg har bevæget mig, og bare har sat mig lidt for at slappe af. ”Bevæg dig”. Og så sker det også at den kommer med meldingen på et tidspunkt, hvor jeg sidder og skriver en prædiken. ”Bevæg dig”. Så ryster jeg lidt på håndledet – og regner med, at så må den da være tilfreds. For leden sad jeg og læste en bog om en kvindes svære sygdomsperiode og tanker om liv og død. Måske var den dårligt skrevet – måske var jeg bare ikke lige helt klar eller for fokuseret på at jeg skulle bruge nogle citater til en artikel om håb og håbløsehed. Faktum er: Jeg var ikke fanget af historien, den berørte mig egentlig ikke – det var bare en tekst. Men midt under læsningen, så krævede sportsuret opmærksomhed – jeg kiggede på håndleddet: ”Bevæg dig”. Jeg skulle lige til at ryste på håndleddet igen – og så komme videre i læsningen, MEN… Jeg må have været i mit dybe hjørne alligevel, for pludselig så jeg mere end urets krav om at jeg løbe 100 meter. ”Bevæg dig” – blev til at blive bevæget, være berørt, bevæget fra en sindsstemning til en anden, fra en indsigt til en anden. Jeg sad og læste om en kvindes svære kamp og jeg var overhovedet ikke bevæget… tværtimod! I effektivitetens navn var jeg så målrettet efter at finde citater, at jeg slet ikke læste bogen med hjertet, men alene med hjernen. Det forsøgte jeg så at lave om på – og resten af bogen var faktisk meget bedre netop på grund af den ændring hos mig. Vi har en dejlig salme i kirken, hvor vi spørger Jesus: ”Hvad har dig hos Gud bedrøvet, og hvad elsked du hos støvet, at du ville alt opgive for at holde os i live? Jesus kom til jorden – ikke ud fra kolde beregninger af for og imod, men fordi han lod sig bevæge, følte med os, led med os. Og han bevægede sig ned til os og var sammen med os. Ikke som en blåøjet næsen i sky – ”jeg er Gud og derfor styr på det hele”. Også her lod han sig bevæge i mødet med menneskers sorg og elendighed. Det korteste vers i hele Bibelen rammet det lige på med ordene: Jesus græd (Johannesevangeliet 11,35). Selv om Jesus kunne gribe ud og gribe ind i menneskers elendighed med en snuptag, så blev han bevæget – og græd. Og greb så ind. Jeg tror jeg vil lære af Jesus. Måske skulle vi alle sammen have sådan et ur – ikke så meget på grund af det med sundhed og kondital, men på grund af den påmindelse, der ligger i ”Bevæg dig”. Vi kan hurtigt møde mennesker uden rigtigt at møde dem – især de folk vi har fordomme overfor. Dem vi møder i avisen, fjernsynet eller på nettet. Deres historier, deres skæbne, deres liv rør os ikke rigtig. ”Ræk mig lige kaffen”. Lad os få sportsuret på – og lad dens ”bevæg dig” ikke bare være for at vi skal op af lænestolen, men fordi vi skal lad os bevæge. Inderst inde. Det får vi også selv et rigere liv af.
...
En taxachauffør blev midt om natten kaldt til en adresse i Minneapolis i den amerikanske stat Minnesota. Taxachaufføren steg ud og gik hen og bankede på døren. Efter et stykke tid blev døren åbnet af en ældre dame. Indenfor var møblerne tildækket med hvide lagner og der var intet på væggene og der stod papkasser stillet op med vaser, malerier og fotografier. Ingen tvivl: Hun var ved at forlade sit hjem. ”Vil De bære min kuffert ud til bilen?” Chaufføren tog kufferten og bragte den ud i bilen, og vendte derefter tilbage for at følge hende ned til bilen. Hele vejen ned takkede hun ham for hans venlighed. Hun gav chaufføren en seddel med adressen og spurgte så: “Ville det være muligt at køre gennem den indre by?” “Det er ikke den korteste vej,” svarede chaufføren. “Åh, det betyder ikke noget,” sagde hun. “Jeg har ikke travlt. Jeg er på vej til et hospice. Lægerne siger, at jeg ikke har langt igen”. Chaufføren bøjede sig lydløst frem og slog taxameteret fra. “Hvilken rute vil De gerne have, at jeg kører?” I de næste to timer kørte de igennem byen. Hun viste bygningen, hvor hun engang havde arbejdet, kørte gennem kvarteret, hvor hun og hendes mand havde boet som nygifte og forbi det hus, hvor hun som ganske ung gik til dans. Nogle huse sad hun bare og kiggede på uden at sige noget. Til sidst nåede de frem til og hun sad i en kørestol på vej væk. “Hvor meget skylder jeg Dem?” spurgte hun og fandt sin pung frem. “Intet, ” sagde svarede chaufføren. “Men De skal jo leve,” sagde hun. “Der er andre passagerer” – chaufføren bøjede sig ned og gav hende et kram og gik derefter ind i det blege morgenlys. Bag ham smækkede døren i. Det var som lyden af et livs afslutning. Jeg bruger spalteplads på denne historie, for det er en af de historier, jeg bruger, for at råbe mig selv op: Så åben dog øjnene op for de andre omkring dig!!! Når jeg står og besvare et par mails i køen i Rema1000 i stedet for at ”slå en thø-hø” med hende foran mig i køen. Når jeg har så travlt, at jeg ikke får hilst på ”manden på bænken”, der sidder og nyder morgensolen. Lad os lukke os op overfor vore medmennesker omkring os. Som præst vil jeg sige: Lad os bede Gud om at lukke vore øjne op for vore medmennesker, så vi ser dem. Ikke bare registrere at de er her, men virkelig ser dem. Jeg vil nemlig gerne løfte historien til et højere niveau: At vi må se folk som de virkelig er – elskede mennesker, der er værd at stoppe op og bruge tid på. Lad os ikke bare se mennesket som et resultat af Big Bang og tilfældig udvikling, men se dem som vi virkelig er, nemlig skabt i Guds billede, skabt ikke tilfældigt, men fordi vi er villet, ønsket og elsket af Gud. Hver eneste af os er udvalgt i kærlighed – mister vi det, så må det betyde noget for den måde, vi ser på andre mennesker på. Uanset om det menneske er en gammel kone med kufferten, der er på vej til hospice, manden på bænken, det lille ufødt barn, en savlende umælende beboer på en døgninstitution eller en indsat i arresthuset. Jeg synes der er meget ligegyldighed mange steder i vores samfund, så vi ikke ser den gamle kone med kufferten og behandle hende som et elsket menneske. Der er en kynisme, der gør at vi ikke behandler dem, der ikke ligner os på samme måde som vi selv vil behandles. Eller en hævntørst, der ser et udyr og ikke et menneske i forbryderen. Vi skal lære at åbne op og se et menneske selv i den største forbryder – og derfor behandle ham som det elskede menneske, som Gud ser.
...
– har du hørt den sætning før? Jeg synes jeg hører den for ofte – ikke til mig selv… endnu… men i fjernsynet og på nettet. En enkelt søgning på nette bringer massevis eksempler på sætningen. Indenfor sport, indenfor parforhold, indenfor kunstens verden og politik: Det er er det utilgiveligt. Nu er jeg måske mere nærtagende end godt er, men jeg bliver faktisk lidt ked af, at der i den grad er gået inflation i det ord. Det er for mig en meget hård ytring, at stemple noget som utilgiveligt. Det er ikke bare fordi jeg ikke kan eller vil tilgive det. Nej, i sig selv, i sagens natur er det skete noget, der ikke kan tilgives. Hverken af mig eller af andre. Er der virkelig noget, der ikke kan tilgives? Lad os prøve spole tiden tilbage til Tyskland i 1990 – muren var lige faldet og alt, der havde med det gamle politiske system og diktatur at gøre, var yderst betændt. Og det gjaldt ikke mindst den afsatte generalsekretær Erich Honecker. Hvad skal man lige stille op med en afsat diktator? Den østtyske præst Uwe Holmer fik derfor en spektakulær telefonopringning fra sin kirkeledelse: Du er leder af et hjem for hjemløse – har du mulighed for at finde et par værelser til ægteparret Honecker? Lige som andre kristne familier havde familien Holmer mærket statens uvilje og modstand. Deres egne børn var blevet nægtet en uddannelse, fordi de ikke havde svoret ungdomsløftet til staten, men de var blevet konfirmeret i kirken i stedet. De havde klaget over beslutningen, men undervisningsministeren havde personligt afvist deres klage – hun var stenhård. Familien ville klage til menneskerettighedsdomstolen, hvor de ville have haft en god sag, men de gjorde det ikke, da de frygtede at kirken ville blive ramt som hævn for et sådant prestigetab for staten. Familien var blevet overvåget, blacklistet og truet af staten – og nu stod den tidligere generalsekretær og den tidligere undervisningsminister næsten bogstaveligt talt på deres dørtrin og bad om et sted at bo. Uwe Holmer afviste ønsket – der var ikke plads nogen steder. Ikke andet end i præstegården hos Holmer selv. Så på den måde flyttede diktatoren ind hos sognepræsten. I de ti uger, hvor Honecker boede i præstegården, modtog Holmer ikke mindre end 3000 breve – mange var rasende: “Kirken skal ikke tage imod ateisten Honecker”. ”De har ingen ret til at tilgive Honecker”. I et interview sagde Holmer: ” jeg har ikke tilgivet Honecker for det, han har gjort mod andre, men jeg har tilgivet ham det, han har gjort imod mig. Hvad han har gjort mod andre, det skal de selv tilgive, men hvis de ikke tilgiver, så vil deres hjerte gå til grunde i bitterhed”. Pastor Holmer viste et eksempel på, hvordan vi som kristne er kaldet både til at leve i tilgivelsen og leve af tilgivelsen. Har vi selv oplevet, at Gud har tilgivet os, så vil vi også kunne tilgive andre. Det begynder ikke med at vi tilgiver, men det begynder med at han har tilgivet os. Guds tilgivelse fjerner det, der stiller sig imellem os og ham – vores tilgivelse stiller sig imellem os og vores næste. Både offeret og gerningsmand har brug for tilgivelse. At tilgive er ikke at sige, at det, der er gjort, ikke er ondt og forkert – men det er at fjerne det, så det ikke skiller os og så dens byrde ikke maser os begge. Så lad os droppe det at kalde andres gerning for ”utilgiveligt” – for de har lige så meget brug for tilgivelse, som vi har.
...
Som studerende havde jeg en skøn læseplads, som vel var mit egentlig hjem i de 8 år, jeg læste til præst. Jeg havde indrettet mig med tre billeder på den lille opslagstavle på læsepladsen. Første billede var et fotografi af en mindetavle for en sognepræst Carl Edvard Picker fra Brylle på Fyn, hvor min kammerats far var præst. Det andet forestillede Kaj Munk i præstekjole. Og det sidste billede viste en ung mand med blød hat, sort jakke og en mørk stok: Bruno Gustav Eugen Toppf. I dag har han jubilæum – eller hans bedrift havde jubilæum. Hans historie har altid fascineret mig… her er lidt af den: I disse dage fejrer vi 100 året for afslutningen af 1. verdenskrig – slutningen af krigen var præget af uro, oprør og mytteri. Det tyske kejserdømme var ved at falde fra hinanden – der var oprør, mytteri og kaos. Revolutionens vinde ramte også det tyske Als – soldaterne havde mest lyst til at tage hjem, og havde ikke lyst til at ofre sig for kejser og riget. I sådan en situation er der både radikale og moderate kræfter – hvem tager over og får opbakning? Til de moderate hørte nok Toppf. Han var overskræddergast ved den tyske Kaiserliche Marine. På trods af at han var indlagt med tuberkulose satte han sig i spidsen for soldaterrådet i Sønderborg. Han rejste sig fra sygesengen og holdt en brandtale: ”Kammerater nu har I magten i jeres hånd… Tyranniet er slut. Vi er frie mænd og behøver ikke længere at lade os trække ved næsen af den slags folk… vi vil lade nåde gå for ret og lade dem løbe, så vi viser dem, at vi ikke er barbarer. ” Og efter talen blev Als løsrevet og udråbt som selvstændig republik med Toppf som præsident – det var den 7. november 1918. Præsidenten beslaglagde øens eneste bil, som han brugte til at køre rundt og holde styr på øen. Bankers kassebeholdning blev kontrolleret, og han sikrede sig at madvarerne forblev på Als. Han kom med mange forordninger i den tid, han var præsident for øen, og hvor han styrede øen uden om anarki og blodsudgydelser, som det ellers havde været tilfældet andre steder. Den 9. november 1918 indhentede tuberkulosen ham, og han trak sig og lod sig om morgenen indlægge på lazarettet igen – og med ham blev republikken Als vel nedlagt. Under en senere retssag mod ham blev han frikendt for forræderi med den begrundelse, at han havde forhindret mere radikale i at få overtaget i de kritiske dage efter krigens afslutning. Som han citeres for at sige i en senere artikel: Midt i anarki og kaos ”var jeg en af dem som havde mod til at lægge tømmer på løssluppenheden og til dels en tøjlesløs masse. Her i Sønderborg gjorde jeg det helt alene og det kun for at hindre blodsudgydelse, rov og plyndringer”. Toppf døde 2 år efter på grund af sin lungelidelse og ligger begravet i Berlin. Nogle mener at ”Republikken Als” mest er myter og fantasi – andre at det er en glemt historisk perle. Uanset hvad, så er jeg fascineret af historien om Als og Toppf – om en mand, der så et problem og ikke vendte det blinde øje til. Der på trods af sygdom satte sig ud over eget helbred og tog initiativ. Og er det bare en myte, så er det da en fantastisk myte – der nok kunne inspirere en kommende præst i hans studietid.
...
Hans Christian Jørgensen var en elsket og respekteret viceinspektør på mine børns skole, Bymarkskolen i Hobro. Ved en lejlighed skrev jeg en mail til ham, hvor jeg skrev, at han ikke lige behøvede at svare med det samme, for jeg havde god tid. Til det kom så svaret med et glimt i øjet: Du må aldrig sige, at du har god tid, for så ser folk bare ned på dig – sig hellere, at du har travlt. Fra det tidspunkt af, så hilste vi altid hinanden om morgenen, når jeg afleverede børn i skolen: ”Åh – jeg har så travlt” – og han svarede tilbage: ”Det har jeg også – jeg kan slet ikke nå det hele”. Og så luntede vi videre. Jeg har sat mig for, at jeg ikke vil have travlt. Jeg vil give mig selv lov til at nyde mit livs og mit arbejdes små og store begivenheder uden hele tiden at tænke: Jeg burde være et andet sted. Og uden mentalt at være det andet sted. Og ja, som præst burde man måske virkelig have tid – jeg mener, at vi får vores løn for at have god tid. God tid til at læse, tænke tanker om livet og troen, som vi kan dele med vores menighed. God tid til at stoppe op og snakke. God tid til at tage imod på kontoret. Men nej, sådan er det ikke. Jeg lavede en gang en simpel fodbold-video, hvor jeg hyldede Superligaens mest interessante hold (der lige havde tabt 6-0). Videoen nåede frem til Nordjyskes hjemmeside, hvor der kom en hånlig kommentar: ”Ja, præster har jo god tid”. Præster må heller ikke have god tid! Lige som alle jer andre, så skal vi præstere lidt mere i år end vi gjorde sidste år. Har du god tid, så må det være fordi du har for lidt at lave – og har du for lidt at lave, så må det være fordi du er doven, uambitiøs eller svagelig. Har du for lidt at lave, så vi skal tage hensyn til dig og bære det mere oven i alt det andet, vi bærer. Så er du en belastning – og hvem vil have identiteten af at være en belastning? Eller en byrde – ældrebyrden? Ældre mennesker skal også have travlt – ”efter at jeg er gået på efterløn har jeg virkelig haft travlt. Hvordan havde jeg tid til at gå på arbejde før?” er en sætning, jeg har hørt rigtig mange gange. Alle skal have travlt og derfor pisker vi os selv og hinanden rundt i hverdagens trædemølle. Jo hurtigere vi løber jo hurtigere skal vi løbe, for ikke at snuble og blive til besvær. Dybest set er det ikke sådan et samfund eller liv, vi vil have – men det er sådan et liv og samfund vi får, hvis vi bygger vores identitet på hvad vi kan. Hvis vi ikke kan så meget, så er vi ikke meget – måske en belastning. Men vi er mere end hvad vi kan. Meget mere. Men det har vi brug for at få at vide, især når vi har svært ved at følge med i trædemøllen. Træd for et øjeblik ud af trædemøllen og ind i kirken. Her står tiden stille – og her får du aldrig at vide at du er en belastning og du er hvad du kan. Her får du at vide, at du er Guds elskede barn, der er elsket uanset hvad du kan og hvor hurtigt du gør det. Og fra ham får du aldrig at vide: ”Åh, jeg har så travlt”, for han har altid tid og nærvær til dig.
...
Vores gode frelser sagde en gang, at hvad hjertet er fyldt med, løber munden over med. Sådan er det både positivt og negativt. Hvad vi beskæftiger os med og hvad der fylder os, er både hvad vi først bringer på banen i en samtale. Men jeg tror også at det gælder hvad der kommer ind: Hvad hjertet er fyldt med, stirre øjnene sig blinde på. Skal vi have postet et brev – de sjældne gange, hvor det sker – så springer postkassen frem i bybilledet og vi ser dem overalt – hvor vi normalt ikke ville lægge mærke til dem. Ja, eller sådan var det i hvert fald, da der var postkasser spredt rundt i byen og vi rent faktisk brugte dem. Eller: Da jeg for godt et år siden gik og overvejede om jeg skulle være præst i Haderslev, så var der noget om Haderslev overalt – og ikke bare på grund af reformationsjubilæet sidste år! Eller da jeg gik og havde lyst til en tur til Rom, så var det som om alle på Facebook rejste til Rom – og det kun var mig, der skulle blive derhjemme med kedelige madpakker og ikke-italiensk aftensmad. Hvad hjertet er fyldt med, stirre øjnene sig blinde på. Og er man lidt nørdet omkring en ting, så ser man også det overalt – ikke bare i perioder, men hele tiden. Som præst og især som kristen er jeg lidt nørdet omkring Jesus. Jeg hører referencer till ham overalt – til min kones store irritation stopper jeg ofte de film vi ser midt i det hele for at skrive en note med et citat fra filmen. For den kan godt bruges i en prædiken. ”That’s a good vending. Maybe vi can use that in another… prædiken” – I et lidt omskrevet citat fra The Julekalender. På samme måde har jeg det sidste halve år glædet mig hver eneste gang jeg cyklede på arbejde og blev overhalet af en bybus. En lokal ejendomsmægler havde leget lidt med sin titel – og pludselig var han ikke en upersonlig ejendomsmægler, han var ”Din EGEN domsmægler”. Og så var det at præstens hoved gik i selvsving. For i mit univers har jeg faktisk min egen domsmægler – i hvert fald i åndelig forstand – nemlig Jesus. I det bibelske univers findes tanken om en guddommelig domstol, hvor vi skal gøre rede for vores handlinger, hvor vi skal dømmes eller frikendes i forhold til hvordan vi har levet vores liv. Nu kender jeg mit eget liv på nærmeste hold – og jeg ved at i sådan en situation vil være mere ”på den” end ”med på den”. I Det gamle Testamente møder vi et menneske, der nærmer sig at være perfekt. Der er i hvert fald ikke meget, man kan anklage ham for, han hedder Job. Og alligevel siger Job: Hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud? … det kan ikke gendrive én ud af tusind anklager. Det kunne jeg også have sagt – selv om jeg er præst og burde være bedre end jeg er, så vil jeg heller ikke kunne gendrive en ud af de mange anklager, der vil kunne rejses imod mig sådant et sted. Men så er det godt, at jeg har ”min egen domsmægler”, Jesus. Som kristne er vi ikke bedre end andre – vi har bare en bedre mægler. For vi har en domsmægler, der kan vende en klar tabersag til en klar vindersag, for han har simpelthen ødelagt bevismaterialet, taget skylden på sig og betalt hvad vi skylder. Så når den høje dommer kigger op og spørger hvad jeg har at sige til mit forsvar, så rejser min domsmægler sig op og siger: ”Kim han er uskyldig, jeg har betalt for ham”. Og dommeren giver ham ret. Jesus er fantastisk! Jeg har godt nok aldrig set ham, ved ikke hvordan han ser ud, hvordan hans stemme lyder. Men i det halve år, hvor jeg cyklede bag efter bussen med reklamen for ejendomsmægleren, så var min Jesus pludselig sønderjyde, havde runde briller – og et behageligt smil. Jeg har endda talt med ham i telefonen, da vi skulle se på hus i Haderslev. For Jesus er min egen domsmægler…
...
I de første år som præst, havde jeg den idé at jeg ville starte min sommerferie med at give mig en navneændring – det var nemt og endda også gratis på det tidspunkt. Jeg ville give mig sommernavnet ”John Winther” og prøve om det forandrede min måde at være på, at jeg ikke længere hed ”Kim Legarth”. Det synes jeg kunne være rigtig spændende – sådan på en lidt nørdet måde. Jeg fik det nu aldrig gjort – og da det så pludselig kostede 500 kroner for en navneændring, så fik jeg kolde fødder og har droppet det helt. Så det meste jeg har gjort i den retning er at få lavet en Facebook-profil med det navn – en overgang havde den endda flere venner end mig selv… det kan jeg så spekulere lidt over hvorfor det var tilfældet! Jeg tror dog, at det betyder noget, hvad vi kalder os selv og ikke mindst hvad vi kalder hinanden. Også hvad vi kalder hinanden ud over vort ”borgerlige navn”. Jeg tænker lidt, at den, der altid bliver kaldt for ”dumme svin”, begynder han ikke også på et tidspunkt at opfører sig sådan? Den, der bliver kaldt for grim, begynder hun ikke i spejlet at se grim ud – også i egne øjne: ”Måske har de andre lidt ret?”. Jeg læste i avisen, at der i vores by var ”utilpassede unge”, der lavede ballade. Kaldes man ”utilpasset unge”, så kan man måske også lige så godt opfører sig som sådan? Vi behøver ikke kalde hinanden navne med ord – det gøres også nemt med det tydeligste sprog, der findes: Kropssprog. Vi kan kigge væk, ignorere, sukke højlydt eller rulle med øjnene. Ja, der findes mange forfinede måder at nedgøre hinanden på. Og hvad vi kalder hinanden også med kropssprog, det skaber os. En romersk digter fra 250 f. Kr. sagde det på den måde: ”Nomen est omen” – det betyder: Navnet er et forvarsel. Det, man hedder, viser også hvem man er. Jeg tror, at der er noget om det. Og derfor er jeg jublende glad for at komme i kirke – for der får jeg at vide, at jeg er ”underfuldt skabt” – jeg ikke bare et produkt af en tilfældig evolution og et kæmpe brag. Der får jeg at vide, at jeg er ”uendeligt elsket” – så ranker jeg ryggen igen. Der får jeg at vide, at jeg er ”Guds barn” – wau… tænk at min far har skabt universet!! Så det bedste jeg kan gøre, når folk kalder mig ting, som bryder mig ned og ændre mit selvbillede, det er at gå derind, hvor jeg får min sand identitet at vide: Underfuldt skabt, uendeligt elsket og et Guds barn. Jeg er villet, ønsket og elsket af Gud. Så går jeg ud af kirken, så kan jeg lidt igen.
...
Hun virkede på en måde så ensom. Jeg vinkede til hende, hver eneste gang jeg så hende på gaden. Når jeg kom kørende i bil, når jeg cyklede og kun med risiko for at styrte på cyklen kunne få hånden op til en hilsen. Jeg VILLE hilse… og resultatet var det samme: Det tomme blik, der kiggede på mig. Kort sagt: Ingen reaktion. Det var for et par år siden, så det ungdommelige protesterede inde i mig: ”Det skulle være løgn!” Jeg nægtede at lade være med at vinke. Så jeg indledte min lille ”vinkekrig”. Den varede halvandet år – så kapitulerede jeg. Så kunne det også være det samme – og jeg stoppede med at vinke. Jeg kan stadigvæk huske, da jeg kørte forbi hende den første gang efter min ”kapitulation”… Jeg kom i tanke om min lille historie, da jeg en af de sidste gange skulle have konfirmander, før deres konfirmation. Det handlede om ”diakoni”. Det er et vældigt ord – det betyder vel blot en praktisk næstekærlighed. Kristendommen i arbejdstøjet. ”Livets Gud har dine hænder, derfor er det dig, han sender, når din næste lider nød” – sådan havde jeg sunget for konfirmanderne (de gad vist ikke rigtig synge med den dag). Jeg havde fundet en historie om en rengøringskone på medicinstudiet, der en dag kom i snak med en af underviserne. Hvordan havde hun det på sin nye arbejdsplads? Jo, svarede hun, før gjorde jeg rent på en fabrik helt alene. Her er der mennesker omkring mig hele tiden – men mærkeligt nok, så føler jeg mig mere ensom nu. Der er nemlig ingen, der taler til mig – du er den første, der har snakket med mig i dag. Til eksamen fik læreren indføjet et sidste spørgsmål – ved siden af spørgsmål om hvad navnet på den og den knogle og muskel er. Skriv fornavnet på rengøringsassistenten her på instituttet. Ingen svarede på spørgsmålet. For læreren var det vigtigt at kende navnene på muskler og knogler – men det var lige så vigtigt at man kendte navnet på den person, som disse muskler og knogler sidder på. Diakoni er ikke højtsvævende – noget, man skal have bestemt tøj på for at foretage. Noget man skal have uddannelse for at kunne. Og man skal gerne gøre det i et bestemt lokale i byen – enten kirken eller Parasollen. Nej, er det ikke først og fremmest at åbne øjnene – og se de mennesker omkring sig? Løfte hånden for at hilse på den kvinde, der ser ensom ud. Smile til den modgående på gågaden, som man pludselig får øjenkontakt med? Sætte indkøbskurven på plads i stakken for manden foran i køen… når den vel at mærke er tømt. Og det – ikke bare for at opfylde en lov om ”du skal elske din næste som dig selv” – eller at du skal tage imod den fremmed, enken og faderløse – som vi kan læse om i Bibelen. Men gøre det, fordi det er rigtig at gøre det. Det er godt at gøre det. Fordi vores kristentro af sig selv får os til det. Hvis jeg kom hjem med en buket blomster til min kone og hun spurgte, hvorfor hun skulle have den, så er det rigtige svar ”Fordi jeg elsker dig. Det forkerte svar, som sikkert vil få hende til at kaste blomsten tilbage i hovedet på mig, er ”fordi jeg skal opfylde loven om næstekærlighed”. Vi lever i et kristent land – så lad os leve som kristne. Se hinanden, tale med hinanden, være med hinanden – også selv om vi måske ikke kender den anden. Jeg kan stadigvæk huske første gang jeg mødte den ensomme kvinde efter at jeg havde besluttet mig for at stoppe med at vinke til hende. Hun løftede hånden, vinkede og smilte til mig. Og jeg til hende… måske syntes hun, at jeg så lidt ensom ud. Uanset hvad, så kørte jeg videre og var glad inderst inde resten af dagen. Det kan et enkelt vink gøre.
...
