Havde jeg vidst, at den bog, der var sat ned fra 129 kr. til 29 kr. og bar titlen ”Judas Evangeliet ” ikke handlede om det gnostiske evangelium med samme navn, men var et forsøg på et skrift sådan som man forestiller sig at Judas Iscariot ville fortælle om Jesus, så havde jeg sparet de 29 kroner. Nu en del år efter, fik jeg fat på den, for op til lørdagen mellem langfredag og påskedag, ville jeg gerne skrive en lille tekst om Judas, og ville da gerne inddrage det såkaldte evangelium. Det blev aldrig til noget – og det er første her 2. påskedag i vort sommerhus, at jeg færdiggjorde læsningen. Ikke at det er en lang bog – men dels blev jeg skuffet over dens indhold og dels ville jeg hellere være sammen med familien.
Historien
Den engelske forfatter Jeffrey Archer havde givet sig den opgave at genskrive historien om Judas ud fra den tanke at Judas´ ry som historiens største synder, ikke er fair og rigtig. I et interview om bogen sagde han, at det irriterede ham at alle de andre disciple, blev erklæret helgener selv om de også havde forladt og vendt ryggen til Jesus, men at Judas var den eneste, der ikke fik genoprejsning. Det var simpelthen for sort-hvidt og det irriterede ham.
Archer lader Judas´ fiktive søn, Benjamin, skrive evangeliet efter at han opsøger Judas, der har tilsluttet sig esserne i Qumran. Han fik at vide, hvorledes disciplene byggede en ny sekt op omkring historien om Jesus og hvorledes Jesus blev omgivet af en masse myter og han stemplet som forræder og erstattet af en anden i discipelflokken, eftersom Judas i deres løgnehistorie havde begået selvmord – en uting og utænkelig ting for en rettroende jøde.
Judas beskriver et menneske, der ser alle Jesu undere – men alligevel tvivler. Som knytter sig til Jesus som en hellig mand, en da i perioder tror, at han er Messias, men aldrig at han er Guds søn. Judas beskrives som et menneske, der ser sig selv som en synder, og er fyldt med glæde over at Jesus alligevel vil have ham med i sin disciplelflok (s. 25 kapitel 6 vers 31). Han arbejder dog med en dobbelt standard – den overfor sig selv og den overfor andre (s. 57, kapitel 15 vers 57 og s. 66 kapitel 18 vers 5). Han synes det er positivt at Jesus tager imod ham som synder, men andre synderes modtagelse er ham en vederstyggelighed. På den måde er han vel som alle os andre.
Judas ønsker at redde Jesus fra den død, som synes at være uundgåelig på grund af alt det, Jesus gjorde og sagde. Men midt i hans forsøg på at redde Jesus fra en tragisk og utilsigtet død, blev han faktisk årsag til at han netop kom i hænderne på Jesu dommere, der dømte Jesus til døden. Så Judas var skyld i Jesu død, men han blev blot udnyttet i en større sammensværgelse, der efterlod ham som forræderen. Han var en tragisk figur.
Men han var en ven – ja, en ven, der fejlede, men ”Hvorfor var han den eneste, der nu skulle stemples som synder?” (s. 76). Han har dog knyttet sig til Jesus i et livslangt venskab, der gør at han i slutningen af historien glæder sig over at blive henrettet af romerne på samme måde som Jesus – nemlig korsfæstet.
Derved forstår vi også, at bogen benægter selvmord og endda også de 30 sølvpenge – det bortforklares med, at det kun er et af evangelierne, der har dette med. Derfor må det være et falsum – og det bliver underbygget ved hjælp af et videnskabeligt noteapparat.
Archer ønskede at bogen skulle opbygges på bibelsk baggrund, så tilblivelsen blev assisteret af professor Francis J. Moloney (står J-et mon ikke for at han er jesuit? Det kan jeg dog ikke få bekræftet nogen steder). Det er blandt andet ham, der i bogen biddrager med noteapparatet placeret bagerst i bogen – og som fremstår meget kritisk overfor troværdigheden af de bibelske skrifter. Blandt andet om Jesu undere ”Der er ingen seriøse forskere af Det nye Testamente, der kan tilslutte sig, at dette er sket” (s. 100) – eller hans inddeling af Treenigheden, hvor Jesus er den næst vigtigste person (s. 93).
Historien er bygget op med kapitler og vers, så det i det ydre ligner et bibelsk skrift – og ordene, der kan findes i evangelierne er fremhævet med rød
Min vurdering
Hold jer fra den – læs Bibelens evangelium i stedet. Der er overhovedet intet evangelium – glædeligt budskab i den. Teksten bagpå ”Ikke mindst henvender bogen sig til de mange, som har gjort den moderne og eftetrmoderne tids nervøse og eksistentielle tvivl til deres egen” – tjah – det kan jeg virkelig ikke se. Hvis det at henvende sig, betyder at imødekomme og give hvad de gerne vil have, så er det vel rigtig nok. Men på den anden side, så handler den jo stadigvæk om mirakler – og ikke kun den Jesus, der havde ”ordet i sin magt”, og det alene.
Så nej – lad være med at læse den – dens opgave var at være et kristent modsvar på Dan Browns ”Da Winci-mysteriet”, men det er den ikke. Delt er den ikke et kristent svar – og dels er den så kedsommelig, at den overhovedet ikke nærmer sig det spændingsniveau, der er i Browns knaldroman. Den er kedelig – og eftersom jeg sparede 100 kroner på den, så viser det, at jeg ikke var den eneste, der synes den er dårlig, så lad den bare være lige så død, som den præsentere Jesus som.
