Vi har netop stået sammen ude ved obelisken og lyttet til den stolte, men smertefulde historie om de soldater, der den skæbnesvangre morgen, den 9. april 1940, ofrede deres unge liv i kampen for vores fædreland. Obelisken har været en tur forbi stenhuggeren for at blive shinet op – så nu står den lige så flot og skarp, som den gang, den blev rejst og afsløret senere i 1940. Deres navne stod tydelige den gang – lige så tydelige som deres offer stod tydeligt for folk, den gang. Nu hvor deres navne er pudset op, så er det også helt naturligt, at vi også pudser deres minde af. Vi er her for at ære deres minde og deres offer. Jeg ved ikke om de ville se på deres død som et offer for Gud, konge og fædreland, men jeg tænker, at de lige som vores soldater i dag, stod skulder ved skulder. At det var kammeratskabet, der bar, at de vidste: ”Du vil tage en kugle for mig og jeg vil tage en for dig”. Jeg tænker ikke, at disse modige unge mænd, valgte at ofre sig, for at ofre sig er ikke et valg. De havde nok alle sammen valgt at overleve og komme hjem, hvis de havde haft det valg. Men deres offer blev pålagt dem. De blev tvunget til at ofre sig, da overmagten dukkede op over bakken ud ad Aabenraavej.
De levede i en urolig tid, en tid, der krævede ofre. Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi også lever i en urolig tid, der kalder på ofre. Kriserne igen rykker ved vores trygge rammer. Verdens politiske og økonomiske omvæltninger minder os om, at der er kræfter, som prøver at splitte os og skræmme os. Krigstrusler og økonomisk ustabilitet. Selv om Ukraine-konflikten egentlig er langt herfra, breder dens skygge sig og truer vores egen sikkerhed. Der oprustes i Europa, og herhjemme forbereder vi os på et scenarie, hvor danske soldater kan blive sendt i krig. Samtidig er klimaudfordringerne en daglig påmindelse om, at vores livsstil og vores ansvar over for skaberværket er under pres.
De mange kriser er så påtrængende, at kravet om at ofre sig for en sags tjeneste er større, end det tidligere har været, men spørgsmålet er: Kan vi danskere overhovedet ofre os? – Ligger det i vores hyggelige andedams DNA at kunne ofre os? Eller er vi stadigvæk Jeppe Aakjærs ”pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge”?
Ja da, vi ofrer os og drikker Jolly-cola, fordi vi så boykotter Coca Cola og viser Trump, hvad vi mener om ham, imens vi skammer os over at vi stadigvæk kører i Tesla. Der er klimakrise, så vi ofrer os og sorterer affald og lider under, at vores læber klæber til papsugerøret. Hvis endelig vi ofrer os, helt frivilligt, så er det med en klar forventning om at få noget tilbage, og det kan for eksempel være, at andre synes, vi er gode mennesker og giver os et like på amerikanske Facebook.
Når vi står og ser på obelisken, så kan jeg hurtig få den tanke, at i gamle dage, var det bedre. I gamle dag havde vi en anden mentalitet. Tror jeg. Præsten Kaj Munk var forbavset over, at så få gik ind i modstandsbevægelsen. Han svingede i pisken over den danske ungdom med ordene: ”Andre Landes Ungdom, ja, deres Legemer raadner paa Valpladsen, men vor Ungdoms Sjæle gaar i Opløsning i Danselokalerne”.  Og Kaj Munk fortsatte med at svinge pisken: ”Den er saa nem at slutte et Møde med, den lille korte: Kæmp for alt, hvad du har kært, dø, om saa det gælder! Vi synger den gerne, men mene med den, efterleve den … Vorherre bevare os! — og nok engang: Vorherre bevare os!!”. Men en dag vendte det, Kaj Munk skriver om det i Den blå Anemone: Op af den frosne jord groede anemonen, groede modstand, der viser, at anemonen ikke var død i denne fjendske zone, men at den skær som søens bølge. Denne modstand kostede mange livet, mange ofrede sig – bogstaveligt talt. F.eks. en Peter de Hemmer Gudme, der kastede sig ud fra en trappeafsats på femte sal, for at undgå at forråde sine kammerater.
Når vi danskere sidder i sofaen i dag, så siger vi:  ”Ofre mig? Nej tak”, men det viser sig faktisk, at når tingene udvikler sig, har vi vist os villige til at gøre ting, vi ikke havde troet eller forestillet os. Offerviljen trappes op, i takt med at situationen ændrer sig. En dag vil Holger Danske vågne.
Vi markerer igen 9. april. Det er ikke blot en historisk påmindelse, men også et kald til os alle om at lade os inspirere af de unge soldaters mod og selvopofrelse, og at finde styrke i vores tro på, at Gud er med os i livets svære stunder. Finde mod til at stole på, at Guds plan for os rækker ud over vores forstand, og at ethvert ofre, stort som småt, når det gives i kærlighed, bidrager til at bygge en verden, der rummer håb, retfærdighed og ægte medmenneskelighed.

Jeg tænker ikke, at vi i dag skal stille os selv spørgsmålet: Hvad er vi villige til at ofre? Man vælger ikke selv sit offer. Vi skal hellere spørge os selv: Hvad er de sandheder og værdier, som vi sætter højest? Hvad er de sandheder og værdier, som vi er villige til at ofre os for? Frihedskæmperen Kim Malthe-Bruun skrev til sin mor, kort før sin henrettelse: ”Jeg har vandret ad en vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hvad der i mit hjerte stod”. Hvad står der i dit hjerte, som du ikke vil svigte?
Hvad er du villige til at ofre dig for? Ofre, ikke for at fremstå fromme eller for at bede om anerkendelse, men fordi vi har erfaret, at ægte kærlighed altid kræver en vilje til at ofre sig. Som Jesus sagde: ”Større kærlighed har ingen, end at han sætter sit liv til for sine venner”.
Kirken kalder os til at udvise en næstekærlighed, der rækker ud over vores egen komfort – til at træde frem, når tiden kræver det, og til at ofre de små ting, der tilsammen gør en stor forskel. Lad os sammen træde ud fra denne stund her i kirken med en fast beslutning om at omfavne de ofre, der er nødvendige – ikke for at blive helte i andres øjne, men for at leve i ægte kristen kærlighed og næstekærlighed.

Herre, vi takker dig for de minder, vi i dag har delt om tapperhed og ofring. Giv os modet til at leve ud fra de værdier, vi har hørt om, og hjælp os med at se ud over os selv, så vi kan handle med ægte omsorg for hinanden. Lær os at møde hver dag med en vilje til at give af os selv, selv når det kræver at sætte egen tryghed til side.

Hjælp os til at huske, at de små handlinger, der kommer af kærlighed – at støtte en ven, dele et smil, hjælpe en fremmed – er med til at bygge en bedre verden, selv midt i stormen af store udfordringer. Må vi finde styrke til at tage de nødvendige skridt og omfavne den næstekærlighed, der rækker ud over vores egne grænser, så vores liv kan blive et vidnesbyrd om håb og medmenneskelighed.