Nu er min kone ikke i kirke i dag, så jeg kan godt fortælle, at jeg elsker vittigheder med svigermødre! Jeg ved ikke – jeg synes bare de er så sjove.

F.eks. den om manden, der sad og fadt i staver – og sad og kiggede på buschaufføren. ”Hvorfor sidder du dér og kigger på mig sådan?” spurgte chaufføren, for han var blevet godt irriteret over den intense stirren.
– Ja, undskyld, sagde den anden. Men havde det ikke været for overskægget, ligner du min svigermor.
– Jeg har da ikke noget overskæg?
– Nej, men det har min svigermor.

 

Nu er min svigermor heldigvis ikke så slem, men svigermødre har generelt en voldsom måde at udtrykke sig på – vi har endda en plante, der hedder ”Svigermors skarpe tunge”. Her den anden dag hørte jeg en vittighed om denne skarpe tunge:

– I år har jeg tænkt mig at give min svigermor en violin i julegave.
– Nå, er hun da musikalsk.
– Næh, men jeg synes, hun trænger til at hvile underkæben.

 

Det er træls at få alt for mange sandheder at vide, og især hvis der er noget om kritikken. Den tekst jeg lige har læst fra Bibelen fortæller om Johannes Døberen, han forstod sig på det med at kritisere og han turde gøre det. Også selv om han blev halshugget, fordi han sagde sandheden om kongen. Det er måske ikke den mest civiliserede måde at håndtere kritik på.

Men Johannes Døberen tordnede af sted uden tanke på liv og lemmer, for han havde et budskab, der skulle ud. Folk skulle være klar, når Jesus trådte frem på verdensscenen: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær”. I siger godt nok, at I har jeres på det tørre, I er jøder med en lang fornem historie bag jer, et tempel i Jerusalem for den levende Gud… men hvad hvad hjælper det, hvis I så ikke også lever i overensstemmelse med jeres historie. Hvis I kun har jeres flotte moral og etik i munden, men ikke får det plantet videre ud så det bliver gode handlinger, så hjælper det jer ikke en disse. ”Hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden”.

Sådan lød budskabet til de mennesker, der kom ud i ørkenen for at lytte til Johannes Døberen. Kritik – men kritik med den hensigt, at folk skulle komme til at tænke sig om og ændre på deres liv.

Men det var ikke alle, der kunne klare mosten, så derfor endte hans hoved på et sølvfad… så er det slut med den kritik.

 

Nu er det godt nok en festgudstjeneste, hvor vi om lidt har konfirmation, hvor vi skal fejre dåben, men det er først og fremmest ”Store Bededag”… dvs. egentlig hedder dagen i dag ”Bods.- og bededag”. Og teksten til i dag lægger jo virkelig op til bod og bøn. For mon ikke, at vi en gang imellem også har brug for at høre lidt kritik for den måde vi lever vores liv på? Mon ikke vi fra tid til anden har brug for lige at stoppe op og tænke igennem: Er der overensstemmelse mellem mine smukke ord og min høje etik, og så den måde jeg lever mit liv på? Godt nok siger jeg, at det er for dårligt, at der ikke er nogle, der hjælper børnene i Afrika, men giver jeg noget, når der står en indsamler ude foran min dør og beder om lidt håndører?

Det er selvfølgelig nogle trælse spørgsmål – men hvordan reagerer vi på det? Måske hugger vi ikke bogstaveligt talt hovedet af den person, der stillede spørgsmålet, men vi kan godt totalt afvise ham og aldrig lytte til ham eller hende igen… eller vi kan tage spørgsmålet og kritikken til os. Det hele handler vel i grunden om hvordan det bliver sagt.

For to uger siden var jeg til en arbejdsgruppe sammen med andre præster. Vi sad sammen med en dygtig forfatter – først læste vi prædikenen op, og så kom han og gennemhaglede alle prædikenerne. ”Her gentager du dig selv”, ”Her er du kommet på afveje, så derfor er du nødt til at finde på en lang omvej for at komme tilbage”. ”Her begynder en helt ny prædiken, som du lige så godt kunne vente med til næste søndag”… osv osv. Alle og enhver blev gennemkritiseret, men alligevel gik vi alle hen og sagde: ”Tak for det – det var rigtig godt”. Også selv om vi virkelig fik vores sag godt og grundigt for… men det var sagt i omsorg for os. Det var ikke sagt for at gøre os kede af det, men for at vi måtte være opmærksomme på den måde vi skrev prædikener på. Så det handler om med hvilken hensigt kritikken bliver sagt – hvorfor siger du det, du gør.

På samme måde er det med det vi læser i Bibelen – hvorfor møder der os kritik? Hvorfor skal vi læse om f.eks. Johannes Døberen, der står og skriger ude i ørkenen? Fortæller Bibelen det, fordi den vil have, at vi skal blive kede af det og sure – eller siger den det ud af kærlighed og omsorg for os? Ja, jeg tror det er det sidste… Bibelens kritik af os er skrevet i kærlighed, for at vi må stoppe op og igen komme på ret kurs i livet. For at vi må få et liv, som er helstøbt – som er formet efter den idé Gud havde med os, da han skabte os. Et liv i pagt med livet – et liv sammen med Gud ikke bare som en hensigtserklæring, men som virkelighed.

Det er hensigten med bod- og bededagen, at vi må bruge den til det, man kunne kalde ”selv-ransagelse”. At vi stopper op og tænker: Hvordan lever jeg mit liv? Er det i pagt med livet, med Gud? Eller er det på tide, at vi skal lytte til den brovtne Johannes Døber ude i ørkenen: ”Omvend jer”. Omvend jer – det betyder at vende om, og begynde på en frisk. Og når det er sagt i kærlighed og omsorg, så ved vi også, at når vi siger ”vi vil begynde på en frisk”, så mødes vi ikke af en lang moralsk pegefinger eller en kold skulder… men vi mødes af en kærlig Gud, der siger: Kom, lad os sammen få styr på dit liv igen. Sådan er Gud…. også på en bods- og bededag.