Jeg har fået nyt ur til sublement for mit ”Hobro Boldklub”-ur. Det er et smart idrætsur, der klæber sig rundt om mit håndled og fortæller mig, hvor mange skridt jeg har taget, hvad min pulse er, hvordan min søvn har været og hvad mit stressniveau er lige nu. Og jeg kan på min mobil se en masse grafer og aflæse mit fysiske helbred ud fra nogle videnskabelige tal hentet direkte fra min venstre arm. Fantastisk – hvordan havde jeg kunne klare mig uden det i så lang tid?
MEN uret har en funktion, som faktisk mere og mere irriterer mig. Jeg aner ikke, hvordan jeg skal få den slået fra! Med (måske) bestemte intervaller vibrerer den – og melder mig: ”Bevæg dig”. Jeg synes de fleste gange, at det sker lige netop, når jeg har bevæget mig, og bare har sat mig lidt for at slappe af. ”Bevæg dig”. Og så sker det også at den kommer med meldingen på et tidspunkt, hvor jeg sidder og skriver en prædiken. ”Bevæg dig”. Så ryster jeg lidt på håndledet – og regner med, at så må den da være tilfreds.
For leden sad jeg og læste en bog om en kvindes svære sygdomsperiode og tanker om liv og død. Måske var den dårligt skrevet – måske var jeg bare ikke lige helt klar eller for fokuseret på at jeg skulle bruge nogle citater til en artikel om håb og håbløsehed. Faktum er: Jeg var ikke fanget af historien, den berørte mig egentlig ikke – det var bare en tekst.
Men midt under læsningen, så krævede sportsuret opmærksomhed – jeg kiggede på håndleddet: ”Bevæg dig”. Jeg skulle lige til at ryste på håndleddet igen – og så komme videre i læsningen, MEN… Jeg må have været i mit dybe hjørne alligevel, for pludselig så jeg mere end urets krav om at jeg løbe 100 meter. ”Bevæg dig” – blev til at blive bevæget, være berørt, bevæget fra en sindsstemning til en anden, fra en indsigt til en anden. Jeg sad og læste om en kvindes svære kamp og jeg var overhovedet ikke bevæget… tværtimod! I effektivitetens navn var jeg så målrettet efter at finde citater, at jeg slet ikke læste bogen med hjertet, men alene med hjernen. Det forsøgte jeg så at lave om på – og resten af bogen var faktisk meget bedre netop på grund af den ændring hos mig.
Vi har en dejlig salme i kirken, hvor vi spørger Jesus:
”Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
og hvad elsked du hos støvet,
at du ville alt opgive
for at holde os i live?
Jesus kom til jorden – ikke ud fra kolde beregninger af for og imod, men fordi han lod sig bevæge, følte med os, led med os. Og han bevægede sig ned til os og var sammen med os. Ikke som en blåøjet næsen i sky – ”jeg er Gud og derfor styr på det hele”. Også her lod han sig bevæge i mødet med menneskers sorg og elendighed. Det korteste vers i hele Bibelen rammet det lige på med ordene: Jesus græd (Johannesevangeliet 11,35).
Selv om Jesus kunne gribe ud og gribe ind i menneskers elendighed med en snuptag, så blev han bevæget – og græd. Og greb så ind.
Jeg tror jeg vil lære af Jesus. Måske skulle vi alle sammen have sådan et ur – ikke så meget på grund af det med sundhed og kondital, men på grund af den påmindelse, der ligger i ”Bevæg dig”. Vi kan hurtigt møde mennesker uden rigtigt at møde dem – især de folk vi har fordomme overfor. Dem vi møder i avisen, fjernsynet eller på nettet. Deres historier, deres skæbne, deres liv rør os ikke rigtig. ”Ræk mig lige kaffen”.
Lad os få sportsuret på – og lad dens ”bevæg dig” ikke bare være for at vi skal op af lænestolen, men fordi vi skal lad os bevæge. Inderst inde. Det får vi også selv et rigere liv af.
