Sikke en lignelse. En historie om et kongeligt bryllup med nedbrændte byer og som ender med ”gråd og tænderskæren”. Der er rigtig mange spændende detaljer i lignelsen, men lad os prøve at kigge lidt overordnet på den. Vi kan dele historien op i to dele. Første del af lignelsen kan vi kalde for ”Invitationen forkastes”. Den handler om jødernes forkastelse af Jesus.
Man kan se hele Det gamle Testamente som en historie om Guds ejendomsfolk, der er inviteret. Da festen var klar, i det øjeblik, hvor Jesus trådte frem, brudgommen kom, så var de enten ligeglad eller også dræbte de sendebuddene. Ja, de dræbte endda selve brudgommen, kongesønnen og straffen ville komme for ”… kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by”. Opfyldelsen af den profeti skete i år 70 – Jerusalems ødelæggelse. Jøderne blev fordrevet fra deres land, og bosatte sig rundt i hele verden, hvor de helt op til i dag selv i fredelige Danmark, oplever at blive forfulgt.
Første del slutter med at kongen siger: ”de indbudte var ikke værdige”. Hvad er det for en værdighed? Det handler ikke om moralske dyder, at de ikke var ”gode nok”. De ville have været værdige uanset hvad, hvis de bare havde taget imod invitationen. Det er en vigtig pointe: Uværdighed består i at takke nej til invitationen.
Anden del kan vi kalde for ”Nye gæster inviteres”. Vi kan forestille os, at dyrene er slagtet og tilberedt, kagerne og brødet er bagt, vinen står i store kar, Kandis står klar på scenen for at gøre det, de er bedst til… der skal simpelthen festes! Kongen sender derfor igen sine tjenere ud for at invitere nye folk: Tjenerne ”gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både onde og gode”.
Tjenerne gik ud og går ud til alle verdens afkroge.
En af de tjenere hed Ansgar, Nordens apostel, der bragte evangeliet til Danmark. Vi er alle inviteret, både gode og onde. Moralske gode og moralske onde. Kriminelle og ikke-kriminelle. Morder og ikke-mordere. Ægteskabsbrydere og ikke ægteskabsbrydere… Der er menneskeligt set gode mennesker og menneskeligt set dårlige mennesker, men alle bliver inviteret ind i Guds rige til fest. Gud går ikke rundt og leder efter de moralske fine mennesker, Gud kalder alle, dårlige og onde. Og det, der gør dem værdige, er ikke deres godhed, men deres villighed til at tage imod invitationen.
“bryllupssalen blev fuld af gæster”. Fuld af gæster, der har taget imod invitationen –der har taget bryllupsklæderne på og kommet til festen. Og når de er her, så er de ikke længere delt op i gode og onde – for så har alle bryllupsklæderne på, så er de lige fine, lige frelst.
Her er der ikke gode og onde – her i bryllupssalen er der kun frelste.
Om de er onde eller gode mennesker – der er lige meget, de er inviteret ind, men de kan kun komme ind, hvis de har bryllupsklæderne på. Der sker et skifte i det øjeblik, hvor de får bryllupsklæderne på.
Det er en, der bliver smidt ud, netop fordi han ikke har bryllupsklæderne på. Der står ikke at han var særlig ond, kun at han ikke havde bryllupsklæderne på. Han havde ingen undskyldning for hvorfor han ikke havde bryllupstøj på – alle kunne åbenbart have haft dem på, men ikke ham. Derfor røg han ud i mørket.
Hvad er det eneste krav for at komme ind i Himmelen? Jesus siger et andet sted: ”Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget” (Matt 5.20). Farisæernes retfærdighed var en selv-retfærdighed – den retfærdighed, som frelser, er Guds retfærdighed, den er givet os af Gud. Det er vores bryllupsklæder, der dækker og sletter over vores egen godhed og vores egen ondskab: Jesu retfærdighed.
Det er ikke et ukendt billede i Bibelen at tage retfærdigheden på. Fra Jobs Bog læser vi: ”Jeg iførte mig retfærdighed, den var min klædning”, (Job 29,14).
Fra profeten Esajas bog læser vi de smukke vers: ”Jeg fryder mig over Herren, min sjæl jubler over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder og hyllet mig i retfærdighedens kappe” (Es 61,10).
Ved hvert eneste bryllup i Folkekirken, læser vi fra Paulus, der taler om bryllupsklæderne: ”Ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed, bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden” (Kol 3,12). Klæder skaber folk – Guds retfærdighed skaber os om. Hvis det ikke gør det, så er vi ikke rigtig gæster
Portene til Guds rige er vidt åbne, gode og onde mennesker bliver inviteret. Men selvom rigets porte er vidt åbne, så har riget stadig porte, som vi skal gå ind gennem til festen. Der er en dresscode – Guds retfærdighed, der forandrer os. Du kunne have været en moralsk god person, men uden kappen ville du blive smidt ud. Du kan være en tidligere umoralsk person, men klædt Kristi hellighed, så er du velkommen til at blive. Vi må ikke tro, at vi kan komme ind på vores egne betingelser. Vi må iklædes Jesu retfærdighed ved tro på Hans død og opstandelse.
Partycrasheren uden bryllupsklæderne ville ikke tage bryllupsklæderne på. Det er mennesker, der er her på deres egne betingelser. De regner med at de kan fortsætte med at være, som da de var ude ”hvor vejene ender”. De har deres egen kristendom, deres egen ”jeg synes”-kristendom og ikke en tro, der bygger på Guds ord i Bibelen. Deres retfærdighed bygger ikke på Jesus, men på dem selv og de kan ikke være i Guds rige.
Partycrasheren bliver bundet på hænder og fødder, så han ikke igen kan forsøge at komme ind igen, og så bliver han smidt ud i mørket udenfor. ”Dér skal der være gråd og tænderskæren.”
Og så kommer det, som man helst vil springe over. Jesus slutter lignelsen med ordene: ”Thi mange er kaldet, men få er udvalgt”. Mange er kaldet, mange har fået et udvendigt kald til at blive en del af Guds rige, den himmelske bryllupsfest, men få er udvalgte til også at komme ind til festen. Men er der så nogen, der er udvalgt til IKKE at komme ind?
Med ordet “udvalgt” introduceres vi til Guds suverænitet. Gud er suveræn, Gud er enerådig, Gud har AL magt, så grunden til at de inviterede så også kommer ind, at de vælger at komme, er fordi de er udvalgt af ham.
Mennesket er faldet så alvorligt i synden, at vi er helt afhængige af Guds nåde, selv i vores første reaktion på evangeliet. Vi er afhængige af Guds nåde for at tage imod invitationen, vi skal have hjælp selv i selve samarbejdet og samtykket til Kristi evangelium i første omgang. Sætningen er derfor et mysterium, for hvordan hænger Guds suverænitet og menneskets svar, sammen?
Alle kristne kirkesamfund tror, at den Gud, vi tilbeder, er en suveræn Gud, men hvordan denne suverænitet fungerer i spørgsmålet om frelse, det er der mange meninger om. Vores egen Luther vil overhovedet ikke tale om en fri vilje, men om at vores vilje er trælbundet. At vi i os selv kun kan sige nej, skal vi sige ja, så er det Gud, der griber ind. Luthers svar er bare et af forsøgene på at finde op og ned i det her svære spørgsmål.
Der er dog desværre et sted, hvor lignelsens ord er enkelt: Det er mængden af de frelste: Få, der er udvalgt. Få, der har fundet den snæver port og den trange vej.
Men i dag handler det ikke om de mange eller om de få – i dag handler det om dig og mig. Vi er inviteret med til fest – vi er inviteret ind i Guds rige, Gud ønsker at frelse os. Om vi så er onde eller gode – det Gud ser efter, er om du vil tage imod invitationen og tro. Tro på at Jesu død og opstandelse også gælder dig – og lade det dække det, som var før – eller det, som du er nu. Du modtager Guds retfærdighed, der tilregnes dig, som om du var ligesom Jesus Kristus i hellighed. Og en dag ude i fremtiden vil du også blive gjort hellig, blive ligesom ham. Men indtil da er du iklædt Guds retfærdighed i Kristus. Og bryllupstøjet bliver vores gennem tro.
Lad os komme til ham og bede: ”Mine klæder er beskidte klude, Gud. Iklæd mig i din retfærdighed.” Og hvis du beder om tøjet, er det dit – dit. Og du kan være med til fejringen i evighedernes evigheder. Guds rige er en fest. David skriver ”du mætter mig med glæde for dit ansigt, du har altid herlige ting i din højre hånd” (Sl 16,11). Gud betyder at nyde. Gud er Gud for latter, fulde maver og velsignelse på velsignelse.
Tror du på det? Så kom. Der er et bordkort med dit navn på.
Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
Amen
