Sygdommen Alzheimers rammer bredt – uden tanke på alder, uddannelse, tro eller køn. Den river vores elskede ud af vores hænder – og de forsvinder lige så stille som sand mellem fingrene. Vi følger Thomas Bredsdorffs vandring med sin Alzheimers-ramte hustru. Det er en rejse, hvor han i starten prøver at se en mening i sygdommen, ja, endda at man her når frem til den ”ædle vilde”. ”… følelser uden hæmninger, her er der heling af kulturkløften, her er oprindelighed og samklang mellem kroppen og sjælen” (s. 129). For at ende med at se sygdommen som uden mening: ”Lidelse uden mening, det er hvad den forbandede Alzheimers sygdom er, helt uden mening. Grrr” (s. 226). Rejsen fra den første erkendelse til den sidste forbandelse er drøj og fyldt med tårer og smerte. Det er faktisk også en smuk rejse – for den viser to menneskers kærlighed til hinanden – og en trofasthed overfor den anden, der sprænger den hindring som fravær af sproget er.
Jeg kan kun begræde at Bredsdorff ikke har Kristus med sig på sin vandring. Det ville have sat det hele i stærkere perspektiv – og givet ham selv noget mere at stå imod med. Han har faktisk kun sine venner til sidst – dem at snakke med, leve med, men selv de må på et tidspunkt give tabt.
Bogen giver også en rigtig god indføring i hvor langt forskningen (ikke) er nået – og den er bestemt ikke nået særligt langt. Den eneste medicin, der er, kan kun forlænge sygdommen – ikke helbrede den. ”Det her er helvede. Men det bliver værre” (56). Alzheimers er ”the never ending funeral” (s. 109).
Man kan i bogen blive rigtig klog på lidt om historien – hvordan det første tilfælde af sygdommen blev iagttaget af lægen Alzheimer fra Schweiz.

Det er en klog bog, hvor der også bliver stillet skarpt på spørgsmålet hvad sygdommen gør ved et menneske. Thomas Bredsdorffs kone siger ret tidligt i sygdomsforløbet: Et menneske uden hukommelse er ikke et menneske (s. 23, 110). Hvad med selvet, når sygdommen træder til? ”Hvad vil det egentlig sige, at selvet går i opløsning? Går det overhovedet i opløsning, eller er det os raske, der tænker forkert?” (s. 121). Er det en besættelse (”Det her er ikke bare en sygdom i sindet, det er en fremmed, der er flyttet ind i Lene, måske den urene ånd, som Jesus taler om at uddrive” (s.186)) – eller er det sjælen, der går til grunde (”… en sygdom, der æder sjælen op indefra?” (s.225)).
Noget svar kommer der ikke frem… måske også fordi man kun kan komme med et teoretisk svar, et filosofisk svar… og jeg kan som teolog så biddrage med et teologisk svar, og insistere at det er det sande svar. Men ikke desto mindre kan vi jo nok kun komme med et gæt – for med mindre en vender tilbage og fortæller om hvordan det er at være i sygdommen… Man kan kun se at sjælen og selvet stadigvæk er dér, når sjælen og selvet stadigvæk kan kommunikere – og til sidste er det kun gennem at vise følelser, at man ser at selvet stadigvæk er til stede. Og så er det i de negative og ulykkelige følelser: ”Fortvivlelse er det bedste bevis på at jeget findes […] Fortvivlelsen er et tegn på at Lenes selv lever og lider” (s. 218). Som pårørende ønsker man ikke at ens kære lider, og det eneste der kan fjerne lidelsen er vel at fjerne erkendelsen… måske selvet? ”Jeg ønsker med andre ord at hendes sygdom må forværres, så hun kan få det bedre” (s.222).

Samværet med den syge bliver mere og mere at nyde og give nu-et til hinanden. Bredsdorff udtrykker det så fint på denne måde her: ”Intet før, intet efter. En sprække i tiden, fyldt med det rene nu. Øjeblikket efter er sprækken lukket” (s. 199).

Min vurdering
Det er en rigtig, rigtig fin bog… jeg er blevet så meget klogere af at læse den. Men som så mange andre ting, hvor man bliver klogere, så åbner det så mange andre nye spørgsmål, som jeg gerne vil arbejde videre med.
Jeg synes faktisk sygdommen her er den største anfægtelse for mig i forhold til sjælen. For er sjælen ædt op – er sjælen død – hvor er sjælen i den syge…. Eller er den bare ikke kontaktbar – kan den syges sjæl registre …. Ja, egentlig alle de spørgsmål som man nok bare ikke kan besvare, men som alle os med en dement kæmper med. Måske jeg en dag kommer tættere på et svar.