Mandag den 27. september
Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, men nu følger jeg dit ord.
Salmernes Bog 119,67

Bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes.
Andet Korintherbrev 7,10

Den 27. september 1854 var der glæde i den svenske familie Sparre, hvor der blev født en dreng, der fik navnet Sixten Sparre. Som ældste dreng var intet overladt til den frie vilje, og han overholdt drejebogen og blev officer, gift og far. Men han afveg og forelskede sig i cirkusprinsessen Elvira Madigan. Han deserterede fra hæren og flygtede med hende til Danmark. Pengeløs, på flugt og afvist af familien var han en desperat mand, der på en skovtur skød hende og derefter sig selv.

De færreste af os kommer i en situation som Sixten Sparre, men vi kender det i vor egen målestok. Jeg husker et digt fra folkeskolen: ”I vor samtales gade kørte jeg frem for rødt”. I en samtale med en ven fik vi i hovmod krydset en grænse. Det virkede ikke til, at der var andet at gøre, end at forsætte ud i krydset, trods det røde lys. Hvad gør vi? Det er ikke kun den anden, der sidder med bedrøvelse, det gør vi også. Hvad får bedrøvelsen os til at gøre? Overdøver vi den med gaspedalen, imens vi suser over krydset, eller får den os til at stoppe op og vende om? Omvendelse er at vende om i krydset og få bedt om tilgivelse. Det er Guds vilje med bedrøvelsen, at den skal virke til omvendelse. At vi skal stoppe hovmodet, der mener at vi selv skriver livets færdselsregler, og så finde dem i Guds ord. Det kræver at vi bliver bedrøvet og mærker behovet for Jesus, og at vi bliver ydmyget og mærker behovet for en højere autoritet end vore egne ord: Guds ord. Det er bedrøvelse efter Guds vilje og den virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes.
Nu velan, I bange hjerter!
Her er nåde, Gud ske lov!
Hvem vil gå i angst og smerter,
da det ikke er behov! (DDS 506,6).

Sognepræst Kim Legarth, Haderslev